Hvad kan vi hjælpe med?

Referat for Klima- og Miljøudvalgets møde onsdag 14. december 2016 kl. 17.00


Fraværende:


Mødedeltagere:


Mødet hævet kl.: 18.28


Sagspunkter der blev behandlet på mødet

59. Orientering om status på implementeringen af den nye affaldsordning

Resume

Orientering om status på implementeringen af den nye affaldsordning i enfamiliehuse og rækkehuse.
Præsentation af implementeringsplanerne for den nye affaldsordning i etageboliger samt i de rækkehuse, som ønsker løsninger i samlede affaldsøer.
Præsentation af implementeringsplanerne for den nye affaldsordning i de kommunale institutioner.

Sagsfremstilling

Den nye affaldsordning, hvor husstandene skal sortere i plast, papir, glas, metal, mad- og restaffald, er implementeret i enfamiliehuse og i de rækkehuse, hvor løsningen med 3 stk. 2-kammerbeholdere var mulig. Vestforbrænding vil orientere om, hvordan ordningen forløber og de udfordringer, der har været.

Den 4. oktober 2016 vedtog Byrådet de affaldsløsninger, som efterfølgende skal implementeres i etageboliger og i de resterende rækkehuse. Disse boligenheder skal også kunne sortere i samme affaldstyper som enfamiliehusene.

Vestforbrænding vil orientere om planen for indførelse af de nye ordninger i etageboliger og rækkehusområder.

Ved etageboliger, rækkehuse og de kommunale institutioner vil de fysiske forhold have stor indflydelse på både typen af materiel og frekvensen af afhentninger. For de kommunale institutioner vil størrelsen på institutionen samt institutionstypen også have indflydelse på valget af affaldsløsning samt afhentningsfrekvens. Der lægges derfor op til dialogbaseret implementering over de et til to første år af indsamlingskontrakten.

Camilla Bjerg Pedersen og Daniel Lynge Hansen fra Vestforbrænding deltager under behandlingen af dette punkt.

Mulighederne bliver herefter drøftet af udvalget. 

Lovgrundlag

Lov om miljøbeskyttelse.
Bekendtgørelse om affald.
Regulativ for husholdningsaffald.
Regulativ for erhvervsaffald.

Økonomi

Principper for finansiering af affaldssystemerne i forhold til de kommunale institutioner drøftes på mødet.

Indstilling

Klima- og Miljøudvalget vedtager, at der arbejdes videre med implementeringsplanerne i etageboliger, rækkehuse med samlede affaldsøer samt kommunale institutioner. 

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

60. Overdragelse af Tranegilde Mark Drængrøft og Byrenden til spildevandsteknisk anlæg

Resume

Endelig godkendelse af tillæg til spildevandsplanen.

Sagsfremstilling

Overdragelsen af Tranegilde Mark Drængrøft og Byrenden til spildevandsteknisk anlæg er en del af håndteringen af regn- og spildevand i Winthersminde Erhvervsområde, der er behandlet som dagsordenssag på Byrådsmødet den 21. juni 2016.

Med godkendelse af tillæg 3 til spildevandsplanen vil Tranegilde Mark Drængrøft og Byrenden blive overdraget til spildevandteknisk anlæg. Herefter bliver det muligt at omlægge drængrøften, så den kan løbe gennem det kommende regnvandsbassin i Winthersminde. Desuden kan Byrenden ændres, så den også i fremtiden kan opfylde vandområdeplanens krav om tilledning af vand.

Tillægget til spildevandsplanen har været i høring fra den 12. oktober  til den 7. december.
 

Tranegilde Mark Drængrøft nedklassificeres til at være privat vandløb, og afgørelse herom er udsendt til bredejere den 8. december 2016 med en klagefrist til den 5. januar 2017.

Vejdirektoratet har i forbindelse med partshøring under nedklassificeringen ønsket nærmere afklaring af, om ændringerne af vandløbenes status vil medføre betaling af vandafledningsafgift. Ishøj Forsyning har oplyst Vejdirektoratet, at forsyningen fortsat vil modtage alt dræn- og overfladevand samt allerede tilladte ledninger af spildevand fra oplandet efter de samme retningslinjer og aftaler, som gælder i dag. Vejdirektoratet har herefter ingen indsigelse.

Ovenstående er indført i spildevandstillægget.

Spildevandstillægget er screenet jf. lov om miljøvurdering, og det er vurderet, at spildevandstillægget ikke skal miljøvurderes.

Screeningen har været i høring hos eksterne myndigheder, og der er indkommet bemærkninger fra Kroppedal Museum. Park-, Vej- og Miljøcentret vil svare museet, at der er udført arkæologiske udgravninger i hele Winthersmindeområdet, og at området er frigivet af museet d. 5. juli 2016. Det indføres i spildevandstillægget, at såfremt der findes fortidsminder under anlægsarbejder, vil de være omfattet af museumsloven, og arbejdet skal standses, og Kroppedal Museum skal kontaktes.  

Lovgrundlag

Spildevandsbekendtgørelsen.

Økonomi

De økonomiske konsekvenser af overdragelsen og den efterfølgende forventede omlægning af spildevandsanlægget har været behandlet på Byrådsmøde den 21. juni 2016 med sagen "Håndtering af regn- og spildevand i Winthersminde Erhvervsområde". Heraf fremgår at udgifter til Ishøj Kommune ved overdragelse af Tranegilde Mark Dræn og Byrenden til spildevandsteknisk anlæg udgør 60.000 kr. til tinglysning.

(Ishøj Kommunes udgifter til den efterfølgende omlægning af Tranegilde Mark Drængrøft og Byrenden udgør 1.52 mio. kr.)

Indstilling

Klima- og Miljøudvalget indstiller, at udkast til tillæg 3 til spildevandsplan 2014-2022 godkendes endeligt.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

Kontakt

Ishøj Kommune

Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj

ishojkommune@ishoj.dk

Tlf. 43577575

Senest opdateret 15. december 2016