Hvad kan vi hjælpe med?

Referat for Folkeoplysningsudvalgets møde tirsdag 28. februar 2017 kl. 19.00


Christian Bødker Forsberg fra SB50 Fodbold og Murat Kütük fra Ishøj Boldklub deltog under punkt nr. 93.

Med afbud: Wagn Jensen, Birte Søbye Christensen, Mogens Kelsen og Ole Beckmann Skourup

Uden afbud: Delia Fazli og Michael Krøll Eriksen

Mødet sluttede kl. 20.40


Sagspunkter der blev behandlet på mødet

87. Dagens sang

Sagsfremstilling

Niels Østergaard Pedersen vælger dagens sang.

På næste møde vælger Kim Grau dagens sang.

Beslutning

Niels Østergaard Pedersen valgte sang nr. 142 "Når vinteren rinder".

Tiltrådt.

88. Meddelelser fra formand og administration

Sagsfremstilling

  1. I forbindelse med undersøgelse om mulighed for etablering af klubhus til brug af Ishøj Bokseklub, har der været besigtigelse af lokalerne i Vejleåparken. Der afventes initiativ fra boligforeningen AAB.
  2. Der har den 25. januar 2017 været afholdt møde med Ishøj Volley og Beachvolley Klub om deres økonomi. Referat uddeles på mødet.
  3. Videncenter for Folkeoplysning har udarbejdet rapporten 'Folkeoplysningen i kommunerne', som er baseret på en undersøgelse fra 2015. Rapporten giver et samlet indblik i aktiviteter, økonomi og procedurer på folkeoplysningsområdet. På Vifo's hjemmeside er der desuden korte artikler baseret på rapportens resultater. Rapporten er vedhæftet dagsordenen.
  4. Invitation til Byhavefestival og Fritidsmesse: Der er udsendt en invitation til Ishøjs foreninger om mulighed for at deltage med aktiviteter til Byhavefestivalen den 5. august og Fritidsmessen den 8. september, der afholdes for 6.-10. klasser i Ishøj Idræts og Fritidscenter. Invitationen er vedhæftet dagsordenen.
  5. Det tidligere Ishøj Idrætssamvirke og det nuværende Ishøj Idrætsråd har eksisteret i 40 år. I den anledning er Folkeoplysningsudvalgets medlemmer inviteret til reception torsdag den 2. marts 2017 fra kl. 19:00 - 21:00 i kursuslokalerne i Ishøj Idræts og Fritidscenter.
  6. Flyer om vinterferieaktiviteter for børn og unge i Ishøj Kommune er uddelt på skolerne. Flyeren er vedhæftet dagsordenen og uddeles på mødet.
  7. I oktober 2016 bevilgede Folkeoplysningsudvalget et ekstraordinært tilskud på 30.000 kr. til Ishøj Kunstforening i forbindelse med indkøb af en keramisk ovn. Med henblik på blandt andet forsikring af inventaret er ovnen indkøbt af Ishøj Kommune, som har modtaget medfinansiering fra foreningen. Med formål for at afklare foreningens medfinansiering har Stabscenter Økonomi udarbejdet et notat omkring vilkårene. Notatet er vedhæftet dagsordenen. 
  8. Fremlæggelse af tidsskrifter:
    - Uddannelsesbladet nr. 1 2017.
    - Bevægelse på tværs: 'Den åbne skole i bevægelse'.

Indstilling

Pkt. 1 - 8 til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

89. Aktivitetsfrie dage i kommunens idrætslokaler i sæsonen 2017-2018

Sagsfremstilling

Kultur og Fritidscentret har udarbejdet forslag til aktivitetsfrie dage i kommunens idrætslokaler i sæsonen 2017-2018.
Forslag og skolekalender er vedhæftet dagsordenen.

Ishøj Idrætsråd indstiller, at forslaget sendes videre til Folkeoplysningsudvalget med anbefaling.

Indstilling

Folkeoplysningsudvalget vedtager, at godkende forslaget til aktivitetsfrie dage i kommunens idrætslokaler i sæsonen 2017-2018.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

90. Kommunalt klubhus - Jægerbuen 2A: Ishøj Volley og Beachvolley Klub

Resume

Kultur og Fritiscentret fremlægger notat af 23. januar 2017 om Ishøj Volley og Beachvolley Klubs anvendelse af det kommunale klubhus til nytårsfest.

Notatet vedhæftes dagsordenen.

Sagsfremstilling

Kultur og Fritidscentret har modtaget en indberetning om at Ishøj Volley og Beachvolley Klub har anvendt det kommunale klubhus til en nytårsfest ved årsskiftet 2016/2017. Sagen har været sendt til høring i foreningen, der oplyser, at det har været et nytårsarrangement i klubregi.

Kultur og Fritidscentret har tidligere ved mail af 22. februar 2016 meddelt foreningen, at der ikke måtte foregå arrangementer i klubhuset juleaften og nytårsaften i forbindelse med et lignende arrangement ved årsskiftet 2015/2016.

Indstilling

Folkeoplysningsudvalget vedtager, at Ishøj Volley og Beachvolley Klub tildeles en sidste advarsel om afholdelse af jule og nytårsarrangementer i det kommunale klubhus. Afholdes der igen arrangementer på en juleaften eller nytårsaften indenfor de næste 5 år vil foreningen blive frataget brugsretten til et kommunalt klubhus.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

91. Foreningen 'Fællesskab er en vej til succes' (FEBS) søger om godkendelse som tilskudsberettiget forening

Resume

Foreningen FEBS (Fællesskab er en vej til succes) ansøger ved formand Faridah Nakanwagi om at blive godkendt som folkeoplysende tilskudsberettiget forening i Ishøj Kommune.
FEBS har 51 betalende medlemmer, heraf er 15 under 18 år og 20 er bosat i Ishøj. Foreningen vil høre under kategorien øvrige foreninger

Sagsfremstilling

Kultur og Fritidscentret har gennemgået vedtægterne ud fra de formelle krav i Folkeoplysningsloven og fundet, at disse krav er opfyldt.
Folkeoplysningsudvalget afgør ud fra en samlet vurdering om foreningen er tilskudsberettiget i forhold til kravene i Folkeoplysningsloven. Udvalget afgør endvidere om foreningen opfylder tilhørskravet.

Af vedtægterne §2 fremgår det, at foreningens formål er:

  • at fremme demokratisk forståelse og aktivt medborgerskab
  • at foreningen tager udgangspunkt i aktiviteter, der fremmer medlemmernes lyst til at tage ansvar for eget liv og deltage aktivt i samfundet.
  • at medlemmerne har stor medbestemmelse i, hvilke aktiviteter, der skal være i foreningen.

Foreningen har afgivet en tro og love erklæring om, at medlemmerne har betalt kontingent i henhold til vedtægterne. Der er fremsendt dokumentation for dette.
Foreningens vedtægter er vedhæftet.

Foreningen er stiftet den 26. september 2016.

Indstilling

Folkeoplysningsudvalget vedtager, at godkende foreningen som en tilskudsberettiget forening.

Beslutning

Tiltrådt.

92. Eventuelt

Sagsfremstilling

  1. Henvendelse vedr. selvjustits i Foreningshuset 45B. Der er stadig foreninger, der har svært ved at rydde op efter sig.

Indstilling

Pkt. 1 til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

93. Temapunkt: Fusionsplan mellem Ishøj Boldklub og SB50 Fodbold

Resume

Ishøj Boldklub og SB50 Fodbold har påbegyndt forarbejdet til en fusionsplan mellem de to foreninger.

Sagsfremstilling

De seneste år har der for fodboldklubberne hjemmehørende i Ishøj Kommune været opsigtsvækkende udviklingstendenser.
Mange børn og unge bruger fritiden på at spille fodbold og samtidig være socialt aktive.

De to største fodboldklubber baseret på antal medlemmer er Ishøj Boldklub og SB50 Fodbold. Disse to klubber har i samarbejde gjort sig tanker om en fusionsplan, hvor de sammen under en ny forening kan have tilbud til børn, unge og voksne.

Repræsentant fra henholdsvis Ishøj Boldklub og SB50 Fodbold vil deltage under temapunktet og holde et oplæg omkring deres planer om fusion.

Indstilling

Folkeoplysningsudvalget vedtager, at tage oplægget til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Kontakt

Ishøj Kommune

Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj

ishojkommune@ishoj.dk

Tlf. 43577575

Senest opdateret 1. marts 2017