Hvad kan vi hjælpe med?

Referat for Ishøj Byråds møde tirsdag 6. september 2016 kl. 17.00


Oplæg ved Anne Birgitte Dyhrberg-Nørregaard, Lisbeth Halvorsen og Thomas Stenrød om hjemløseboliger. 

 

Fraværende: Seyit A. Ôzkan (A) med afbud. Merete Amdisen (A) mødte kl. 17.45 ved sag 197. Kalbiye Yüksel (F) mødte kl. 19.00 ved sag 199.

 

Presse: Mødet blev transmitteret af Tv-Ishøj

Tilhører: 1

Møde slut: 20.35


Sagspunkter der blev behandlet på mødet

197. Udbudsag (lukket punkt)

Intet indhold til denne sag.

198. Grønt Forum (lukket punkt)

Intet indhold til denne sag.

199. Spørgetid

Beslutning

Kjeld Haick spurgte til hvorfor der ikke asfalteres i tunnellerne på Tranegildestien. Det samme var tilfældet for nogle år siden på Ishøjstien.

Borgmesteren lovede at problematikken bliver undersøgt.

200. Vedtægt for Borgerrådgiver og ændring af Ishøj Kommunes Styrelsesvedtægt - 2. behandling

Resume

Oprettelse af borgerrådgiverfunktion i Ishøj Kommune.

Sagsfremstilling

For at kunne ansætte en borgerrådgiver er det en forudsætning, at Ishøj Kommune udarbejder en vedtægt herfor, som indgår i kommunens styrelsesvedtægt. Da borgerrådgiverfunktionen deles mellem Ishøj og Hvidovre kommuner udarbejdes forslag til vedtægt om borgerrådgiverfunktion i Ishøj, efter samme model som Hvidovre har udarbejdet deres, så der er overensstemmelse de to kommuner imellem.

I overensstemmelse med §65e i lov om kommunernes styrelse vil vedtægterne definere følgende forhold vedr. borgerrådgiver:

  • borgerrådgiverfunktionen er forankret direkte under byrådet, som ansætter og afskediger borgerrådgiveren.
  • borgerrådgiverfunktionen henhører ikke under de stående udvalg eller Økonomi- og Planudvalgets umiddelbare forvaltning, og er uafhængig af borgmesterens øverste daglige ledelse af forvaltningen.
  • borgerrådgiverfunktionen vil overordnet have til formål at bistå borgerne med rådgivning og vejledning samt tilsyn med kommunens administration.

Vedtægt for borgerrådgiverfunktion for Ishøj Kommune og Ishøj Kommunes Styrelsesvedtægt pr. 1. oktober 2016 er vedhæftet.

Lovgrundlag

§ 65e i lov om kommunernes styrelse

Indstilling

Ishøj Byråd godkender, at vedtægt om borgerrådgiverfunktion, og at ændringerne i Ishøj Kommunes styrelsesvedtægt godkendes endeligt. 

Beslutning

Tiltrådt.

 

Bilag

201. Domea, Ishøj Boligselskab - Skema A-ansøgning til opførelse af 106 almene boliger

Resume

Domea har på vegne af Ishøj Boligselskab fremsendt skema A-ansøgning til kommunens godkendelse.

Sagsfremstilling

Projektet indeholder 106 almene familieboliger fordelt på 12 stk. 2-rums boliger på 55 m2, 35 stk. 2-rums boliger på 72 m2, 48 stk. 3-rums boliger på 90 m2 og 11 stk. 4-rums boliger på 108,5 m2.

Bebyggelsen er disponeret med en bygning i to etager på grundens østlige del langs Ishøj Strandvej og bygninger i 3-5 etager på grundens vestlige del.

Anskaffelsessummen er budgetteret til i alt kr. 206.905.000, og den kommunale grundkapital udgør 10% af anskaffelsessummen svarende til kr. 20.690.500. Beløbet er indarbejdet i budgetforslaget for 2017.

Den gennemsnitlige husleje for boligerne er beregnet til kr. 1.049 pr. m2 ekskl. forbrugsudgifter, og beboerindskuddet udgør gennemsnitlig kr. 39.038.

Byggeriet opføres efter kravene til lavenergibygninger klasse 2020.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at skema A-ansøgningen godkendes under forudsætning af, at lokalplan 1.75 godkendes, og at boligselskabet indgår en aftale med Kommunen om 100% kommunal anvisningsret til boligerne. Ishøj Kommune skal varsles senest 3 mdr. før boligerne er klar til udlejning, og hæfter tidligst for evt. tomgangsleje 3 mdr. efter boligerne er indflytningsklare.

Lennart Nielsen (V) kan ikke tiltræde at der bygges almene boliger på arealet.

Beslutning

Tiltrådt.

Byrådet opfordrer boligselskabet til at finde et nyt navn til bebyggelsen, idet der findes flere bebyggelser med navnet "Strandhaven", bl.a. i Vallensbæk.

Venstres 2 medlemmer kan ikke tiltræde, at der bygges almene boliger på arealet.

Bilag

202. Jump4fun

Resume

Jump4Fun er et projekt med fokus på træning for 6-16 årige børn med overvægt, der er opstartet i Ishøj Kommune oktober 2015. Projektet har indtil videre været udgiftsneutralt for kommunen. Denne ordning udløber fra august - det skal besluttes om Ishøj ønsker at videreføre projektet. Hvis projektet skal videreføres på baggrund af de foreløbige resultater, vil den samlede udgift til projektet udgøre 90.000 kr. + de medarbejderressourcer, der skal frigøres til projektet. Denne indstilling er dels en status på det forgangne års indsats, og en anbefaling til videreførelse af projektet.

Sagsfremstilling

Kommunens opgave i forbindelse med projektet har primært været i forhold til kommunikation og koordinering med DGI/Idrætsforeninger, og i forhold til rekruttering af deltagere til projektet. DGI har stået for den overordnede projektledelse og -styring.

Ishøj Gymnastikforening og SB50 Badminton tilbyder træning én gang om ugen, og børnene opfordres til at deltage begge steder/dage.

I alt 19 børn deltager i Jump4Fun på nuværende tidspunkt. Foreningsguiden, som er ansat i DGI med det formål at vejlede børnene i projektet, har haft fokus på samarbejdet mellem forening, familie/barn og sundhedsplejen. Forældredeltagelsen har været god, og familierne har deltaget i træningsdage for barn og familie.

Børnene er blevet introduceret til mange forskellige bevægelsesaktiviteter, og der har været fokus på at lære børnene at bevæge sig mere i det daglige.

Jump4Fun har haft en positiv effekt for de børn, der har været (og er) involveret i aktiviteterne. Projektet viser, at de konkrete træningstilbud med trænere, der er uddannede i pædagogik kombineret med DGI's faglige og organisatoriske support udgør en god indgangsvinkel til at få det enkelte barn i gang med træning og fysisk aktivitet.

Administrationen anbefaler, at projektet videreføres - i første omgang for ét år. Det vil betyde øget mulighed for, at rekruttering og sammenhæng i indsatserne for børn i denne målgruppe vil kunne intensiveres som følge af det specialistnetværk, som forventes etableret for målgruppen (se indstilling vedr. strategi for sundhedsudvikling). Et af de områder, som ønskes sat på en strategisk dagsorden i specialistnetværket er et øget fokus på forældreinddragelse - både i forhold til Jump4Fun og i forhold til de øvrige tilbud til målgruppen.

Der er ikke afsat budget til Jump4Fun i hverken 2016 eller 2017. Videreførelse af Jump4Fun afhænger på den måde af budgetforhandlingerne.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget indstiller, at

  • Trygfonden genansøges om midler til forlængelse af projektet med henblik på at opnå de opstillede mål
  • der skal arbejdes mere ihærdigt med at nå de opsatte mål.
  • projektet skal forankres i Stabsenheden for Sundhedsudvikling.

Kultur- og Fritidsudvalget indstiller, at muligheden for fortsat finansiering fra Trygfonden undersøges.

Social- og Sundhedsudvalget finansierer projektets fortsættelse i et år via pulje under udvalget, og indstiller til budgetforhandlingerne at drøfte fortsættelse af projektet i år 2018.

Social- og Sundhedsudvalget ønsker til møde i oktober at få fremlagt nye skærpede kriterier for evaluering af projektet, der skal foretages medio 2017. Muligheden for midler fra Trygfonden undersøges.

Børne- og Undervisningsudvalget, Social- og Sundhedsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget indstiller, at drøftelserne af videreførelse af Jump4Fun for 2018 indgår i budgetforhandlingerne. 

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Børne- og Undervisningsudvalgets, Social- og Sundhedsudvalgets og Kultur- og Fritidsudvalgets indstillinger følges.

Beslutning

Tiltrådt.

 

Bilag

203. Godkendelse af rammeaftale på det specialiserede socialområde og specialundervisningsområdet

Resume

KKR Hovedstaden har den 22. juni 2016 anbefalet, at kommunerne og Region Hovedstaden godkender Rammeaftale 2017.  

Sagsfremstilling

Rammeaftale 2017 indeholder også en flerårig aftale gældende for 2017 og 2018 om udviklingen i udgifter pr. dag i de takstbelagte tilbud på det specialiserede socialområde og specialundervisningsområde. Der er aftalt:

  • At udgifter pr. dag i de takstbelagte tilbud på det specialiserede socialområde og specialundervisningsområdet til og med 2018 maksimalt må stige med pris- og lønfremskrivningen minus 2 procent i forhold til pris- og lønniveauet i 2014.

Aftalen vil for Ishøj Kommune medføre en udgiftsreduktion, idet Ishøj Kommune primært er en køber kommune. Modsat vil aftalen medføre, at kommunens egne tilbud skal reducere driftsudgifter i 2018.

Der er også indgået en aftale om reduktion af overheadprocenten, der er den andel som kommunen modtager for at varetage administrationsopgaver vedrørende økonomi, udvikling, central ledelse, IT mv.

Rammeaftale 2017 fastslår, at der skal arbejdes på, at overheadprocenten ændres fra de nuværende 7 procent hen imod 6 procent som et gennemsnitligt mål for kommunerne under ét ved udgangen af 2017.

Administrationen anbefaler, at Ishøj Kommune reducerer overheadsprocenten fra 7 % til 6,5 % i 2017 for at tilnærme sig gennemsnittet på 6 % i 2018. Reduktion af overhead i 2017 svarer til den procentdel, som kommunen har sparet i forbindelse med, at tilsynsudgiften sidste år blev flyttet fra kommunen til driftsstedet.

Vedlagt er et kort resumé af Rammeaftale for 2017. Af hensyn til at minimere sagsmaterialet er bilagene til Rammeaftale 2017 ikke vedlagt, men kan findes på den fælleskommunale hjemmeside www.rammeaftale-h.dk.

Økonomi

Samlet set vil nedsættelsen af overheadprocenten medføre en indtægtsreduktion på ca. 333.000 kr. i 2017 og ca. 665.000 kr. i 2018 for Ishøj Kommune.

Indtægtsreduktionen vil blive finansieret indenfor egen ramme, idet der bliver på samme måde en mindreudgift på købersiden. Det antages, at kommunerne samlet set vil nedsætte overheadprocenten til 6 % i 2018. Derudover forventer administrationen, at der vil ske et fald i taksterne i forbindelse med aftalen om en takstreduktion fra 2014 til 2018.

Udgiftsreduktion vil blive fordelt via en fordelingsnøgle mellem bevillingsområderne "Specialpædagogisk bistand" og "Det specialiserede socialområde".

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget og Social- og Sundhedsudvalget indstiller, at udkast til Rammeaftale 2017 godkendes, samt at overheadprocenten reduceres til 6,5 % i 2017 og 6 % i 2018.

Beslutning

Tiltrådt.

 

Bilag

204. Godkendelse af vedtægter for UU Center Syd

Resume

Vedtægterne er ændret, fordi Vallensbæk Kommune er trådt ud af det fælles kommunale § 60 selskab UU Center Syd.

Sagsfremstilling

Ungdommens uddannelsesvejledning har været organiseret i et § 60 selskab siden 2004. Selskabet var indtil 2015 ejet af Brøndby, Hvidovre, Vallensbæk og Ishøj. Vallensbæk Kommune valgte at udtræde af selskabet i 2015, hvilket bl.a. har den konsekvens, at vedtægterne i UU Center Syd skal tilrettes, så § 60 selskabet kan fortsætte for de tre tilbageværende kommuner.

De nye vedtægter er godkendt af bestyrelsen i UU Center Syd den 29. februar 2016. Bestyrelsen består af direktører fra de tre kommuner, og vedtægterne er derfor udarbejdet i overensstemmelse med de tre kommuners ønsker til centerets daglige drift og opgaveløsning på vejledningsområdet for unge.

De ændrede vedtægter er fremsendt til Statsforvaltningen med henblik på godkendelse.

Lovgrundlag

Lov om kommuners styrelse nr. 769 af 2016, § 60.

Økonomi

Der er ingen økonomiske konsekvenser.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget indstiller, at vedtægtsændringerne for § 60 selskabet UU Center Syd godkendes.

Beslutning

Tiltrådt, idet adressen for UU Center ændres til Next, Vejlebrovej 65.

Bilag

205. Tilbagebetaling af for meget betalt aconto varme

Resume

Ishøj Varmeværks brugere har aconto betalt for meget i fjernvarme. Der lægges op til beslutning om model for tilbagebetaling af det for meget indbetalte. 

Sagsfremstilling

Ishøj Varmeværk har ifm. priseftervisningen for 2015 konstateret, at brugerne skal have tilbagebetalt 15,8 mio. kr. Beløbet vedrører endelig afregning af acontobetalinger for 2011-2015 samt regulering af acontoafregningen for 2016.

Tilbagebetalingen kan ske efter tre modeller:

1) Tilbagebetalingen sker ved indregning i prisen for 2017.

2) Tilbagebetalingen indregnes i prisen i en 4 årig periode (2017-2020), da tilbagebetalingen er markant. Denne løsning skal godkendes af Energitilsynet.

3) Tilbagebetalingen sker som en engangstilbagebetaling til brugerne i 2016.

I vedlagte bilag fremgår regler og retningslinjer samt de prismæssige konsekvenser af tilbagebetaling i de tre ovennævnte modeller. Afviklingen af det for meget betalte varme påvirker salget til centraler (boligselskaber og virksomheder) og villaer.

Lovgrundlag

Varmeforsyningslovens § 20 Vejledning om Energitilsynets praksis for afvikling af over- eller underdækning. 

Økonomi

Samlet skal brugerne have tilbagebetalt 15,8 mio. kr. Ishøj Kommunes samlede budget påvirkes ikke heraf, men der er tale om periodeforskydninger (likviditet). Ishøj Kommunes ejendomme, der er fjernvarmeopvarmet, vil ligeledes modtage tilbagebetaling. 

Indstilling

Klima- og Miljøudvalget indstiller, at for meget afregnet fjernvarme tilbagebetales som et engangsbeløb i 2016 (model 3)

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Klima- og Miljøudvalgets indstilling følges. 

Beslutning

Tiltrådt.

 

Bilag

206. Godkendelse af projektforslag for fjernvarme i Winthersminde

Resume

Endelig godkendelse af projektforslag for fjernvarme i Wintherminde. Projektforslaget har været i høring i 4 uger.

Sagsfremstilling

Byrådet besluttede den 7. juni 2016, at projektforslag for fjernvarme i Wintersminde sendes i høring. Projektforslaget indebærer, at ny bebyggelse pålægges at tilslutte sig fjernvarmen.

Projektforslaget har været i høring. Der er ikke indkommet indsigelser, men virksomheden Nordic Real Estate Partners har spurgt til tidsplanen for projektet. Virksomheden er blevet orienteret om tidspunkt for byrådets behandling af projektforslaget, og virksomheden er derudover i dialog med VEKS om det videre forløb.

Der er udarbejdet en screening for miljøvurdering, der har været i høring samtidigt med projektforslaget. Der er ikke indkommet bemærkninger til screeningen.

Lovgrundlag

Lov om varmeforsyning.
Bekendtgørelse om tilslutning til kollektive varmeforsyningsanlæg.
Lov om miljøvurdering.

Indstilling

Klima- og Miljøudvalget indstiller, at projektforslag for fjernvarme i Winthersminde godkendes endeligt.

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Klima- og Miljøudvalgets indstilling følges.

Beslutning

Tiltrådt.

 

Bilag

207. Pulje til styrkelse af demensområdet

Resume

Sundhedsstyrelsen har udmeldt en pulje på 4,6 mio. til styrkelse af demensindsatsten i de kommunale plejeboliger gennem et demensrejsehold. Ansøgningspuljen udmeldes af to omgange i henholdsvis 2015 og 2017. Nuværende ansøgningspulje er på 2,3 mio. kr. og skal fordeles mellem i alt ca. 20 plejecentre fordelt på ca. 6-9 indsatskommuner.

Sagsfremstilling

Mennesker med demens vil, som sygdommen skrider frem, i stigende grad udvise adfærdsmæssige og psykiske symptomer. Disse symptomer er med til at øge kompleksiteten i pleje og omsorg af mennesker med demens og kræver derfor en særlig ekspertise hos medarbejderne. I takt med at befolkningen bliver ældre, og antallet af borgere med demens derfor forventes at stige, vil krav til medarbejdernes kompetencer også stige.

Sundhedsstyrelsen etablerer derfor et Demensrejsehold bestående af en række faglige kompetencepersoner på området, som gennem praksisnær læring skal uddanne ca. 6-10 demensnøglepersoner på hvert plejecenter. Deltagerne opnår kompetencer til at yde pleje af beboere med demens baseret på aktuel bedste viden. Demensnøglepersonerne får endvidere kompetencer til at indgå i sparring med deres kolleger, hvormed den samlede indsats af beboere med demens på det enkelte plejecenter kvalificeres.

Formålet er:

  • At styrke medarbejdernes kompetencer til at imødekomme beboerens individuelle behov for pleje.
  • At beboerne med demens vil opleve en øget livskvalitet.
  • At medarbejderne vil opleve et forbedret arbejdsmiljø. Det forventes desuden, at medarbejderne vil opleve en større arbejdsglæde, fordi de i højere grad føler sig trygge ved, at de har de rette kompetencer til at yde pleje og omsorg for beboere med demens eller demenslignende symptomer. 

Ishøj Kommune vil gerne ansøge om midler fra denne pulje. Det sker med et ønske om at løfte kompetenceniveauet i plejeboligerne med henblik på at forbedre pleje og omsorg for mennesker med demens eller demenslignende symptomer.

Projektet kan forankres i Center for Ældre og Rehabilitering med en projektansvarlig, og i tæt samarbejde med demenskoordinatorerne.

Yderligere information om puljen er vedlagt.

Indstilling

Social- og Sundhedsudvalget indstiller, at administrationen søger midler fra pulje til styrkelse af demensindsatsten.

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Social- og Sundhedsudvalgets indstilling følges.

Beslutning

Tiltrådt.

 

Bilag

208. Afrapportering - central udmelding for borgere med svære spiseforstyrrelser

Resume

Afrapportering af Socialstyrelsens centrale udmelding for borgere med svære spiseforstyrrelser er en del af den nationale koordinationsstruktur, der skal sikre, at der eksisterer det rette udbud af tilbud og vidensmiljøer til borgere, der har meget sjældne funktionsevnenedsættelser, særligt komplekse sociale problemer eller andre komplekse behov. KKR Hovedstaden har behandlet af rapporteringen og anbefaler at kommunalbestyrelserne godkender afrapporteringen.  

Sagsfremstilling

Socialstyrelsen udsendte i november 2015 en central udmelding for borgere med svære spiseforstyrrelser.

Hovedstadsregionens afrapportering konkluderer, at kommunerne og Region Hovedstaden gennemgående oplever overensstemmelse mellem udbuddet af højt specialiserede indsatser/tilbud til målgruppen og kommunernes behov herfor. Der er således ikke behov for tiltag for at sikre højt specialiserede pladser eller tilbud til målgruppen.

Afrapporteringen peger dog på udfordringer i forhold til at sikre gode overgange og sammenhængende forløb mellem den regionale psykiatri og de kommunale rehabiliterende indsatser på det sociale område. KKR Hovedstadens Embedsmandsudvalg for Socialområdet og Specialundervisning har derfor igangsat etableringen af et tværregionalt netværk, der skal bidrage til at skabe bedre sammenhæng mellem de regionale og kommunale indsatser og dermed mere effektive forløb.

I Region Hovedstaden var der ifølge indberetningerne fra kommunerne i 2015 i alt 162 borgere med svære spiseforstyrrelser og med behov for højt specialiseret rehabilitering på det sociale område. 60 % af disse var voksne borgere.

Ishøj/Vallensbæk havde 4 borgere i 2015, hvoraf  2 er under 18 år.  

Afrapporteringen er vedlagt som bilag.

Indstilling

Social- og Sundhedsudvalget indstiller, at afrapporteringen godkendes.

Beslutning

Tiltrådt.

 

Bilag

209. Strategi for sundhedsudvikling

Resume

Stabsenhed for Sundhedsudvikling præsenterer forslag til strategi for sundhedsudvikling. Strategien indeholder både organisatoriske og borgerrettede indsatser, og baserer sig på den faglige ekspertise, der allerede findes i kommunen såvel som relevant data fra sundhedsområdet.

Sagsfremstilling

Formålet med Sundhedsudvikling er at forbedre sundhedsprofilen for at skabe flere sunde leveår for borgerne og på den måde reducere udgifterne på sundhedsområdet bl.a. til medfinansiering ved hospitalsindlæggelser. Men forbedring af sundhedsprofilen er ikke bare et spørgsmål om at intensivere sundhedsindsatsen, for borgernes sundhed afgøres også at deres uddannelsesniveau, deres indkøbsvaner, om de er i beskæftigelse, så opgaven er ikke lige til at igangsætte.

Grundlæggende forsøger alle kommuner i Danmark at reducere de voksende sundhedsudgifter ved at forebygge sygdomsudvikling med fokus på:

  • At undgå at borgerne bliver syge (borgerrettet forebyggelse)
  • At undgå, at sygdom forværres (patientrettet forebyggelse)

Der er naturligvis oplagt at fokusere på de såkaldte KRAM-faktorer (kost, rygning, alkohol og motion), som man ved har en statistisk gavnlig effekt på sundhedstilstanden, eller i hvert fald reducerer risikoen for sygdomsudvikling. Men mange borgere i Ishøj - og især de sundhedsmæssigt meget dårlige borgere - er meget langt fra idealerne om fysisk sundhed og fokus på dette kan have en mere ekskluderende end inkluderende effekt, hvorfor fokus på at øge trivsel frem for en mere klassisk (fysisk) sundhedsforståelse, vil virke mere inkluderende for de sundhedsmæssigt dårligste borgere i Ishøj.

Den overordnede vision er: "Alle borgere i Ishøj har muligheden for at træffe sunde valg, der giver den enkelte borger livskvalitet og livsglæde. Valg der tilgodeser mange forskellige aspekter af et sundt liv". På den baggrund er det administrationens anbefaling, at mål for Sundhedsudvikling formuleres som:

  1. At fremme sammenhænge og videndeling omkring sundhedsindsatser på tværs af hele den kommunale organisation.
  1. At fremme målrettede, koordinerede og evidensbaserede sundhedsindsatser i tæt samarbejde med relevante fagcentre.

Indstillingen baserer sig på vedlagte notat for ”Strategi for sundhedsudvikling”. De i notatet nævnte 7 fokusområder ændres til disse 4 fokusområder:

  1. Koordinering af sundhedsindsatsen, herunder en kortlægning af de kommunale sundhedstiltag for børn, voksne m.v.
  2. Sundhed for socialt udsatte, herunder hjemløse
  3. Sundhedsmæssige tiltag indenfor Natur- og Friluftspolitikken
  4. Analyse af den aktivitetsbestemte medfinansiering

(I forhold til det fremlagte notat er punkt A og D og punkt C og G lagt sammen til henholdsvis punkt 1 og punkt 2. Punkt B i notatet afklares administrativt).

Indstilling

Social- og Sundhedsudvalget indstiller, at  de nævnte tiltag og ”Strategi for sundhedsudvikling” godkendes.

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Social- og Sundhedsudvalgets indstilling godkendes.

Forslag til byrådsmødet:

Til mødet i Social- og Sundhedsudvalget i oktober 2016 fremlægges forslag til mål og delmål for sundhedsstrategien, med udgangspunkt i Sundhedspolitikken.

Beslutning

Tiltrådt.

 

Bilag

210. Endelig vedtagelse af kommuneplantillæg og lokalplan for Strandhaven

Resume

Endelig vedtagelse af Kommuneplantillæg nr. 3 samt Lokalplan 1.75 - Boligbebyggelse på Industriskellet 15-19, Strandhaven.

Sagsfremstilling

Byrådet har den 7. juni 2016 besluttet at sende forslag til Kommuneplantillæg nr. 3, Forslag til Lokalplan 1.75 samt miljøvurdering af begge planer i høring i 10 uger.

Kommuneplantillægget er udarbejdet efter principperne i helhedsplanen for det lille erhvervsområde. Lokalplanen omfatter to matrikler i området og giver mulighed for at opføre ca. 106 boliger i varierende bygningshøjder, dog max seks etager.

I høringsperioden er der modtaget to indsigelser henholdsvis fra en beboer i omdannelsesområdet og en fælles indsigelse fra fire ejere i Strandområdet. Begge indsigelser handler især om højden på byggeriet. Indsigelserne samt administrationens bemærkninger og forslag til ændringer til lokalplanen fremgår af høringsnotatet.

Efter endt høring foreslår Administrationen fire ændringer, som er fremhævet med rødt i lokalplanen, herunder en ændring i kortbilag 2.

Lovgrundlag

Planlov
Lov om miljøvurdering af planer og programmer.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget indstiller, at Kommuneplantillæg nr. 3 samt Lokalplan 1.75 Boligbebyggelse på Industriskellet 15-19, Strandhaven vedtages endeligt, med den tilføjelse at byggefeltet Industriskellet og Ishøj Strandvej ændres til 2 etager, og den generelle max. etageantal sættes til 5 etager i 3. række.

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Teknik- og Bygningsudvalgets indstilling følges. 

 

Beslutning

Tiltrådt.

Byrådet opfordrer boligselskabet til at finde et nyt navn til begyggelsen, idet der findes flere bebyggelser med navnet "Strandhaven", bl.a. i Vallensbæk.

Bilag

211. Åbne efterretningssager til sagsbehandling under nr. 212 - 216

Beslutning

Tiltrådt.

 

212. Likviditetsopgørelse 2. kvartal 2016

Resume

Likviditeten opgjort efter ”kassekreditreglen” udgjorde 135,7 mio. kr. i 2. kvartal 2016, mens den faktiske likviditet ved 2. kvartals udgang var 111,3 mio. kr.

Sagsfremstilling

Ifølge ”Budget- og regnskabssystem for kommuner” skal kommunerne kvartalsvis udarbejde en likviditetsoversigt efter kassekreditreglen. Likviditeten efter kassekreditreglen opgøres som gennemsnit over de seneste 12 måneder af de daglige saldi på kontiene for likvide aktiver og kassekredit.

Kassekreditreglen overholdes når saldoen er positiv.

Likviditetsoversigten skal forelægges Byrådet og indsendes til Social- og Indenrigsministeriet.

Den gennemsnitlige likviditet for de seneste 12 måneder i perioden 2014 – 2016 har udgjort følgende:

 

1. kvartal

2. kvartal

3. kvartal

4. kvartal

2014

139,2

 132,3

127,4 

125,6

2015

123,9

119,0 

116,6

121,6

2016

126,0

135,7

 

 

Som det fremgår, har der været en stigning i den gennemsnitlige likviditet siden 3. kvartal 2015.

Som supplement til likviditetsoversigten vises i nedenstående tabel den faktiske kassebeholdning ultimo kvartalet i perioden 2014 til 2016.

 

1. kvartal

2. kvartal

3. kvartal

4. kvartal

2014

76,1

 49,6

63,5

46,1

2015

36,8

17,0

48,4

66,2

2016

68,3

111,3

 

 

Den faktiske likviditet pr. 2. kvartal 2016 var noget højere end kvartalet før og den højeste i den viste periode.

Den relativt høje kassebeholdning skyldes hovedsageligt salgsindtægter fra Winthersminde Erhvervsområde, hvor der i 2. kvartal er indgået 65 mio. kr. (ekskl. moms).

I vurderingen af kassebeholdningens størrelse skal det dog bemærkes, at kassebeholdningens størrelse pr. 30. juni 2016 på 111,3 mio. kr. ikke er udtryk for den disponible likviditet. Eksempelvis vil der være tale om afholdte og disponerede udgifter som på opgørelsestidspunktet ikke var faktureret og dermed betalt

Kassebeholdningen indeholder også forudbetalt statstilskud til en institution på ca. 15,3 mio. kr., som der ikke kan disponeres over.

Derudover indgår der i likviditeten ca. 15,8 mio. kr. vedr. Ishøj Varmeværk, som forventes at skulle tilbagebetales til brugerne i løbet af 2016. Heraf modtager Ishøj Kommune som bruger kr. 1,7 mio.kr.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at likviditetsoversigten pr. 30. juni 2016 tages til efterretning.

Beslutning

Til efterretning.

Bilag

213. Region Hovedstaden - Forslag til Budget 2017 - 2020

Resume

Budgetforslag 2017 - 2020 er førstebehandlet i Regionsrådet den 16. august 2016.

Kommunalbestyrelserne i regionen skal senest den 10. september skriftligt meddele Regionsrådet om deres stillingtagen til forslaget til udviklingsbidraget.

Det  regionale udviklingsbidrag, som er fastsat til 131 kr. pr. indbygger, er indregnet i Ishøj Kommunes budgetforslag 2017 - 2020.

Sagsfremstilling

Aftalen mellem Danske Regioner og Regeringen om regionernes økonomi for 2017 indebærer samlet for regionerne en forøgelse af råderummet på 140 mio. kr. i øget bloktilskud. For Region Hovedstaden medfører økonomiaftalen, at råderummet på drifts-budgettet i 2017 netto forøges med 296 mio. kr. i forhold til det oprindelige budget for 2016. Beløbet tilføres regionen som en forhøjelse af bloktilskud og øvrig finansiering på sundhedsområdet. Regionens samlede udgifter er finansieret via statslige bloktilskud og aktivitetsafhængig kommunale bidrag med i alt 36,8 mia. kr. Aktivitetsafhængig bidrag fra kommunerne udgør 5.324 mia. kr. I Ishøj Kommunes budgetforslag 2017 - 2020 er indregnet 97 mio. kr. til aktivitetsbestemt (med)finansiering af sundhedsvæsenet.

På det regionale udviklingsområde udgør det kommunale udviklingsbidrag 232,8 mio. kr. svarende til 131 kr. pr. indbygger, hvilket svarer til økonomiaftalens forudsætninger. Udviklingsbidraget på 131 kr. pr. indbygger er indregnet i Ishøj Kommunes budgetforslag 2017 - 2020.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Region Hovedstadens budgetforslag 2017 - 2020 tages til efterretning.

Beslutning

Til efterretning.

Bilag

214. Ophævelse af bestemmelserne i deklaration om Ishøj Kommunes tilbagekøbsret for ejendommene beliggende i industrikvarteret ved vestmotorvejene

Resume

Der skal tages stilling til ophævelse af bestemmelserne i deklaration om Ishøj Kommunes tilbagekøbsret for ejendommene i industrikvarteret ved vestmotorvejene.

Sagsfremstilling

I forbindelse med udstykning af industrikvarteret ved vestmotorvejene i 1966/67 blev der udarbejdet en deklaration, som bl.a. skulle sikre kommunen, at køber af de enkelte parceller påbegyndte byggearbejdet på parcellen inden en frist på 3 år fra overtagelsesdatoen.

 Deklaration blev tinglyst på samtlige ejendomme i udstykningen.

 Når der handles en ejendom i området modtager kommunen hver gang henvendelse om, kommunen agter at benytte sig af tilbagekøbsretten jf. deklarationens bestemmelser §§ 5, 6 og 7.  

 § 5 vedrører køber af de enkelte parcellers pligt til, at påbegynde byggearbejder på parcellen inden for 3 år fra overtagelsesdatoen, i modsat fald skal kommunen være berettiget til at tilbagekøbe parcellen.

 § 6 vedrører kommunens forkøbsret, såfremt parcellen videreoverdrages i ubebygget stand.

 § 7 vedrører kommunens forkøbsret, såfremt parcellen videreoverdrages inden forløbet af 10 år efter udstedelse af bygningsattest.

 Industrikvarteret er i dag fuldt udbygget, hvorfor deklarationens bestemmelser §§ 5, 6 og 7 derfor kan ophæves i sin helhed i tingbogen.  

 Deklaration vedhæftet.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at deklarationens bestemmelser §§ 5, 6 og 7 slettes i tingbogen.

Beslutning

Til efterretning.

Bilag

215. Evaluering af ressourceforløb

Resume

KL har undersøgt jobcentrenes erfaringer med ressourceforløb. Hermed fremlægges hovedpointerne fra KLs undersøgelse, ligesom der perspektiveres og gives en status på erfaringer fra Ishøj/Vallensbæk i henhold til anvendelse og effekt af ressourceforløb.

Sagsfremstilling

Reform af førtidspension og flexjob, som trådte i kraft januar 2013, bestod bl.a. af krav om, at personer med nedsat arbejdsevne skal gennemgå et ressourceforløb før tilkendelse af førtidspension. Formålet med et ressourceforløb er således at afklare den enkeltes arbejdsevne og hjælpe borgeren tættere på arbejdsmarkedet.

KL har i foråret 2016 gennemført en undersøgelse af jobcentrenes erfaringer med ressourceforløb herunder effekt og udfordringer.

Indfrielse af reform af førtidspension og flexjobs

Ifølge KLs evaluering er intentionen med førtidspension- og flexjobreformen indfriet, da der er sket et fald (halvering i forhold til niveauet før reformens ikrafttrædelse) i antal af tilkendelser af førtidspension særligt i forhold til borgere med psykiske lidelser. Samtidigt er antallet af borgere i flexjob steget. Den samlede gruppe af borgere på førtidspension og i flexjob er dog stort set uændret. Tallene tyder således på, at der er sket en omfordeling af borgerne inden for gruppen mere, end borgerne har "forladt" gruppen til selvforsørgelse.

I forhold til ressourceforløb viser registerdata, at 3 % af alle afsluttede forløb ender i selvforsørgelse, 55 % med tilkendelse af førtidspension, 8,6 % i flexjob og 19,3 % på ledighedsydelse.

Barrierer

Landets jobcentre oplever følgende som en udfordring for realisering af et vellykket ressourceforløb:

  • Borgerens motivation (50 % vurderer, det udgør en stor eller meget stor udfordring)
  • At lovgivningerne ikke spiller sammen på tværs af forvaltningerne - fx. beskæftigelseslovgivningen bygger på ret og pligt, hvor andre lovgivninger bygger på mulighed for tilbud
  • Lange ventetider og mangel på relevante tilbud

Derudover oplever jobcentrene, at der foregår et fint samarbejde inden for deres rehabiliteringsteams, ligesom borgeren i størstedelen af sagerne inddrages aktivt.

 70 % af de adspurgte jobcentre forventer, at 0-10 % af de borgere, der får tilkendt ressourceforløb, vil opnå selvforsørgelse gennem ordinært/ustøttet beskæftigelse.

Erfaringer fra Ishøj/Vallensbæk

  • Godt samarbejde inden for temaet: I arbejdet med rehabiliteringsteam og ressourceforløb i Ishøj og Vallensbæk kommuner fremhæves det gode samarbejde inden for teamet. Det er således givende for forløbet, at teamet består af de samme medarbejdere, hvormed teamet kender hinanden og har forståelse for hinandens faglige udgangspunkt. Dette gør sig også gældende i forhold til samarbejdet med Klinisk Funktion, hvor det overordnet er den samme sundhedskoordinator, som deltager hver gang. Rehabiliteringsteamet består af en bred vifte af kompetencer, hvormed det er muligt at tilbyde borgeren en helhedsorienteret indsats, ligesom rehabiliteringsteamet har viden om, hvad der kan lade sig gøre inden for de gældende regler.
  • Borgerens motivation: Der er en klar oplevelse af, at borgerens motivation har stor betydning for udfaldet af et ressourceforløb. Overordnet ses en sammenhæng mellem borgerens ledighedsperiode og motivationsniveau.
  • Godt samarbejde på tværs af centre og forvaltninger: Der er en oplevelse af, at de forskellige centre og forvaltninger deltager aktivt og byder ind, når der er behov.
  • Tilbud: Ligesom det gør sig gældende på landsplan, oplever Ishøj/Vallensbæk også lange ventelister særligt på sundhedsområdet, hvilket kan udgøre en hindring for et velfungerende ressourceforløb.

Afholdelse af møder

Til dags dato er der afholdt 8 møder, hvor i alt 48 borgersager fra Ishøj Kommune er blevet behandlet.

Evaluering af ressourceforløb (KL) samt oversigt over borgere i ressourceforløb fra Ishøj Kommune i henhold til alder og etnicitet er vedhæftet.

Indstilling

Beskæftigelsesudvalget indstiller, at evaluering af ressourceforløb tages til efterretning. 

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Beskæftigelsesudvalgets indstilling følges.

Beslutning

Til efterretning.

Bilag

216. Midtvejsopfølgning på Aktiveringsstrategi 2016

Resume

Aktiveringsstrategi 2016 fokuserer på 4 overordnede områder: Ungeindsatsen, Forsikrede ledige, Langtidsledighed og Den Virksomhedsrettede Indsats. Strategien er delt op, hvormed den både præsenterer de overordnede mål fra beskæftigelsesministeriet og Beskæftigelsesplan 2016 samt de lokale mål for Ishøj Kommune.

Beskæftigelsesudvalget følger op på aktiveringsstrategien to gange årligt - efter 6 måneder og efter 12 måneder. Hermed fremlægges den første opfølgning for Aktiveringsstrategien 2016.

Sagsfremstilling

Ungeindsatsen:

  • Overordnet mål: reduktion i varigheden af de unges ydelsesforløb
  • Lokale mål:
    •  46 unge er overgået fra ydelse til uddannelse (Indsatsmål:100)
    •  12 mentorforløb i regi af MentorIshøj (Indsatsmål 20 forløb)
    •  Ung På Vej: 20 % er siden projektets start marts 2014 overgået fra aktivitetsparat til uddannelsesparat, 16 % er gået i job eller uddannelse (Indsatsmål: 25 % overgår fra at være aktivitetsparate til uddannelsesparate og 50 % går i uddannelse)
  • Forsikrede ledige:

  • Lokale mål: 525 helårspersoner modtager a-dagpenge (lndsatsmål: under 500 personer)

Langtidsledighed:

  • Overordnet mål: 406 helårspersoner er langtidsledige (Indsatsmål: reduktion til 369 helårspersoner)
  • Lokale mål:
    •  20 borgere fra Ishøj er visiteret til Jobfirst (Indsatsmål: 70)
    •  Pilotprojekt m/ Socialmedicinsk enhed igangsættes september 2016
    •  Anvendelsen af positivlisten optimeres.
  • Den virksomhedsrettede indsats:

  • Overordnet mål: 26 nye samarbejder med virksomheder (Indsatsmål: 50)
  • Lokale mål:
    •  Aftale om mikrolån afventer afklaring fra Næstved Kommune
    •  Virksomhedernes dag afholdes d. 13.10.2016 i tæt samarbejde mellem Ishøj og Vallensbæk
    •  Undersøgelse af virksomhedernes rekrutteringsbehov igangsættes august 2016
    •  IværksætterIshøj: 73 vejledninger er afholdt og 15 lånekontrakter underskrevet (Indsatsmål: 70 vejledninger og 10 lånekontrakter).
  • Aktiveringsstrategi 2016 med halvårlig opfølgning er vedhæftet.

Indstilling

Beskæftigelsesudvalget indstiller, at Aktiveringsstrategien tages til efterretning, og udkast til Aktiveringsstrategi 2017 skal behandles på byrådsmøde inden årsskiftet.

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Beskæftigelsesudvalgets indstilling følges.

Beslutning

Til efterretning.

Bilag

217. Nøgletal pr. 11. august 2016 indenfor beskæftigelsesområdet

Sagsfremstilling

Oversigt  over fuldtidsmodtagere af udvalgte ydelser fordelt på målgrupper pr. måned fremlægges til orientering.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at nøgletal tages til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

 

Bilag

Tillægssager

218. Ejendomssag (lukket punkt)

Intet indhold til denne sag.

Kontakt

Ishøj Kommune

Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj

ishojkommune@ishoj.dk

Tlf. 43577575

Senest opdateret 9. september 2016