Hvad kan vi hjælpe med?

Referat for Børne- og Undervisningsudvalgets møde mandag 21. august 2017 kl. 18.30


Fraværende:
Jeannette Merklin (med afbud)

 

Mødet blev hævet kl. 21:10.


Sagspunkter der blev behandlet på mødet

91. Meddelelser fra formanden for Børne- og Undervisningsudvalget

Sagsfremstilling

  • Erindringsliste af 1. august 2017 er vedhæftet dagordenen.
  • Nyt fra skolebestyrelserne.
  • Budget 2018.
  • Orientering om møder med bestyrelserne i efteråret. Der er planlagt fælles dialogmøde med dagtilbuds- og skolebestyrelser den 27. september kl. 17.30 - 19.30, hvor temaet er revidering af Ishøj Kommunes Børne- og Ungepolitik. Den 25. oktober kl. 17.30 - 19.30 er der planlagt temamøde for skolebestyrelserne, hvor temaet er branding af håndværksfagene, der kan være fødekæde til EUD.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Der blev orienteret om ansættelse af leder af Ungdomsskolens aftenklub/koordinator for aftenklubberne.

Bilag

92. Revidering af politikker

Resume

Som et resultat af den struktur, der ligger i Ishøjblomsten, har Ishøj Byråd på deres møde den 7. marts 2017 truffet beslutning om, at alle politiske styredokumenter revideres og samles i 6 hovedpolitikker. Kommissorium for revidering af politikker er vedhæftet dagsordenen.

Sagsfremstilling

Formålet med revideringen er at samle kommunens politikområder i 6 hovedpolitikker, så det bliver enkelt og overskueligt at se, hvilken retning der ønskes for Ishøj. Arbejdet sættes i gang med en række indledende drøftelser i de berørte stående udvalg på udvalgsmøderne i august 2017. Herefter sættes revideringen/udviklingen af de 6 politikker i gang som 6 selvstændige projekter med hver deres organisering og proces. Revidering af politikker starter fra august 2017 og afsluttes med politisk behandling i løbet af 1. og 2. kvartal 2018.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget drøfter inddragelsen af relevante interessenter i processen samt særligt vigtige fokusområder og politiske pejlemærker for en ny børne- og ungepolitik.

Børne- og Undervisningsudvalget indstiller, at kommissorium for revidering af politikker godkendes.

Beslutning

Børne- og Undervisningsudvalget reflekterede over tre spørgsmål. Uddrag af udvalgets drøftelser er skrevet ind i referatet. De øvrige pointer er skrevet ind i vedhæftede bilag.

 

Hvad er den bærende politiske vision på børne- og ungeområdet?

  • Børn og unge skal opleve, at de har mange muligheder at vælge imellem.
  • Vi skal sikre, at så mange som muligt forlader folkeskolen med både faglige og sociale resultater, der giver mulighed for at komme videre i uddannelsessystemet.

Hvad er særlig vigtigt i en børne- og ungepolitik i Ishøj Kommune?

  • Børn og unge skal opleve, at de er frie myndige individer med mulighed for at træffe egne valg, og at alle kan få en uddannelse.
  • Politikken skal favne både udsatte unge og talenterne.

Hvilke signaler vil I som lokalpolitikere gerne sende til borgerne med jeres børne- og ungepolitik?

 

  • Politikken skal sende et tydeligt signal om, at vi som politikere har ambitioner på børnenes og de unges vegne og en vision om, at børn og unge sejrer i eget liv.
  • Politikken skal sende et signal om forældrenes ansvar for deres børn, vi laver ikke en børne- og ungepolitik, der beskriver, at kommunen skal tage det fulde ansvar for børn og unge.

 

Børne- og Undervisningsudvalget ønsker at gennemføre en proces, der involverer skolebestyrelser, forældrebestyrelser, Ungeråd, fælleselevråd, Ungdomsskolens og Kulturskolens bestyrelser, repræsentanter fra foreningslivet, medarbejdere og ledere der arbejder med børn og unge samt faglige organisationer. Derudover ønsker udvalget at sikre et særligt blik på udsatte unge, fx via Handicaprådet.

Bilag

93. Nye regler om håndtering af mobning og national klageinstans mod mobning

Resume

Fra 1. august 2017 er der vedtaget en række ændringer i undervisningsmiljøloven og folkeskoleloven. Lovændringerne medfører bl.a. skærpede krav til antimobbestrategi på folkeskoler og ungdomsskoler, klageadgang til kommunalbestyrelsen samt en statslig klageindsats under Dansk Center for Undervisningsmiljø (DCUM).  

Informationsbrev fra KL om den nationale klageinstans er vedhæftet dagsordenen.

Sagsfremstilling

Byrådet skal, efter den 1. august 2017, som udgangspunkt tage stilling til enhver sag, hvor en elev eller dennes forældremyndighedsindehavere klager over en skoles håndtering af en konkret mobbesag. Hvis klager ikke får fuldt medhold, skal sagen sendes videre til den nationale klageinstans.

De almindelige regler om intern delegation i kommunestyret giver Byrådet ret til at overlade vurderingen af klagen til forvaltningen, herunder skolens leder. Byrådet skal derfor forholde sig principielt til, hvor klagesager skal behandles.

DCUM og KL anbefaler, at der tilrettelægges en proces for administrativ og politisk behandling, der kan sikre, at kommunen er klar til at håndtere opgaven. Således foreslås det, at

  • der fastlægges en antimobbestrategi, som skal gælde på skoler, der ikke har en i forvejen. Byrådet har pligt til, at have en antimobbestrategi, som gælder, indtil skolerne får fastlagt deres egen senest den 1.10.2017 (se vedhæftede forslag til en kommunal antimobbestrategi for folkeskoler og ungdomsskolen). Antimobbestrategier/politikker for Ishøj Skole, Vibeholmskolen, Gildbroskolen og Strandgårdskolen er vedhæftet. Vejlebroskolen er i gang med at udarbejde en antimobbbestrategi, som forventes færdig snarest og senest den 1.10.2017. Kirkebækskolen har været i dialog med DCUM om deres særlige situation
  • der fastlægges arbejdsgange, der sikrer, at alle henvendelser til kommunen om mobning straks videreformidles til den relevante skoles ledelse
  • der fastlægges en procedure for klagebehandling, herunder afklaring af, hvem kompetencen delegeres til, samt Byrådets inddragelsesniveau (se vedhæftede forslag til procedure for behandling af sager om mobning). 

Administrationen foreslår, at Byrådet i Ishøj Kommune uddelegerer behandlingen af klager om mobning i kommunens folkeskoler til centerchefen for Dagtilbud og Skoler og sager om mobning i ungdomsskolen til centerchefen for Kultur og Fritid. Det foreslås endvidere, at Børne- og Undervisningsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget orienteres om klagesager vedrørende mobning på deres område.

DCUM har udarbejdet et vejledningsmateriale og skemaer til håndtering af loven.

Skolelederne og ungdomsskolelederen i Ishøj Kommune er orienteret om den nye lov samt DCUM’s vejledningsmaterialer.

Lovgrundlag

Lov om ændring af lov om elevers og studerendes undervisningsmiljø og lov om folkeskolen.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget indstiller, at

  • behandlingen af klager om mobning i kommunens folkeskoler uddelegeres til centerchefen for Dagtilbud og Skoler, og at Børne- og Undervisningsudvalget orienteres om alle klagesager vedrørende mobning
  • fremlagte forslag til en kommunal antimobbestrategi er gældende frem til 1.10.2017, for skoler der endnu ikke har en antimobbestrategi
  • fremlagte forslag til procedure for behandling af sager om mobning sendes til høring i skolebestyrelserne og fælleselevrådet med høringsfrist den 25. september 2017.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

94. Valgfag på skolerne i skoleåret 2017/2018

Resume

Af Børne- og Undervisningsudvalgets erindringsliste fremgår det, at udvalget ønsker at bliver orienteret om, hvilke valgfag skolerne udbyder i skoleåret 2017/2018.

Sagsfremstilling

Administrationen har bedt skolerne orientere om, hvilke valgfag de udbyder i skoleåret 2017/2018, tilbagemeldingerne fremgår af vedhæftede bilag.

Skolerne får valgfag til det efterfølgende skoleår godkendt af Børne- og Undervisningsudvalget i løbet af foråret, og der har hidtil ikke været en praksis for, hvornår valgfag skal være godkendt. Det har betydet, at valgfagene til det efterfølgende skoleår har været på dagsordenen flere gange afhængig af, hvornår de enkelte skoler har afleveret deres valgfag til godkendelse.

For at undgå at sagerne om valgfag skal behandles ad flere omgange, foreslår administrationen, at valgfag til det efterfølgende skoleår behandles samlet på udvalgsmødet i maj. 

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning og beslutter, at valgfag til det efterfølgende skoleår godkendes på Børne- og Undervisningsudvalgsmødet i maj.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

95. Perspekt 2.0 – undervisningsmateriale om trivsel og inkluderende fællesskaber

Resume

Dansk Center for Undervisningsmiljø (DCUM) har udviklet et evidensbaseret undervisningsmateriale om trivsel og inkluderende fællesskaber med titlen: Perspekt 2.0. Materiale fra DCUM er vedhæftet dagsordenen.

Sagsfremstilling

DCUM ønsker at rekruttere 65 - 75 folkeskoler til at afprøve og evaluere programmet på 5. og 6. klassetrin i efteråret 2018. Her vil ét klassetrin blive udtrukket ved lodtrækning til at afprøve Perspekt 2.0. Det andet klassetrin skal fungere som kontrolgruppe i evalueringen, og her må materialet derfor ikke bruges. Skolerne kan dog frit gennemføre undervisning i Perspekt 2.0 i ind- og udskolingens klassetrin efter eget ønske.

Skoler der ønsker at afprøve undervisningsmaterialet skal give besked til DCUM i løbet af august måned. Det forventes at 2 - 3 skoler i Ishøj Kommune søger om, at deltage i afprøvningen.

Formålet med undervisningen er, at øge elevernes

  • forståelse for forskellighed, herunder opmærksomhed på forskellige roller og forskellige synspunkter
  • evne til at genkende, kommunikere samt aflæse følelser
  • opmærksomhed på fakta, antagelser og mening
  • evne til at kommunikere assertivt og hensigtsmæssigt
  • evne til at forholde sig til fællesskabets regler, vilkår og normer
  • forståelse for, at alle handlinger har konsekvenser.

Skolerne får mulighed for at arbejde systematisk med stærke inkluderende fællesskaber og trivsel.

  • Perspekt består af tre moduler til hhv. indskoling, mellemtrin og udskoling.
  • En times undervisning om ugen, fx i understøttende undervisning i ca. 20 uger.
  • Lektionerne består af klassesamtaler, historier, rollespil, lege, etc. og har en høj grad af elevinddragelse.
  • Der er udarbejdet forslag til læringsmål for alle lektioner.

Økonomi

Perspekt 2.0 er finansieret af ROCKWOOL Fonden.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget bakker op om deltagelse i afprøvningen af undervisningsmaterialet Perspekt 2.0.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

96. Invitation fra KL til partnerskab om morgendagens dagtilbud og folkeskole med fokus på IT

Resume

I Økonomiaftalen fra 2018 er regeringen og KL enige om, at kvaliteten i dagtilbuddene skal styrkes, og at vi skal have en moderne folkeskole med fokus på IT. For at understøtte kommunernes arbejde med den digitale udvikling inviterer KL alle kommuner til at indgå i et fælleskommunalt partnerskab. Invitationen fra KL er vedhæftet dagsordenen.

Sagsfremstilling

Partnerskabet retter sig mod fem indsatsområder:

  • De digitale målsætninger
  • Den kommunale forvaltning
  • Ledere i skoler og dagtilbud
  • Medarbejdere i skoler og dagtilbud
  • Forældre til børn i skoler og dagtilbud
     

Formålet med partnerskabet er at løfte i fællesskab og sikre sparring, videndeling og inspiration på tværs af kommunerne. Samtidig sikres tilgang til aktuel viden fra national og international forskning om den digitale udviklings betydning for kerneopgaven på 0 - 18-års området. De konkrete mål og succeskriterier aftales kommunerne imellem i samarbejde med KL.

I vedhæftede bilag beskrives baggrund, formål, indsatsområder og organisering.

Af invitationen fremgår det, at der fra hver kommune deltager en-to politikere, to-tre direktører/chefer, tre-fem skole- og dagtilbudsledere, tre-fem medarbejdere og tre-fem deltagere med professioner aftalt i partnerskabet.

Der er frist for tilkendegivelse af interesse i projektet den 30. august 2017. Ved interessetilkendegivelse kontaktes kommunen, og der indledes en dialog om det videre arbejde med at definere og konkretisere indhold, mål og succeskriterier i partnerskabet. Der er opstartsseminar den 1. november 2017 for forvaltningsrepræsentanter fra de deltagende kommuner.

Økonomi

Prisen for deltagelse i partnerskabet er 65.000 kr. pr. år i to år fra ultimo 2017 til ultimo 2019 - i alt 130.000 kr.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget drøfter invitationen fra KL til partnerskab om morgendagens dagtilbud og folkeskole med fokus på IT.

Beslutning

Børne- og Undervisningsudvalget besluttede, at Ishøj Kommune ikke deltager i partnerskabet.

Bilag

97. Forslag om sprogvurdering af børn i Ishøj Kommune - ændring af § 11 i dagtilbudsloven

Resume

Folketinget har den 25. april 2017 vedtaget Lov om udvidet obligatorisk dagtilbud og krav om dansk og fokus på demokrati i privat pasning. Som en del af lovændringen er der åbnet mulighed for, at sprogvurdering af børn i 3-års-alderen kan fremrykkes til 2-års-alderen (børn i alderen fra omkring 22 mdr. til omkring 30 mdr.)

Børne- og Undervisningsudvalget blev orienteret om lovændringen på udvalgsmødet den 19. juni 2017. Orienteringsbrev fra Børne- og Socialministeriet om lovændringen er vedhæftet dagsordenen.

Efter de gældende regler skal der gennemføres en sprogvurdering af alle 3-årige børn i dagtilbud, hvis der er formodning om, at barnet har behov for sprogstimulering. I Ishøj Kommune sprogvurderes alle 3-årige børn, der er indskrevet i dagtilbud. Det er institutionerne, der foretager sprogvurderingen af børnene. Desuden skal der gennemføres en sprogvurdering af alle børn i 3-års-alderen, der ikke er optaget i et dagtilbud. Det er Sprogkorpset, der foretager vurderingen af børn, der ikke er i dagtilbud.

Sagsfremstilling

Hvis kommunen beslutter at fremrykke tidspunktet for sprogvurdering til 2-års-alderen, omfatter beslutningen alle børn i 2-års-alderen, der er optaget i et dagtilbud, hvis der er formodning om, at barnet har behov for sprogstimulering samt alle børn i 2-års-alderen, der ikke er optaget i et dagtilbud. Sprogvurdering i 2-års-alderen træder i stedet for sprogvurdering i 3-års-alderen.

Administrationen foreslår at fortsætte praksis med at sprogvurdere børnene i 3-års-alderen, samt at det er alle børn i dagtilbud, der sprogvurderes, sådan som det er tilfældet i Ishøj Kommune i dag.

Begrundelsen herfor er blandt andet, at der ifølge forskning af ordforrådsopbygning (Caroline Liberg og Louise Bjar) foregår et særligt hop, kaldet ordforrådsspurten, hen imod slutningen af barnets andet leveår. Det vurderes derfor, at det giver et mere nøjagtigt billede af barnets sproglige kompetencer, at sprogvurderingen foretages ved 3-års-alderen, når barnet har passeret ordforrådsspurten.

En overvejende del af de tosprogede børn, der først begynder andetsprogstilegnelsen som overbygning på modersmålet, vil ved en sprogvurdering som 2-årig, sandsynligvis blive placeret i kategorien med særligt behov. Dette vil ikke give et validt billede af barnets samlede dansksproglige kompetencer. Det vurderes, at en sprogvurdering i 3-års-alderen, vil give et mere validt billede.

Ca. 26 af de 2-årige børn i kommunens dagtilbud går i dagpleje. Hvis sprogvurderingen rykkes til 2-års-alderen vil det betyde, at sprogvurderingen skal foretages af dagplejen, mens den efterfølgende stimulering skulle foregå i den institution, som barnet flytter til, når det rykker i børnehave. Det vurderes at være mest hensigtsmæssigt, at de pædagoger, der tager vurderingen, også er dem, der følger op med den nødvendige sprogstimulering. Hertil kommer, at 81 % af de 2-årige går i kommunens dagtilbud, mens det gælder 92 % af de 3-årige (jf. Ishøj Kommunes dagtilbudsprognose 2017 - 2024). Dermed vil institutionernes sprogvurdering og sprogstimulering kunne rumme flere børn ved at foretage vurderingen i 3-års-alderen.

Det systematiske sprogarbejde med alle børn i vores dagtilbud fortsætter som hidtil.

Lovgrundlag

Lov nr. 427 af 3. maj 2017 om udvidet obligatorisk dagtilbud og krav om dansk og fokus på demokrati i privat pasning. 

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget beslutter, at der ikke ændres på den nuværende praksis, således at alle børn i 3-års-alderen fortsat sprogvurderes.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

98. Skolesag (lukket punkt)

Intet indhold til denne sag.

99. Dagtilbudssag (lukket punkt)

Intet indhold til denne sag.

100. Dagtilbudssag (lukket punkt)

Intet indhold til denne sag.

101. Orientering om hjemmeundervisning (lukket punkt)

Intet indhold til denne sag.

102. Dagklassen på Møllen (lukket punkt)

Intet indhold til denne sag.

103. Afklarende grundforløb på Thorshøjgård

Resume

Der er indgået aftale med Thorshøjgård om særlige, forebyggende forløb ”Afklarende Grundforløb” omkring handicappede unge, hvor det endnu ikke er helt afklaret, hvorvidt STU er en nødvendig og relevant ungdomsuddannelse. Formålet er at etablere uddannelses- og beskæftigelsesforberedende indsatser som et alternativ til STU-uddannelsen.

Sagsfremstilling

Det er konstateret, at over de seneste 2 - 3 år er antallet af unge, som visiteres til STU, kraftigt stigende i både Ishøj og Vallensbæk. Det forventes, at der stadig vil være en stigende tendens i Ishøj Kommune.

Tanken var oprindeligt, at STU-uddannelsen fortrinsvis var rettet mod handicappede unge, som ingen muligheder har for at begå sig i det ordinære uddannelsessystem – herunder også med ekstra støtte. Vi har imidlertid konstateret, at STU i nogle tilfælde har været eneste mulighed for nogle af de handicappede unge, når de afsluttede folkeskolen, og at de gennem forløbet i STU har udviklet sig positivt og efterfølgende har været i stand til at indgå i uddannelser på forholdsvis ordinære vilkår eller i beskæftigelse.

Der har derfor været afsøgt alternative forløb, som kunne skabe denne udvikling hos de unge, således af STU ikke bliver nødvendig. Derfor er der etableret et samarbejde med døgninstitutionen Thorshøjgård omkring oprettelse af særlige og fleksible uddannelsesforberedende forløb for unge med udviklingsvanskeligheder. Forløbet benævnes ”Afklarende Grundforløb”. Hensigten er, at de unge får en længere uddannelses- og afklaringsperiode, inden der træffes endeligt valg om ungdomsuddannelse og/eller beskæftigelse.

Det, som er karakteristisk for forløbet på Thorshøjgård, og som adskiller sig væsentlig fra STU, er udstrakt brug af praktikker på Thorhøjgårds værksteder eller i erhvervsvirksomheder, som Thorshøjgård samarbejder med.

Det forventes, at fire unge starter i dette forløb fra september 2017.

Økonomi

Der er aftalt en årstakst, som er afhængig af antallet af indskrevne unge. Det forventes, at Ishøj og Vallensbæk minimum har fire unge pr. år i målgruppen. Dvs., at taksten pr. ung bliver højst kr. 18.584 pr. måned (mod ca. kr. 22.000 ung/måned i STU). Udgifterne dækkes indenfor rammerne af budgettet til STU, men konteres som ikke-lovbestemt forebyggende indsats.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

104. Rammeaftale 2018

Resume

Rammeaftale 2018 omfatter både det specialiserede socialområde og specialundervisningsområdet og fremlægges til drøftelse i kommunerne og Region Hovedstaden med henblik på godkendelse af aftalen. Der er ligeledes fremlagt forslag til fælles mål for det tværgående højt specialiserede socialområde og specialundervisningsområdet.
Sagen forelægges også i Social- og Sundhedsudvalget samt til udvalgsbehandling i Vallensbæk Kommune.

Sagsfremstilling

Rammeaftalen består af en udviklingsstrategi og en styringsaftale.

Udviklingsstrategien omfatter aftaler for, hvordan udviklingen af det specialiserede social- og undervisningsområde kan understøttes fagligt og kapacitetsmæssigt. Kommunerne oplever generelt, at der er sammenhæng mellem kommunernes behov og de højt specialiserede tilbuds udbud af pladser og ydelser inden for alle målgrupper. Udviklingsstrategien omfatter ligeledes aftaler om behandling af særlige temaer og fokusområder på tværs af kommunerne og regionen. Der er udvalgt to områder, der får særlig fokus i forbindelse med den tværgående koordination i 2018.

•       Børn og unge med Autisme Spektrum Forstyrrelser og ADHD. Denne målgruppe diagnosticeres i dag tidligere end før, og disse børn og unge har ofte et lavt funktionsniveau og andre samtidige diagnoser som angst m.v.

•       Ældre med handicap og psykiske lidelser med behov for sundhedsfaglige indsatser. I takt med at mennesker med handicap, psykiske lidelser, misbrug m.v. bliver ældre, stiger behovet for sundhedsfaglige indsatser i forhold til aldring og aldersrelaterede sygdomme, som kan overskygge behovet for pædagogiske indsatser.  

Fokusområderne bliver udviklingsprojekter i 2018 på tværs af kommuner og region med henblik på at skabe grundlag for, at kommuner og region får styrket forudsætningerne for at tilbyde målgrupperne indsatser og tilbud på et højt fagligt niveau til lavest mulige omkostninger.

Styringsaftalen 2018 omfatter blandt andet:

  • At udgifter pr. dag i de takstbelagte tilbud på det specialiserede socialområde og specialundervisningsområdet, til og med 2018, maksimalt må stige med pris- og lønfremskrivningen minus 2 % i forhold til pris- og lønniveauet i 2014.
  • Aftaler omkring konkrete forløb ved køb og salg af pladser.
  • Procedure for fastsættelse og opkrævning af beboeres egenbetaling.

Fælles mål for det tværgående højt specialiserede socialområde og specialundervisningsområdet
I 2017-18 valgte kommunerne i hovedstadsregionen og Region Hovedstaden udarbejdelse og implementering af fælles mål for det tværgående højt specialiserede socialområde og specialundervisningsområdet som særligt tema for Udviklingsstrategien i Rammeaftalen. Målet videreføres dermed i 2018.
De tre mål er:

  • Vi vil styrke kommunernes forudsætninger for at give børn, unge og voksne med højt specialiserede behov adgang til de nødvendige højt specialiserede tilbud og kompetencer.
  • Vi vil forpligte hinanden på at samarbejde både fagligt og økonomisk om de tværgående højt specialiserede tilbud i Hovedstadsregionen.
  • Vi vil arbejde målrettet med, at alle tværgående højt specialiserede sociale tilbud og specialundervisningstilbud har et fast fokus på at anvende og udvikle ”bedste praksis” med henblik på effektive indsatsforløb baseret på høj faglighed og størst mulig omkostningseffektivitet.

KKR Hovedstaden har den 14. juni 2017 anbefalet, at kommunerne godkender Rammeaftale 2018 samt fælles mål.

Vedlagt er et resumé af Rammeaftale for 2018 samt hovedstadsregionens fælles mål. Resterende bilag kan findes på www.rammeaftale-h.dk .

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget indstiller, at Rammeaftalen for 2018 samt de fælles mål for det tværgående højt specialiserede socialområde og specialundervisningsområdet godkendes.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

105. Regnskabsrapport for 2. kvartal 2017

Resume

På Børne- og Undervisningsudvalgsmødet i juni 2010 blev det besluttet, at udvalget skal orienteres via en regnskabsrapport hvert kvartal.

Sagsfremstilling

Regnskabsrapport for 2. kvartal 2017 på området under Børne- og Undervisningsudvalget er vedhæftet dagsordenen til orientering.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning. 

 

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

106. Orientering om klagesager til det politiske niveau på Børne- og Undervisningsudvalgets område

Sagsfremstilling

På mødet gives en mundtlig orientering om verserende klagesager til det politiske niveau på Børne- og Undervisningsudvalgets område.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Der var ingen klagesager til orientering.

107. Meddelelser fra administrationen til Børne- og Undervisningsudvalget

Sagsfremstilling

  • Status på klassedannelsesplanen for skoleåret 2017/2018 er vedhæftet dagsordenen.
  • Der holdes afslutningskonference for projekt 'Flere Lille og Store Nørder i Ishøj' lørdag den 7. oktober 2017 på Gildbroskolen. Om formiddagen afholdes et 'Lærere Lærer Lærere' arrangement med ca. 21 workshops og 300 lærere fra kommunens skoler. Fra kl. 13.00 – 16.00 afholdes der åbent hus arrangement. Borgmesteren byder velkommen og lærere og elever indbyder til at lege med i levende matematik- og naturfagsværksteder. Dagen afsluttes med et spændende foredrag med den fra TV kendte astrofysiker Anja Andersen.
  • Ishøj Skole meddeler, at forældrerepræsentant i skolebestyrelsen Carsten Karholt ønsker at udtræde af skolebestyrelsen. Dette medfører, at Carsten Karholt samtidig ophører som folkeskolernes repræsentant i Kulturskolens bestyrelse. Posterne som skolernes repræsentanter i andre fora, fx Kulturskolens bestyrelse og Ungdomsskolens bestyrelse, fordeles på et møde, hvor skolebestyrelserne er samlet. Her fik Ishøj Skole tildelt pladsen i Kulturskolens bestyrelse. Ishøj Skole meddeler, at de har en suppleant til skolebestyrelsen, og herudover vil bestyrelsen snarest udpege en repræsentant til Kulturskolebestyrelsen.
  • Vejlebroskolen meddeler, at forældrerepræsentant i skolebestyrelsen Charlotte Rydal Baran ønsker at udtræde af bestyrelsen. Der er aktuelt indgen suppleanter, så skolebestyrelsen vil på det kommende møde i august beslutte, at der skal gennemføres suppleringsvalg. Datoen for suppleringsvalget meddeles Børne- og Undervisningsudvalget.
  • Undervisningsministeriet har udsendt information til kommunalbestyrelserne i samtlige kommuner. I brevet orienteres der om ændringer af folkeskoleloven samt opfølgning på trepartsaftale mm. Brevet fra Undervisningsministeriet er vedhæftet dagsordenen til orientering.
  • Styrelsen for Undervisning og Kvalitet fører kvalitetstilsyn med folkeskolen gennem årlige screeninger af skolernes resultater. Strandgårdskolen er faldet ud i dette års screening, og styrelsen har derfor bedt Strandgårdskolen om en redegørelse for skolens resultater i fagene fysik/kemi og matematik. Redegørelse for udviklingen i karakterer i fagene fysik/kemi og matematik på Strandgårdskolen er vedhæftet dagsordenen til orientering. 
  • Virksomheden Safesec, som bl.a. arbejder med sikkerhed på arbejdspladser, etablerer sig i Ishøj Kommune og har ved den lejlighed kontaktet formanden for Børne- og Undervisningsudvalget. Et af de områder de præsenterer er sikkerhed i forhold til skoleskyderier og tilsvarende voldelige hændelser. I den forbindelse orienterer administrationen om, at alle skoler i Ishøj Kommune har en PLOV-beredskabsplan, som lever op til politiets anbefalinger og erfaringer fra udlandet. PLOV står for Påbegyndt Livstruende Og Voldelige handlinger. Alle planer er gennemgået og opdateret i perioden februar – august 2016 efter sparring med Staben for Tryghed og Kriminalitetsforebyggelse.
  • KL og Undervisningsministeriet har udsendt et brev til politikere i kommunernes udvalg, der har ansvaret på skoleområdet - brevet er vedhæftet dagsordenen. I brevet opfordres der til at anvende det råderum, som folkeskolelovgivningen giver til at indholdsudfylde rammerne og forme og udvikle den varierende og motiverende skoledag med masser af læring og god undervisning, et godt arbejdsliv og det gode børneliv på tværs af kommunernes skole- og fritidstilbud.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

Kontakt

Ishøj Kommune

Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj

ishojkommune@ishoj.dk

Tlf. 43577575

Senest opdateret 23. august 2017