Hvad kan vi hjælpe med?

Referat for Ishøj Byråds møde tirsdag 2. maj 2017 kl. 16.30


Mødet indledes med en orientering fra Vestforbrænding v/udviklingschef Yvonne Amskov om affaldssystemerne.

 

Fraværende: Jeannette Merklin (A) og Sami Deniz (F) 

Presse: Mødet blev transmitteret af TV-Ishøj

 

 

Tilhører: 4

 

Møde slut: 20.30


Sagspunkter der blev behandlet på mødet

93. Rekreativ skov (lukket punkt)

Beslutning

Tiltrådt.

94. Idrætslederpris 2017 (lukket punkt)

Beslutning

Tiltrådt.

 

95. Foreningslederpris 2017 (lukket punkt)

Beslutning

Tiltrådt.

 

96. Ungelederpris 2017 (lukket punkt)

Beslutning

Tiltrådt.

 

97. Initiativpris 2017 (lukket punkt)

Intet indhold til denne sag.

98. Lukkede efterretningssager: under nr. 99

Beslutning

Tiltrådt.

 

99. Udbud (lukket punkt)

Beslutning

Tiltrådt.

 

100. Spørgetid

Beslutning

Ingen spørgsmål.

 

101. Udvælgelse af navn til den nye rekreative skov ved Ishøj Landsby

Resume

På Ishøj Kommunes side på Facebook og på Ishøj Kommunes hjemmeside har i 2 uger i april måned været opslået en navngivningskonkurrence, hvor alle har kunnet komme med forslag til, hvad den nye skov skal hedde.

Sagsfremstilling

I perioden 10.-23. april er der i alt indkommet 144 navneforslag. Oplægget til konkurrencen har været bredt formuleret, og alle forslag har været velkomne, hvilket de mange kreative forslag afspejler. Administrationen har, for at skabe overblik i de mange forslag, grupperet dem i en række temaer: Natur, Rekreation, Lokalitet, Historie samt Andre. Under temaerne Rekreation og Lokalitet er listet administrationens udvalgte forslag.  

Efter byrådsbeslutning om udvælgelse af navn til den nye skov vil der til indvielsen af skoven d. 7. maj blive overrakt en præmie til vinderen af navngivningskonkurrencen. Præmien er et frugttræ, og vinderen bestemmer selv, om træet skal have en plads i den nye skov eller plantes hjemme i haven.

 

Indstilling

Det indstilles, at byrådet vælger et navn til den nye skov.

Beslutning

Byrådet vælger navnet: Landsbyskoven.

Tiltrådt.

 

102. Ishøj Fællesantenne, status vedr. koncessionshaver

Resume

Status for overgang til ny koncessionshaver.

Sagsfremstilling

På byrådsmødet den 4. april besluttede byrådet at tilknytte Netplan som rådgivere i overgangsfasen, samt efterfølgende teknisk support og tilsyn vedr. Ishøj Fællesantenne.
I den seneste måned har der været fokus på implementering og overgang fra en koncessionshaver til en anden, og i meget høj grad kommunikationen til interessenterne.

  • Dialog med boligselskaber, grundejerforeninger mv.
  • Information til borgerne.
  • Dialog med YouSee.
  • Dialog med Kabelplus (den kommende koncessionshaver).

Notat med uddybning af ovenstående er vedhæftet.

Af vedtægterne for Ishøj Fællesantenne fremgår, at medlemmer kan opsige medlemskabet med 2 måneders varsel med udgangen af et kalenderår. Administrationen har fået forespørgsler fra boligselskaber og -foreninger, om det er muligt at frafalde dette. Det anbefales, at byrådet fastholder bestemmelserne i vedtægterne, da det kan betyde et økonomisk krav fra koncessionshaver, hvis dette ikke sker.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller,

at orientering om status vedr. implementering af ny koncessionshaver tages til efterretning, og

at princippet om, at medlemmers evt. ønske om udmeldelse af Ishøj Fællesantenne foregår efter vedtægternes bestemmelser med 2 måneders frist til kalenderårets udgang, godkendes.

Beslutning

Tiltrådt.

 

Bilag

103. Ishøj Kommunes sundhedsstrategi

Resume

Byrådet har besluttet at sætte fokus på sundhed med det formål at forbedre sundhedstilstanden og reducere udgifterne på sundhedsområdet. Administrationen har derfor udarbejdet forslag til en sundhedsstrategi for Ishøj Kommune.

Sagsfremstilling

Formålet med sundhedsstrategien er at sætte den overordnede retning for kommunens arbejde med sundhedsfremme, forebyggelse og rehabilitering. Sundhedsstrategien tager udgangspunkt i de rammer, som kommunen arbejder inden for på sundhedsområdet og de sundhedsmæssige udfordringer, som Ishøj Kommune oplever.

Sundhedsstrategien har 3 temaer:

Borgernes mulighed for et sundt hverdagsliv

  • Indsatsen handler om den brede sundhedsfremmende og sygdomsforebyggende indsats, der giver borgerne mulighed for at træffe sunde valg, særligt i forhold til kost, rygning, alkohol, motion og mental sundhed. Målgruppen er borgere, der er i risiko for at udvikle livsstilssygdomme og mistrivsel.

Borgernes mestring af eget liv

  • Indsatsen handler om at styrke den enkelte borgers mulighed for at tage vare på egen sundhed og mestre sit liv på trods af sygdom eller en svær livssituation og dermed opnå øget livskvalitet. Målgruppen er borgere med kroniske sygdomme, psykiske lidelser og sygemeldte borgere på kanten af uddannelses- eller jobmarkedet. Målgruppen er også børn og unge med psykiske eller trivselsmæssige problemstillinger.

Det borgernære kommunale sundhedsvæsen

  • Indsatsen handler om, tidlig opsporing af borgere med kroniske sygdomme, psykiske lidelser samt udsathed og at borgerne tilbydes den rette behandling, pleje, genoptræning og rehabilitering, således at følgesygdomme og forværring i tilstanden forebygges. Indsatsen handler også om at fastholde borgernes funktionsniveau, således at de kan klare sig bedst muligt. Målgruppen er syge, sårbare eller udsatte borgere, der har brug for indsatser i det nære kommunale sundhedsvæsen.

Generelt vil vi arbejde for at løfte sundheden for de borgere, som har størst behov, blandt andet med det formål at skabe mere lighed i sundhed samt færre kronikere og livsstilssyge borgere.

Sundhedsstrategien har været forlagt Social- og Sundhedsudvalget til godkendelse den 10. april 2017 samt Børne- og Undervisningsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget til orientering den 18. april 2017. Astma og allergi er efterfølgende indarbejdet i sundhedsstrategien som fokusområde, efter ønske fra Social- og Sundhedsudvalget, jf. Social- og Sundhedsudvalget 10. april 2017, pkt. 43.

Indstilling

Social- og Sundhedsudvalget, Børne- og Undervisningsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget indstiller, at forslag til Ishøj Kommunes sundhedsstrategi godkendes.

Social- og Sundhedsudvalget ønsker, at allergi og astma indarbejdes som fokusområde i målhierakiet for borgere med kronisk sygdom.

 

Beslutning

Tiltrådt.

 

Bilag

104. BoringsNære BeskyttelsesOmråder (BNBO)

Resume

Udlægning og fremadrettet anvendelse af boringsnære beskyttelsesområder som administrationsgrundlag i forhold til grundvandsbeskyttelse.

Sagsfremstilling

Ved alle vandindvindingsboringer er der en lovpligtig 25 meters beskyttelseszone, hvor der efter miljøbeskyttelsesloven ikke må anvendes pesticider eller dyrkes og gødes til erhvervsmæssige eller offentlige formål.

Kommunerne har fået mulighed for at øge grundvandsbeskyttelsen ved at udlægge boringsnære beskyttelsesområder, som Staten har beregnet, og som er større end de lovpligtige 25 meter. Dette kan kommunen gøre for at imødekomme et behov for ekstra grundvandsbeskyttelse rundt om indvindingsboringerne. De boringsnære beskyttelsesområder indarbejdes i kommunens indsatsplan for grundvandsbeskyttelse, der er under udarbejdelse.

Hvis kommunen vælger at udlægge et beskyttelsesområde, får den mulighed for at nedlægge forbud eller give påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 24, hvis kommunen vurderer, at der er risiko for forurening eller, at risikoen for uheld skal begrænses i beskyttelsesområdet. Eksempelvis kan kommunen meddele forbud mod oplag, håndtering eller anvendelse af kemikalier og pesticider eller etablering af jordvarme og nedsivning af spildevand m.v. inden for beskyttelsesområdet.

I Ishøj Kommune sker der en stor grundvandsindvinding til drikkevand, hvorfor det er administrationens anbefaling, at der udlægges boringsnære beskyttelsesområder. I bilag 1 – Redegørelse for BoringsNære BeskyttelsesOmråder (BNBO) fremgår de retningslinjer, som administrationen fremadrettet vil administrere efter.

Lovgrundlag

§24, Miljøbeskyttelsesloven.

Økonomi

Hvis kommunen udsteder forbud eller påbud, vil grundejeren kunne søge erstatning for eventuelle tab som følge af restriktionerne i det pågældende område. Erstatningen betales af vandforsyningen. Erstatningen vil kunne afholdes af vandforsyningen og indregnes i vandprisen, i overensstemmelse med vansektorlovens regler om prisloftsregulering.

Indstilling

Klima- og Miljøudvalget indstiller,
at de boringsnære beskyttelsesområder udlægges, og
at Redegørelse for BoringsNære BeskyttelsesOmråder (BNBO) af 07.04 2017 anvendes som administrationsgrundlag.

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Klima- og Miljøudvalgets indstilling følges. 

Beslutning

Tiltrådt.

 

Bilag

105. Godkendelse af kvalitetsstandard for personlig befordring

Resume

Social- og Sundhedsudvalget skal godkende kvalitetsstandard for personlig befordring jf. SEL § 117.

Sagsfremstilling

Byrådet besluttede 3. januar 2017, på baggrund af indstilling fra Social- og Sundhedsudvalget og Økonomi- og Planudvalget, at sende kvalitetsstandard for personlig befordring i høring i Handicapråd, Udsatteråd og Seniorråd.

Der er i budgettet afsat 50.000 kr. årligt til støtte til individuel befordring.

De indkomne høringssvar

Kvalitetsstandarden er nu behandlet i de tre råd. Både Handicaprådet og Seniorrådet har i deres høringssvar spurgt ind til, hvorfor kvalitetsstandarden ikke omfatter borgere over 65 år. Endvidere ønsker Handicaprådet, at tilskuddet ikke kun omfatter offentlig befordring, men også f.eks. Movia og Flextrafik. Derudover har Handicaprådet ønsket, at følge ordningen og modtage en status i juni, så budgettet kan genvurderes.

Udsatterådet har ingen kommentarer til kvalitetsstandarden. Høringssvarene er vedhæftet som bilag.

Behandling af høringssvarene

Center for Socialservice har behandlet de indkomne høringssvar. Administrationen anbefaler, at Handicaprådets høringssvar om, at udvide ydelsen til at omfatte andre transportformer end offentlig transport imødekommes. Det foreslås derfor, at kvalitetstandardens ordlyd ændres til " Der gives som udgangspunkt tilskud til offentlig transport eller anden prisbillig transportform".

Administrationen foreslår, at den oprindelige målgruppe op til 65 år fastholdes, da der ikke er et lovmæssigt krav om, at udvide målgruppen til at omfatte borgere over 65 år. Det foreslås, at der i forbindelse med status på ordningen i juni 2017 ses på målgruppen igen. Status forelægges med anbefaling om, at den sendes i høring i Handicapråd, Udsatteråd og Seniorråd.  

Lovgrundlag

I Lov om Social Service § 117 fremgår det, at byrådet kan yde tilskud til personer, som på grund af varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for befordring med individuelle transportmidler, samt at byrådets afgørelser om dette ikke kan indbringes for en anden administrativ myndighed.

Indstilling

Social- og Sundhedsudvalget indstiller, at kvalitetsstandard for personlig befordring, med de nævnte ændringer, godkendes.

Beslutning

Tiltrådt.

 

Bilag

106. Åbne efterretningssager til sagsbehandling under nr. 107 - 114

Beslutning

Tiltrådt.

 

107. Ishøj Fællesantenne, valg af indholdsleverandører

Resume

Materiale til leveranceanmodning for indholdsleverandører til Ishøj Fællesantenne fremlægges til godkendelse.

Sagsfremstilling

Jf. strategi for Ishøj Fællesantenne skal flere indholdsleverandører kunne levere TV og internet til kommunens borgere via Ishøj Fællesantenne. Indholdsleverandører kobler sig på nettet og betaler en fee til koncessionshaver for brugen af fællesantenne/nettet.
Jf. beslutning om principper for valg af indholdsleverandører på byrådsmødet den 4. april 2017, fremlægges hermed materiale til brug i anmodning om leverance, som interesserede indholdsleverandører giver tilbud og vurderes på baggrund af.

Materialet består af tilbudsbetingelser (bilag A), kontraktudkast (bilag B) og vilkår fra koncessionshaver for tilslutning til Ishøj Fællesantennenet (ikke vedhæftet) samt leverandørens løsningsbeskrivelse herunder priser. Tildelingskriteriet/tilbudsbetingelser er: pris, tekniske krav, og at leverandørernes tilbud supplerer og dublerer koncessionshaver og hinanden jf. afsnit 4.1 i bilag B.

Ansøgningsfrist er den 5. juni 2017. Ishøj Kommune sender brev til potentielle leverandører, der gør opmærksom på muligheden for at give tilbud herpå. Listen ses i bilag C.

Økonomi

Udgifter til valg af bydere og tilsyn indgår i de samlede udgifter til Ishøj Fællesantenne.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget vedtager, at materialet til brug i anmodning om leverance fra indholdsleverandører til Ishøj Fællesantenne godkendes.

Beslutning

Til efterretning.

Bilag

108. Likviditetsopgørelse 1. kvartal 2017

Resume

Likviditeten opgjort efter ”kassekreditreglen” udgjorde 195,0 mio. kr. pr. 31. marts 2017, mens den faktiske likviditet ved 1. kvartals udgang var 119,2 mio. kr. Begge tal er inkl. den overskudslikviditet, der er placeret til forvaltning, pt. ca. 90 mio. kr.

Sagsfremstilling

Ifølge bekendtgørelse om kommunernes budget- og regnskabssystem, revision mv., skal kommunerne kvartalsvis udarbejde en likviditetsoversigt efter kassekreditreglen. Likviditeten efter kassekreditreglen opgøres som gennemsnit over de seneste 12 måneder af de daglige saldi på kontiene for likvide aktiver og kassekredit.

Kassekreditreglen overholdes, når saldoen er positiv.

Likviditetsoversigten skal forelægges byrådet og sendes til Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Lovgrundlag

Bekendtgørelse om kommunernes budget og regnskabssystem revision mv.

Økonomi

Den gennemsnitlige likviditet for de seneste 12 måneder i perioden 2014 – 2017 ses i nedenstående tabel.

 

1. kvartal

2. kvartal

3. kvartal

4. kvartal

2014

139,2

 132,3

   127,4 

125,6

2015

123,9

119,0 

116,6

121,6

2016

126,0

135,7

                     157,2

177,2

2017

195,0

 

 

 

Som det fremgår, har der været en stigning i den gennemsnitlige likviditet siden 3. kvartal 2015

Som supplement til likviditetsoversigten vises den faktiske kassebeholdning ultimo kvartalet i perioden 2014 til 2017.

Kassebeholdning ultimo kvartalet. mio. kr.

 

1. kvartal

2. kvartal

3. kvartal

4. kvartal

2014

76,1

 49,6

63,5

46,1

2015

36,8

17,0

48,4

66,2

2016

68,3

111,3

                     122,7

117,9

2017

119,2

 

 

 

Den faktiske likviditet pr. 31. marts 2017 udgjorde 119,2 mio. kr. hvilket er en stigning på knap 2 mio. kr. i forhold til kvartalet før. Byrådet har vedtaget som mål, at likviditeten ultimo året skal udgøre minimum 25 mio.kr.

I vurderingen af kassebeholdningens størrelse skal det bemærkes, at beholdningen på 119,2 mio. kr. ikke er udtryk for den disponible likviditet. Der er bl.a. tale om regningsforskydelser, lige som der er overført drifts- og anlægsmidler fra 2016 til afholdelse i 2017.

Kassebeholdningen indeholder desuden forudbetalt statstilskud til en institution, som pr. 31. marts 2017 udgjorde ca. 11,1 mio. kr. Beløbet vil snarest muligt blive afregnet med institutionen, og dermed fragå kommunens likviditet.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at likviditetsoversigten pr. 31. marts 2017 tages til efterretning.

Beslutning

Til efterretning.

 

Bilag

109. Nøgletal på beskæftigelsesområdet - april 2017

Sagsfremstilling

Nøgletal for beskæftigelsesområdet består dels af oversigt over udvalgte ydelser fordelt på målgrupper pr. måned samt notat, som viser udviklingen over en længere årrække. De to bilag supplerer hinanden, og er med til at skabe et mere nuanceret billede af udviklingen på beskæftigelsesområdet. Bilag 1 viser udviklingen på beskæftigelsesområdet for udvalgte målgrupper pr. måned, og dermed aktuelle tendenser. Bilag 2 giver et overblik over udvikling i ledighedsprocenten for Ishøj Kommune fra januar 2007- februar 2017. Ledighedsprocenten sammenholdes med andelen af borgere fra Ishøj Kommune, der er i beskæftigelse.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget tager nøgletal for beskæftigelsesområdet til efterretning. 

Beslutning

Til efterretning.

 

Bilag

110. Virksomhedsplan for Tryghed og Kriminalitetsforebyggelse 2017

Resume

Stabsenheden for Tryghed og Kriminalitetsforebyggelse har udarbejdet en Virksomhedsplan for 2017. Vedlagt er endvidere en kort sammenfatning af aktuelle tendenser i kriminalitetsudviklingen mv.

Sagsfremstilling

Siden stabsenheden for Tryghed og Kriminalitetsforebyggelse blev oprettet, er der sket ændringer i såvel Ishøjs kriminalitetsbillede som den kommunale organisation. En række eksternt finansierede udviklingsprojekter er afsluttede. Stabsenhedens aktiviteter er aktuelt finansieret næsten udelukkende via kommunale midler. På baggrund heraf vurderedes det relevant, at præcisere stabsenhedens nuværende virke.

Virksomhedsplanen er udarbejdet med udgangspunkt i en vurdering af Ishøjs aktuelle kriminalitetsudfordringer, med inddragelse af stabsenhedens medarbejderes viden og med sparring fra relevante centerchefer omkring hvilken rolle, stabsenheden bør spille for den øvrige organisation.

I Virksomhedsplanen beskrives de tre overordnede måder, stabsenheden arbejder:

Specialiseret borgernær kriminalitetsforebyggelse, fx. Gadeplansindsatsen.

Koordination af tværgående samarbejde, f.eks. SSP.

Rådgivning mv. ift. den øvrige kommunale organisation, f.eks. sparring i enkeltsager.

Herudover indeholder Virksomhedsplanen en opdateret oversigt over de relevante indsatsområder i Ishøjblomsten: "En tryg by" og "Proaktiv Kriminalitetsforebyggelse".

Vedlagt er endvidere en kort sammenfatning af nogle af de væsentligste opmærksomhedsområder i forhold til Ishøj Kommunes kriminalitetsforebyggende indsats, herunder den nyeste kriminalitetsstatistik.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget tager Virksomhedsplanen til efterretning og sender den til orientering i byrådet. 

Beslutning

Til efterretning.

 

Bilag

111. Regeringens 10 mål for social mobilitet - lokale Ishøjmål

Resume

På fællesmøde mellem Social- og Sundhedsudvalget samt Børne- og Undervisningsudvalget blev det besluttet, at der skal fremlægges en sag med de 10 sociale mobililtetsmål, herunder angivelse af konkrete samt eksisterende mål inden for de 10 målområder. Opgørelsen forelægges Social- og Sundhedsudvalget samt Børne- og Undervisningsudvalget til orientering.

Sagsfremstilling

I maj 2016 udsendte regeringen 10 mål for social mobilitet. De 10 mål skal understøtte, at færre skal være socialt udsatte, og flere skal være en del af arbejdsfællesskabet. De 10 mål skal sætte retningen for socialpolitikken fremover. 
Der har tidligere været beskrevet eksisterende indsatser og initiativer, der knytter an til hvert mål. I januar 2017 blev der lavet en opfølgning på eksisterende indsatser og initiativer. Opfølgningen blev forelagt på fællesmødet mellem Børne- og Undervisningsudvalget og Social- og Sundhedsudvalget. På den baggrund ønskede udvalgene, at der inden for hvert af de 10 områder blev udarbejdet konkrete mål. I vedhæftede dokument beskrives derfor konkrete mål samt status på eksisterende mål inden for hvert af de 10 områder.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget og Social- og Sundhedsudvalget tager status på regeringens 10 sociale mål til efterretning, og sender sagen til efterretning i Byrådet.

Beslutning

Til efterretning.

 

Bilag

112. Klar til Uddannelse – udmøntning af budgetbeslutning

Resume

I forbindelse med vedtagelsen af budget 2017 besluttede Byrådet, ’At der afsættes en pulje på 100.000 kr. til implementering af ”Klar til Uddannelse” på kommunens skoler med særligt fokus på målgrupper af læsesvage (drenge) elever i udskolingen. Ordningen vurderes, og resultaterne af den øgede indsats analyseres i foråret 2018’.

Hermed fremsættes administrationens forslag til udmøntning.

Sagsfremstilling

Klar til Uddannelse (KTU) blev sat i gang i 2012 som et kommunalt finansieret og styret projekt. Fra og med skoleåret 2015/2016 er aktiviteten overgået til den enkelte skole, som nu varetager og finansierer KTU. Erfaringerne fra det kommunale KTU-forløb viser, at en stor del af eleverne rykker en til to karakterer. Evalueringen af det kommunale KTU-projekt er vedhæftet dagsordenen.

KTU er en særlig målrettet indsats for 9. klasses elever, som ikke umiddelbart er vurderet uddannelsesparate. Formålet med indsatsen er, som navnet angiver, at eleverne hjælpes til at blive klar til at tage en ungdomsuddannelse. Målet er,

  • at eleverne bliver uddannelsesparate inden start på ungdomsuddannelsen
  • at eleverne justerer deres uddannelsesplan, så de derved kvalificerer sig til at blive uddannelsesparate
  • at eleverne får øget deres motivation for at lære og for at tage en ungdomsuddannelse. 

De lærere, der underviser på de enkelte skolers KTU-forløb udarbejder sammen med CDS' fagkonsulenter en plan for, hvordan de 100.000 kr. får størst mulig virkning. Med udgangspunkt heri vurderer og beslutter den enkelte skole tiltag ud fra den elevgruppe, de hver især har. Hver skole udarbejder en nærmere beskrivelse, som også indtænker aspektet omkring dansk som andet sprog.

Det foreslås, at ordningen vurderes, og resultaterne af den øgede indsats analyseres i forbindelse med den årlige kvalitetsrapport, hvor der indsamles data for elevernes karakterniveau efter forløbet i dansk og matematik samt data for, hvordan det går de unge, som afslutter 9. klasse efter et KTU-forløb.

Resultatet af de foregående års KTU-forløb fremgår af kapitel 9.5. i kvalitetsrapporten for 2017. Kapitlet er vedhæftet.

Økonomi

Med henblik på, at styrke KTU-indsatsen målrettet de læsesvage drenge foreslås det, at den ekstra tildeling på 100.000 kr. hvert år fordeles på kommunens fem folkeskoler efter det procentvise antal ”ikke uddannelsesparate” elever i skolernes normalklasser. Midlerne skal anvendes til målrettet at afprøve tiltag for at nå de læsesvage drenge. I 2017 vil tildelingen se således ud:

  • Ishøj skole: 6.700 kr.
  • Vibeholmskolen: 19.300 kr.
  • Gildbroskolen: 31.500 kr.
  • Vejlebroskolen: 16.600 kr.
  • Strandgårdskolen: 25.900 kr.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget vedtager, administrationens forslag til udmøntning af Byrådets forslag om Klar Til Uddannelse , samt at ordningen vurderes, og resultaterne af den øgede indsats analyseres i forbindelse med den årlige kvalitetsrapport.

Sagen sendes til efterretning i Byrådet.

Beslutning

Til efterretning.

 

Bilag

113. Status fra kontrolenheden 2016

Resume

Årsberetning for kontrolenhedens arbejde i 2016 fremlægges til efterretning.

Sagsfremstilling

I 2016 har kontrolenheden opnået en forventet besparelse for Ishøj Kommune på 2.409.053 kr. Besparelsen er opgjort efter KL's anvisninger og fordeler sig således:

 

 

Offentlig besparelse

Kommunal  andel

Tilbagebetalingskrav

1.063.112 kr.

853.019   kr.

Fremtidig besparelse

1.542.111 kr.

1.199.034 kr.

Udbetaling Danmark i samarbejde med kontrolenheden

357.000    kr.

357.000    kr.

I alt

2.962.223 kr.

2.409.053 kr.

Lønudgift til 2 kontrolmedarbejdere

 

-852.000   kr.

I alt fratrukket lønudgift

 

1.557.053 kr.

 

Kontrolenheden består af 2 medarbejdere, som er ansat i Borgerservice.

Kontrolenheden har i 2016 oprettet 199 sager, lukket 187 sager, og opnået en besparelse i 110 sager. Sager, som er lukket uden resultat, er undersøgt på lige fod med de sager, som lukkes med en opnået besparelse.

I 2016 har kontrolenheden haft særligt fokus på:

  • Anmeldelser.
  • Effektivisering af arbejdsgange samt samarbejde med Ydelse, Folkeregister og Økonomisk Friplads.
  • Henvendelser fra Udbetaling Danmark vedrørende oplysninger, som skal undersøges.
  • Afklaring af borgere, som formodes at være udrejst.
  • Afklaring af borgere, som er registreret uden fast bopæl i cpr. registreret.
  • Forebyggende kontrolsamtaler med borgere, som vil registreres uden fast bopæl.

Det foreslås, at Kontrolenheden skal have særligt fokus på følgende indsatser i 2017:

  • Ydelsesmodtagere som selv eller ægtefællen kan have ejendom i udlandet - indsatsen er i samarbejde med Udbetaling Danmark.
  • Vejledning af ydelsesmodtagere i, hvornår man reelt er enlig, og hvornår man lever i 'et ægteskabslignende forhold', og derfor ikke bør få ydelser som enlig.
  • Synliggørelse af kontrolindsatsen og kontrolenhedens funktion, herunder oplysning til relevante fagområder omkring, hvordan de kan bidrage til kontrolarbejdet.
  • Eventuelle indsatser som udpeges fra politisk niveau.

Årsberetning for kontrolindsatsen 2016 er vedhæftet.

Indstilling

Social- og Sundhedsudvalget indstiller, at årsberetning 2016 fra kontrolenheden tages til efterretning, og at fokusområder for 2017 godkendes.

Udvalget ønsker, at der fremlægges arbejdsgang for, hvordan man kontakter borgere, som kan have ejendom i udlandet. Forelægges på mødet i maj.

Økonomi- og Planudvalget indstiller, Social- og Sundhedsudvalgets indstilling følges.

Beslutning

Til efterretning.

 

Bilag

114. Seniorrådets vedtægter og forretningsorden

Sagsfremstilling

Seniorrådet har foretaget enkelte redaktionelle ændringer i deres vedtægter og forretningsorden, hvorfor disse fremlægges til orientering. 

I vedtægterne er der foretaget få ændringer, såsom at ordet ældre flere steder er ændret til 60+. Det fremgik ligeledes af de gamle vedtægter, at Seniorrådet afholder deres årlige samarbejdsudvalgsmøde i april. Det fremgår nu, at dette møde holdes på et ikke fastsat tidspunkt i løbet af året, da april måned i forvejen er booket op med andre møder. Herudover er der rettet flere stavefejl. 

De reviderede vedtægter og forretningsorden er vedlagt som bilag. 

Indstilling

Social- og Sundhedsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Til efterretning.

 

Bilag

Kontakt

Ishøj Kommune

Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj

ishojkommune@ishoj.dk

Tlf. 43577575

Senest opdateret 10. maj 2017