Hvad kan vi hjælpe med?

Referat for Børne- og Undervisningsudvalgets møde mandag 20. august 2018 kl. 18.30


Mødedeltagere:
Børne- og Undervisningsudvalget:
Jeannette Merklin (fraværende med afbud)
Bayram Yüksel
Kasper Bjering Søby Jensen
Ole Wedel-Brandt
Kabiye Yüksel

Fra administrationen:
Lisbet Lentz
Susanne Poulsen
René Juhl


Sagspunkter der blev behandlet på mødet

99. Besøg fra forældrebestyrelsen i Piletræet

Resume

På Børne- og Undervisningsudvalgsmødet den 19. marts 2018 blev planen for driftsstedsbesøg og studiedage for indeværende valgperiode vedtaget. Udvalget har besluttet, at hvert driftssted besøger udvalget på et ordinært møde, og at udvalget har studiedage, hvor der aflægges besøg på driftsstederne.

Sagsfremstilling

På dette møde er det forældrebestyrelsen i Piletræet, der kommer til en drøftelse med udvalget. Mødet starter med et oplæg fra Piletræet, der bl.a. omhandler arbejdet med sprogtestning af børnene, og som giver et indblik i arbejdet med børnene i Piletræets specialgruppe.

Fra Piletræet deltager bestyrelsesformand Lisette Beck, næstformand i bestyrelsen Yasemin Afzal, Lene Jacobsen som er forældre til et barn i specialgruppen og dagtilbudsleder Jonna Pfeil Nielsen.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Der var afbud fra Yasemin Afzal. Tove Søndergaard og Pelle Sjølander deltog i stedet for.

Taget til efterretning.

100. Meddelelser fra formanden for Børne- og Undervisningsudvalget

Sagsfremstilling

  • Børne- og Undervisningsudvalgets årshjul er vedhæftet dagsordenen til orientering.
  • Nyt fra skolebestyrelserne.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

101. Årsregnskab 2017 for Tandreguleringen

Resume

Tandreguleringen I/S er et § 60 selskab, hvor seks kommuner har indgået et samarbejde. De seks kommuner er: Tårnby, Albertslund, Vallensbæk, Brøndby, Hvidovre og Ishøj. Der er placeret klinikker i Hvidovre og i Albertslund.
Årsregnskab og revisionsberetning for 2017 fremlægges.

Sagsfremstilling

Det fremgår af årsregnskabet, at der i 2017 er et underskud på 367.187 kr. Det fremgår af revisionsberetningen, at der ikke har været bemærkninger til regnskabet.

Det stigende børnetal i kommunerne har givet anledning til, at flere børn henvises til tandregulering. I 2018 har kommunerne bevilliget et ekstra økonomisk bidrag, så der i indeværende år kan behandles 150 ekstra børn.

Bestyrelsen analyserer pt. behovet for yderligere regulering for at nedbringe ventelisterne. Når analysen er færdiggjort forventes det, at der bliver behov for, at kommunerne tilfører ekstra ressourcer til tandregulering.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

102. Ishøj - røgfri kommune: Principbeslutning om kommunal rygestopindsats

Resume

Ishøj Byråd er optaget af sundhedsfremmende indsatser og strukturer, der kan bidrage til at løse samfundsproblemer og understøtte et sundere liv. En beslutning om at Ishøj Kommune har røgfri arbejdstid, røgfri skoletid og røgfrie matrikler vil netop være en struktur, der understøtter en sundhedsfremmende og forebyggende indsats.

Sagsfremstilling

Med en røgfri fremtid er der et stort potentiale for, at kommunens borgere og ansatte får et bedre og længere liv. Tobaksrygning er den enkeltfaktor, som har den største negative indflydelse på vores helbred, og nye nationale tal viser, at hver anden ryger vil dø af rygning. Udover menneskelige omkostninger ved rygning, så koster rygning kommunen mange penge. Det anslås, at de samlede kommunale meromkostninger til dagligrygere koster en kommune på størrelse med Ishøj 25.5 mio. kr årligt.

Forskning viser, at rygeforbud i det offentlige rum har signifikant effekt på rygerelaterede sygdomme og dermed også effekt i forhold til at ændre sociale normer for rygning. Arbejdet med strukturelle sundhedsfremmende og forebyggende indsatser har positiv indvirkning på social ulighed, idet de mere individuelle indsatser som informationsmateriale og kampagner primært rammer de mest ressourcestærke borgere.

Den videre proces lægger op til en høringsproces i bestyrelser mv., og forslaget bliver sendt i MED-systemet til information og drøftelse. MED-systemet bliver også involveret i forhold til, hvilke hjælpeforanstaltninger, der skal stilles til rådighed for at støtte medarbejdere, der ønsker at stoppe med at ryge.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget indstiller, at administrationen fortsætter arbejdet med at implementere en kommunal rygestopindsats.

 

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

103. Tilsyn med Aflastningen på Ishøjgård

Resume

Socialtilsynet har gennemført driftsorienteret tilsyn af Aflastningen på Ishøjgård og har i den forbindelse aflagt uanmeldt tilsynsbesøg den 2. maj 2018. Socialtilsynet vurderer, at Aflastningen på Ishøjgård er et veldrevet kommunalt aflastningstilbud. 

Sagsfremstilling

Socialtilsynet vurderer kvaliteten hos sociale tilbud ud fra en Kvalitetsmodel, som behandler temaerne Uddannelse og beskæftigelse; Selvstændighed og relationer; Målgruppe, metoder og resultater; Sundhed og trivsel; Organisation og ledelse; Kompetencer samt Fysiske rammer.

Socialtilsynet har gennemført driftsorienteret tilsyn af Aflastningen på Ishøjgård og har i den forbindelse aflagt uanmeldt tilsynsbesøg den 2. maj 2018. Under tilsynsbesøget er der interviewet medarbejdere og et barn i tilbuddet, fremsendt skriftligt materiale og afholdt telefoninterview med ledelsen.

Socialtilsynet vurderer, at Aflastningen på Ishøjgård fortsat har den fornødne kvalitet inden for Kvalitetsmodellens temaer. Aflastningen på Ishøjgård vurderes at være et veldrevet kommunalt aflastningstilbud med en kompetent daglig ledelse og med fagligt dygtige medarbejdere, der har relevante kompetencer i forhold til målgruppens behov og tilbuddets målsætning og metoder.

Socialtilsynet vurderer, at Ishøjgårds anvendelse af en strukturpædagogisk tilgang og systemisk terapi understøtter børns og unges trivsel i genkendelige og forudsigelige rammer, der resulterer i en ønsket udvikling med positiv effekt.

Socialtilsynet har i forbindelse med dette og tidligere tilsynsbesøg gennemført interviews med børn, unge, forældre, medarbejdere og samarbejdspartnere. Børnene og de unge giver udtryk for, at de er glade for at være i aflastning på Ishøjgård, og fra forældre, medarbejdere og sagsbehandlere gives der udtryk for en gennemgående oplevelse af, at børnene og de unge trives på Ishøjgård. De adspurgte forældre i forbindelse med tidligere tilsyn gav alle udtryk for et godt samarbejde med Ishøjgård, og der er stor tilfredshed med tilbuddets grad af orientering via eksempelvis mails hver weekend.

Socialtilsynet vurderer, at Ishøjgårds fysiske rammer og faciliteter understøtter målgruppens udvikling og trivsel. Værelserne er enkeltværelser, og børnene/de unge har mulighed for at trække sig tilbage på deres værelse ved behov for ro eller deltage i fællesskabet i det store køkkenalrum og på de store udendørsarealer.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

104. Tilretning af styrelsesvedtægten for Ishøj Kommunes folkeskoler - svømmeundervisning og skolebestyrelsesvalg

Resume

Administrationen anbefaler, at styrelsesvedtægten for Ishøj Kommunes skolevæsen opdateres i henhold til Børne- og Undervisningsudvalgets beslutning den 16. april 2018 vedr. svømmeundervisning og med en mindre tilretning af tidsplanen vedr. skolebestyrelsesvalg.

Sagsfremstilling

Svømmeundervisning
Børne- og Undervisningsudvalget behandlede på mødet den 16. april en ansøgning fra Gildbroskolens skolebestyrelse vedr. afvikling af al svømmeundervisning på 4. klassetrin. Det fremgår pt. af styrelsesvedtægten for Ishøj Kommunes skolevæsen, at svømmeundervisning skal tilbydes som en del af idrætsundervisningen og skal tilbydes på mindst to klassetrin. Børne- og Undervisningsudvalget besluttede på mødet at imødekomme Gildbroskolens ansøgning og besluttede videre, at skolerne fremover selv kan tilrettelægge svømmeundervisning i henhold til folkeskoleloven og i samarbejde med Center for Kultur og Fritid.

Administrationen anbefaler på den baggrund, at teksten i afsnit 7.2 i styrelsesvedtægten erstattes af følgende:

"Alle folkeskoler i Ishøj Kommune tilbyder svømmeundervisning. Skolerne tilrettelægger selv svømmeundervisningen i henhold til Fælles Mål for faget idræt og i samarbejde med Center for Kultur og Fritid".

Skolebestyrelsesvalg
Som opfølgning på forårets skolebestyrelsesvalg har administrationen forespurgt skolelederkredsen, om de har oplevet uhensigtsmæssigheder omkring styrelsesvedtægtens retningslinjer om proces og tidsplan for skolebestyrelsesvalg. Skolelederen på Ishøj Skole har gjort opmærksom på, at det i tidsplanen fremgår, at fristen for klager over valget skal indgives inden en eventuel afstemningsperiode. Administrationen anbefaler, at det skrives ind i styrelsesvedtægtens afsnit 4.2, at fristen for indgivelse af klager over valget skal ske senest en uge efter aftale om fredsvalg eller senest en uge efter afstemningsperioden.

Styrelsesvedtægten for Ishøj Kommunes skolevæsen er vedhæftet dagsordenen.

Lovgrundlag

Lovgrundlaget for styrelsesvedtægten for Ishøj Kommunes skolevæsen fremgår af folkeskolelovens § 41. Heraf fremgår det: ”Kommunalbestyrelsen fastsætter efter indhentet udtalelse fra skolebestyrelserne en vedtægt for styrelsen af kommunens skolevæsen.” Dette gælder også ved indholdsændringer.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget beslutter, at de foreslåede ændringer til styrelsesvedtægten sendes i høring i skolebestyrelserne i perioden fra 21. august til 1. oktober 2018.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

105. Retningslinje for suspension af det frie skolevalg

Resume

Ifølge folkeskoleloven er det muligt at suspendere det frie skolevalg til en bestemt klasse eller klassetrin, hvis klassen er sårbar og har behov for beskyttelse. Foranlediget af en konkret sag behandlet på Børne- og Undervisningsudvalgets møde den 18. juni 2018 anbefaler administrationen, at denne mulighed indskrives i styrelsesvedtægten for Ishøj Kommunes Skolevæsen.

Sagsfremstilling

Alle elever er tilknyttet en bestemt distriktsskole, og de har som udgangspunkt ret til optagelse på den pågældende skole. Hvis forældrene ikke ønsker, at deres barn skal gå på distriktsskolen, kan de søge om plads på en anden skole efter eget valg. Ansøgningen kan afslås, hvis der ikke er plads på skolen. Herudover giver folkeskoleloven mulighed for at suspendere det frie skolevalg til en bestemt klasse eller et bestemt klassetrin på en skole. Dette kan ske på baggrund af en vurdering af klassens sårbarhed og behov for beskyttelse. Der kan ikke ske afvisninger af elever ud fra den enkelte elevs forudsætninger eller lignende.

Ifølge folkeskoleloven er det Byrådet der beslutter, hvorvidt der kan træffes beslutning om at suspendere det frie skolevalg i kommunen. Byrådet kan herefter delegere stillingtagen vedrørende konkrete klasser eller evt. klassetrin til administrationen.

Administrationen anbefaler, at der besluttes en sådan retningslinje med henblik på, at der hurtigt kan reageres over for eventuelle særligt sårbare klasser,  og at dette indskrives i Stylsesvedtægten for Ishøj Kommunes skolevæsen. Som udgangspunkt bør suspension af det frie skolevalg kun ske helt undtagelsesvist. Konkret anbefaler administrationen, at følgende tekst indskrives i styrelsesvedtægten som et nyt afsnit under bilag 5 - afsnit 5.3. Ishøj Kommunes retningslinjer for frit skolevalg.

"Suspension af det frie skolevalg
Centerchefen for Dagtilbud og Uddannelse kan efter anmodning fra skolelederen træffe beslutning om suspension af det frie skolevalg for at beskytte særligt sårbare klasser og klassetrin. Suspension kan udelukkende ske i helt særlige tilfælde, og såfremt det er begrundet i, at der udføres et særligt tilrettelagt arbejde med klassens trivsel eller faglige niveau. Suspension kan ikke ske med begrundelse i afvisninger af elever ud fra elevens forudsætninger og lignende. Suspension af det frie skolevalg kan maksimalt gives i op til 3 måneder". 

Lovgrundlag

Folkeskoleloven § 40 stk. 2 m suspension af det frie skolevalg.

Lovgrundlaget for styrelsesvedtægten for Ishøj Kommunes skolevæsen fremgår af folkeskolelovens § 41. Heraf fremgår det:
”Kommunalbestyrelsen fastsætter efter indhentet udtalelse fra skolebestyrelserne en vedtægt for styrelsen af kommunens skolevæsen.” Dette gælder også ved indholdsændringer.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget beslutter, at forslaget om tilføjelse af retningslinje for suspension af det frie skolevalg i Styrelsesvedtægten for Ishøj Kommunes skolevæsen sendes i høring i skolebestyrelserne i perioden fra den 21. august - 1. oktober 2018.

Beslutning

Tiltrådt.

106. Procedure for behandling af anmodninger om tidlig skolestart i børnehaveklasse

Resume

I sagen beskrives forslag til procedure for behandling af anmodninger om tidlig skolestart. Ifølge folkeskoleloven er der undervisningspligt fra august i det kalenderår, hvor barnet fylder seks år. Af folkeskolelovens § 37 fremgår det endvidere, at et barn efter forældrenes anmodning skal optages i børnehaveklasse i det kalenderår, hvor barnet inden 1. oktober fylder 5 år, hvis barnet må antages at kunne følge undervisningen. Ishøj Kommune har ingen konkrete retningslinjer for behandling af anmodninger om tidlig skolestart.

Sagsfremstilling

Administrationen har de seneste år modtaget enkelte anmodninger om tidlig skolestart.  Anmodningerne er behandlet af centerchefen for Dagtilbud og Uddannelse på baggrund af forældrenes anmodning samt en vurdering af barnets skoleparathed fra barnets institution, som er indhentet med forældrenes samtykke.

Administrationen foreslår, at der i Styrelsesvedtægten for Ishøj Kommunes skolevæsen, bilag 5 indføjes et nyt afsnit, som beskriver procedure for behandling af anmodninger om tidlig skolestart således:

”Anmodning om tidlig skolestart
Jf. folkeskolelovens § 37 skal et barn efter forældrenes anmodning optages i børnehaveklasse i det kalenderår, hvor barnet inden 1. oktober fylder 5 år, hvis det må antages at kunne følge undervisningen.

Afgørelser vedr. anmodninger om tidlig skolestart behandles af centerchefen for Dagtilbud og Uddannelse. Behandlingen af anmodningerne sker på baggrund af en vurderingen af, om barnet må antages at kunne følge undervisningen. Vurderingen sker på baggrund af forældrenes anmodning samt en vurdering af barnets skoleparathed fra barnets institution.

Institutionens vurdering af barnets skoleparathed sker på baggrund af en vurdering af barnets alsidige personlige udvikling, sproglige udvikling, matematiske opmærksomhed og motoriske udvikling. Vurderingen foretages ved hjælp af vurderingsværktøjer som anvendes i Ishøj Kommunes institutioner. Vurderingen foretages med forældrenes samtykke og i dialog med forældrene.

I de tilfælde hvor barnet ikke går i daginstitution, foretages vurderingen af kommunens pædagogiske konsulent med udgangspunkt i de samme vurderingsværktøjer, som institutionerne anvender og i dialog med forældrene.

I de tilfælde hvor barnet går i daginstitution i anden kommune, foretages afgørelsen efter skriftlig udtalelse fra den pågældende kommune.

Anmodning om tidlig skolestart sendes via e-Boks til Ishøj Kommune, Center for Dagtilbud og Uddannelse. Af hensyn til planlægningen af skoleårets start skal anmodningerne være administrationen i hænde senest den 1. februar inden det kommende skoleårs start.”

Lovgrundlag

Folkeskoleloven § 37.

Lovgrundlaget for styrelsesvedtægten for Ishøj Kommunes skolevæsen fremgår af folkeskolelovens § 41. Heraf fremgår det:
”Kommunalbestyrelsen fastsætter efter indhentet udtalelse fra skolebestyrelserne en vedtægt for styrelsen af kommunens skolevæsen.” Dette gælder også ved indholdsændringer.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget beslutter, at forslaget om tilføjelse af procedure for behandling af anmodninger om tidlig skolestart indskrives i Styrelsesvedtægten for Ishøj Kommunes skolevæsen og sendes i høring i skole- og dagtilbudsbestyrelserne i perioden fra den 21. august - 1. oktober 2018.

Beslutning

Tiltrådt.

107. Retningslinjer for behandling af ansøgninger om udsat undervisningspligt

Resume

Børne- og Undervisningsudvalget besluttede den 13. februar 2012 at delegere kompetencen til at træffe beslutninger vedrørende udsættelse af undervisningspligten til Center for Dagtilbud og Uddannelse.

På baggrund af henvendelser fra skolebestyrelsesmedlemmer og forældre foreslår administrationen, at Børne- og undervisningsudvalget drøfter og beslutter retningslinjer for udsættelse af undervisningspligten i Ishøj Kommune.

Sagsfremstilling

Ifølge folkeskolelovens § 34 indtræder undervisningspligten den 1. august i det kalenderår, hvor barnet fylder 6 år. Byrådet kan efter forældrenes anmodning eller med deres samtykke godkende, at et barns undervisning udsættes til et år efter undervisningspligtens indtræden, når det er begrundet i barnets udvikling. Godkendelsen kan betinges af, at barnet optages i en børnehave.

Af de eksisterende retningslinjer for udsættelse af undervisningspligten i Ishøj Kommune fremgår det, at: ”Undervisningspligten indtræder den 1. august i det kalenderår, hvor barnet fylder 6 år. I helt særlige tilfælde er det muligt at lade et barn begynde i skole et år senere end undervisningspligten indtræder. Hvis barnet får udsat undervisningspligten, skal det begynde i børnehaveklasse det følgende år.

Udsættelse af undervisningspligten kan bevilges, hvis det vurderes, at barnet får brug for særlig meget støtte i børnehaveklassen, og at et ekstra år i institutionen kan betyde, at barnet året efter kan starte i børnehaveklassen uden støtte eller med kun lidt støtte. Dette vurderes af en psykolog fra Center for Børn og Forebyggelse.

Det er Center for Dagtilbud og Uddannelse, der behandler ansøgninger om udsættelse af undervisningspligten. En ansøgning skal som minimum indeholde en begrundelse fra barnets forældre, en begrundet indstilling fra barnets institution og en opsummering af vurdering fra en psykolog.”

Ansøgning om udsat undervisningspligt sker via et spørgeskema som om afleveres til Center for Dagtilbud og Uddannelse omkring uge 51. Den eksakte ansøgningsdato fremgår af ansøgningsskemaet. Ansøgningsskemaet forefindes på institutionerne og offentliggøres på hjemmesiden.

Administrationen foreslår, at de eksisterende retningslinjer suppleres med følgende bestemmelse: ”Udsættelse af undervisningspligten for børn, der er født fra den 15. – 31. december kan bevilges, hvis forældre anmoder om det, og hvis forældre og barnets institution er enige om, at barnet ikke er moden til at starte i skole. I disse tilfælde skal ansøgningen indeholde en begrundelse fra barnets forældre samt en begrundet indstilling fra barnets institution.”

Administrationen foreslår, at retningslinjerne for behandling af ansøgninger om udsat undervisningspligt indskrives i Styrelsesvedtægten for Ishøj Kommunes skolevæsen, bilag 5.

Der er i skoleåret (2019/20) 12 skolestartere, der har fødselsdag på eller efter den 15. december.

Lovgrundlag

Folkeskoleloven § 34 stk. 2 om udsættelse af undervisningspligten.

Lovgrundlaget for styrelsesvedtægten for Ishøj Kommunes skolevæsen fremgår af folkeskolelovens § 41. Heraf fremgår det: ”Kommunalbestyrelsen fastsætter efter indhentet udtalelse fra skolebestyrelserne en vedtægt for styrelsen af kommunens skolevæsen.” Dette gælder også ved indholdsændringer.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget drøfter retningslinjer for udsættelse af undervisningspligten i Ishøj Kommune og beslutter, at retningslinjer for behandling af ansøgninger om udsat undervisningspligt indskrives i Styrelsesvedtægten for Ishøj Kommunes skolevæsen og sendes i høring i skole- og dagtilbudsbestyrelserne i perioden fra den 21. august - 1. oktober 2018.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

108. Afrapportering vedrørende projekt Flere Lille og Store Nørder i Ishøj

Resume

Projekt ”Flere Lille og Store Nørder i Ishøj” er et 3-årigt projekt, som er afviklet på Ishøj Kommunes folkeskoler fra august 2014 til juli 2017. Projektet var støttet med 3 mio. kr. af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

Evalueringen og forankringen af projektets initiativer blev fremlagt for Børne- og Undervisningsudvalget den 12. december 2017. På mødet besluttede udvalget, at der følges op på projektets initiativer ved en afrapportering til Børne- og Undervisningsudvalget i juni 2018.

Sagsfremstilling

I vedhæftede afrapportering beskrives forankringen af projektets initiativer pr. august 2018. Projektets initiativer gennemgås med henblik på at vurdere progressionen af initiativernes forankring i praksis i forhold til december 2017. Dokumentet skal ses i forlængelse af evalueringsrapporten og rapporten om projektets forankring.

Projektet indeholdt nedenstående seks initiativer:

  • Procesorienteret kompetenceudviklingsforløb i matematik.
  • Undervisningskompetence i natur/teknologi til ikke-uddannede natur/teknologilærere.
  • Kompetenceudvikling af vejledere inden for matematik via matematikvejledernetværk.
  • Procesorienteret forløb med fokus på at fremme kompetencetænkningen i de naturfaglige fag.
  • Synlig læring og feedback.
  • Talentudvikling i matematik og naturfagene på mellemtrinnet og i udskolingen.

Projektets forankring blev i december 2017 vurderet via en didaktisk model for skoleudvikling. Afrapporteringen bygger på samme model og forholder sig til progressionen i forankringen af projektets initiativer fra december 2017 til august 2018. Herudover har projektets daværende læringsfacilitator, som nu er konsulent for matematik, naturfag og talentudvikling givet sin vurdering af initiativernes forankring i august 2018.

Overordnet er det konsulentens vurdering, at projektets initiativer fortsat lever og udvikles ude på skolerne, og at de fortsat bidrager til at udvikle talentarbejdet og matematik samt naturfagene herunder øge undervisernes kvalifikationer og elevernes faglige niveau.  Det er konsulentens vurdering, at samtlige skoler arbejder videre i det spor, der blev lagt i projektet. Konsulenten er med i arbejdet og udviklingen på alle skoler.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager afrapporteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

109. Opfølgning på skolernes kvalitetsrapport 2018

Resume

Den 6. marts 2018 godkendte Byrådet skolernes kvalitetsrapport for 2018.

Formålet med kvalitetsrapporten er bl.a. at fremme dialogen mellem skoler, administration og politikere om elevernes læring, deres resultater og overgang til ungdomsuddannelser. Samtidigt er det intentionen, at rapporten fremadrettet bruges som et redskab til at følge progressionen i de faglige resultater på skole- og klasseniveau.

Sagsfremstilling

Ifølge Bekendtgørelse om kvalitetsrapporter i folkeskolen skal der udarbejdes en handleplan, der indeholder en redegørelse af de forhold, der begrunder udarbejdelsen af handleplanen, de tiltag som skal tages for at forbedre niveauet, hvem der er ansvarlig for tiltagene, en tidsplan for tiltagene og den forventede effekt.

Som en del af kvalitetsrapporten i Ishøj Kommune er det besluttet, at direktøren for Velfærd og Undervisning, centerchefen for Dagtilbud og Uddannelse samt konsulenter fra Dagtilbud og Uddannelse følger op på kvalitetsrapportens resultater og udarbejder handleplan sammen med de enkelte skoler.

Der er afholdt opfølgningsbesøg på Gildbroskolen, Ishøj Skole, Strandgårdskolen, Vejlebroskolen, Vibeholmskolen og Skolen på Ishøjgård. På alle skoler har ledelsen inddraget vejledere og ressourcepersoner i arbejdet med skolens handleplan.

På baggrund af opfølgningsbesøgene er skolelederne blevet bedt om at udarbejde en kort overordnet beskrivelse af skolens mål og de konkrete tiltag, der sættes i værk for at nå målene samt en beskrivelse af, hvordan skolen følger op på målene. Skoleledernes beskrivelser er vedhæftet dagsordenen. På skolerne findes mere detaljerede planer over opfølgningen.

Lovgrundlag

Bekendtgørelse om kvalitetsrapporter i folkeskolen nr. 698 af 23. juni 2014.

Skolernes kvalitetsrapport 2018, kapitel 15. 

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager skolernes beskrivelser til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

110. Skolevalg 2019

Resume

Folketinget og Undervisningsministeriet arrangerer i samarbejde med Dansk Ungdoms Fællesråd et landsdækkende skolevalg for elever i 8., 9. og 10. klasse.

Sagsfremstilling

Valghandlingen ved skolevalget gennemføres så autentisk som muligt med bl.a. valgkort, stemmesedler, stemmebokse og valgurner, og målet er at få endnu flere unge til at stemme.

Statsministeren udskriver Skolevalget den 13. januar 2019, og valghandlingen afholdes den 31. januar 2019. I perioden fra valget udskrives til valgdagen afholder skolerne et valgkampslignende undervisningsforløb, som er udviklet af Undervisningsministeriet og Folketinget. Forløbet understøtter fagformålene for både samfundsfag og dansk.

Orientering fra Undervisningsministeriet og Folketinget om Skolevalget er vedhæftet dagsordenen.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget anbefaler, skolerne i Ishøj deltager i Skolevalget 2019.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

111. Udbygningen af kapaciteten på dagtilbudsområdet (lukket punkt)

Intet indhold til denne sag.

112. Ny dagtilbudslov: Bedre fordeling i daginstitutioner og obligatorisk læringstilbud i udsatte boligområder

Resume

Regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti indgik i maj 2018 en aftale om opgør med parallelsamfund. På Børne- og Socialministeriets område er der indgået to delaftaler: Bedre fordeling i daginstitutioner og Obligatorisk læringstilbud til 1-årige børn i udsatte boligområder.

Udkast til lovforslag for de to delaftaler er sendt i høring med frist den 6. august 2018. Begge lovforslag er vedlagt sagen.

Initiativerne i begge lovforslag er knyttet op på regeringens liste over ghettoer og udsatte boligområder og gælder kun for kommuner, der er omfattet af listen. I henhold til almenboligloven beregner og offentliggør transport-, bygnings- og boligministeren hvert år den 1. december en liste over ghettoområder. Ishøj Kommune fremgår ikke af listen fra den 1. december 2017. I forbindelse med regeringens strategi mod parallelsamfund foreslår regeringen, at ghettokriterierne ændres. Regeringen offentliggjorde den 1. marts 2018 en liste over de ghettoer og udsatte boligområder, der bliver omfattet af de nye kriterier. Vejleåparken figurerer som udsat boligområde på ministeriets liste og de to forslag til ændringer af dagtilbudsloven.

Administrationen har udarbejdet en foreløbig vurdering af lovforslagets konsekvenser, som er vedlagt sagen sammen med ministeriets liste.

Sagsfremstilling

Lovforslaget om Bedre fordeling i daginstitutioner som foreslås at træde i kraft den 1. januar 2020 indebærer, at der max må nyoptages 30 % børn fra et udsat boligområde i kommunens daginstitutioner i løbet af et kalenderår. Samtidig skal forældre, som har bopæl udenfor et udsat boligområde anvises to pladser i pasningsgarantien, hvis den ene plads er i en institution beliggende i et udsat boligområde. Det betyder, at forældre skal have mulighed for at fravælge en plads, der anvises i en institution i et udsat boligområde.

Som en del af lovforslaget er det foreslået, at børne- og socialministeren fastsætter regler om maksimal procentsats, som kan ændres, hvis andelen af børn i alderen ml. 26 uger og indtil skolestart med bopæl i udsatte boligområder overstiger 20 % af den samlede gruppe af børn i kommunen af samme alder. Det er endvidere foreslået, at børne- og socialministeren fastsætter regler om dispensationsadgang.

I forbindelse med lovforslaget er det foreslået, at der etableres en omstillingspulje på i alt 204 mio. kr., hvorfra der kan ydes lån til anlægsudgifter i forbindelse med kapacitetstilpasninger samt tilskud til at skærpe institutionernes profil. Endvidere er det foreslået, at der afsættes midler til eventuelle nye it- systemer til løsningen af de administrative udfordringer.

Lovforslaget om Obligatorisk læringstilbud i udsatte boligområder, som foreslås at træde i kraft den 1. juli 2019 indebærer, at alle børn med bopæl i et udsat boligområde, som ikke er optaget i dagtilbud når de fylder 1 år, optages i et obligatorisk læringstilbud 25 timer om ugen i en daginstitution, som Byrådet vurderer, kan understøtte barnets sproglige, sociale, personlige og kognitive udvikling samt demokratiske dannelse. Børnene i det obligatoriske læringstilbud skal integreres i børnegruppen i daginstitutionen.

Tilbuddet skal være gratis for forældrene, og Byrådet skal fastsætte retningslinjer for det obligatoriske læringstilbud.

Lovforslaget indebærer endvidere, at Byrådet skal træffe afgørelse om standsning af børneydelsen, hvis forældrene ikke overholder deres forpligtelse til at samarbejde om deres barns deltagelse i det obligatoriske læringstilbud.

Det foreslås endvidere, at forældre selv kan beslutte, at forestå indsatsen under kommunens tilsyn.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

113. Ny dagtilbudslov: Tilretning af styrelsesvedtægten for forældrebestyrelser i dagtilbud

Resume

Som opfølgning på den nye dagtilbudslov, vedtaget af Folketinget den 24. maj 2018, har administrationen udarbejdet et forslag til reviderede styrelsesvedtægter for forældrebestyrelser i kommunens dagtilbud. Administrationen foreslår, at forslaget sendes i høring i forældrebestyrelserne.

Sagsfremstilling

Styrelsesvedtægterne indeholder retningslinjer for valg til forældrebestyrelsen, deres opgaver og kompetencer, mødevirksomhed, dialog med Børne- og Undervisningsudvalget, forretningsorden mv. De nuværende vedtægter er fra 2015. I administrationens forslag til reviderede styrelsesvedtægter er indarbejdet bestemmelserne omkring den lovbundne udvidelse af forældrebestyrelsens minimumskompetence, som bl.a. indebærer følgende:

  • Forældrebestyrelserne skal fremover fastsætte principper for samarbejdet mellem dagtilbud og hjem. Eksempler på principper kan fx. vedrøre dagtilbud/hjem-samtaler, håndtering af børns ferieafholdelse, hente- og bringetidspunkter, gåhjemmøder om inddragelse af forældre i børns læring og/eller en fokuseret forældreinvolvering gennem specifikke tiltag som fx. en frivillig børneplan og familiedeltagelse i dagtilbuddet. Eksemplerne er givet af Børne- og Socialministeriet.
  • Som følge af at der er vedtaget en ny lovgivningsmæssig ramme for den pædagogiske læreplan, skal forældrebestyrelsen også inddrages i de nye opgaver, der knytter sig til den pædagogiske læreplan.
  • Forældrebestyrelserne skal fremover inddrages i daginstitutionens arbejde med at skabe gode overgange fra hjem til dagtilbud, mellem dagtilbud og fra dagtilbud til sfo/skole. 

Administrationen har endvidere indarbejdet bestemmelserne om, at der kan etableres forældrebestyrelser på tværs af kommunale dagtilbud. Dette kan ske, såfremt de enkelte bestyrelser beslutter det. Forslaget til styrelsesvedtægterne beskriver, hvordan en tværgående forældrebestyrelse skal sammensættes samt, hvordan forældrerepræsentanter, forældresuppleanter og medarbejderrepræsentanter vælges.

Herudover er der indarbejdet en revideret indledning til styrelsesvedtægten, ligesom der er indføjet en række layoutmæssige og sproglige ændringer.

Administrationen foreslår endvidere, at der i tillæg til styrelsesvedtægten udarbejdes en uddybende beskrivelse af forældrebestyrelsens opgaver, roller og ansvar.

Forslag til ny styrelsesvedtægt er vedhæftet dagsordenen.

Lovgrundlag

Dagtilbudsloven §§ 14 og 15.

Orientering om ændring af dagtilbudsloven. Børne- og Socialministeriet den 22. juni 2018.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget beslutter, at

  • forslaget til revideret styrelsesvedtægt sendes i høring i forældrebestyrelserne i perioden fra 21. august - 1. oktober 2018.
  • administrationen udarbejder en uddybende beskrivelse af forældrebestyrelsens opgaver, roller og ansvar som tillæg til styrelsesvedtægten.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

114. Ny dagtilbudslov: Tilretning af kriterier for godkendelse af privatinstitutioner

Resume

Som opfølgning på den nye dagtilbudslov, vedtaget af Folketinget den 24. maj 2018, har administrationen udarbejdet et forslag til reviderede godkendelseskriterier for privatinstituioner. 

Sagsfremstilling

Ifølge dagtilbudsloven skal Byrådet fastsætte og offentliggøre godkendelseskriterier for privatinstitutioner. Godkendelseskriterierne skal fastsættes med udgangspunkt i de generelle krav til kommunens egne daginstitutioner. Byrådet må ikke fastsætte kriterier, der er mere restriktive eller mere lempelige end de krav, som stilles til kommunes egne daginstitutioner.

Den nye dagtilbudslov indeholder en regelændring omkring opfyldelsen er kommunens gældende godkendelseskriterier. I den nuværende godkendelseskriterier fremgår det, at den private leverandør følger de til enhver tid gældende kommunalt fastsatte godkendelseskriterier, politikker, krav og regler m.v. Med de nye regler har den private leverandør op til seks måneder til at tilpasse deres drift svarende til kommunens opdaterede godkendelseskriterier. Regelændringen er indarbejdet i det bilagte forslag til reviderede godkendelseskriterier.

Administrationen har endvidere opdateret godkendelseskriterierne, så der henvises til aktuelle retningslinjer, betegnelser mv. Herunder er minimumsandelen af pædagoguddannet personale hævet fra 60 til 66 %. Dette svarer til Ishøj Kommunes eget udgangspunkt, idet der i budgetforliget vedr. budget 2018 er afsat 1 mio. kr. til bedre normeringer, således at andelen af pædagogisk uddannet personale kan hæves til ca. 66 %. Desuden er kriterierne opdateret med relevante sproglige og redaktionelle ændringer.

Det økonomiske tilskud til privatinstitutioner består af et driftstilskud, et bygningstilskud og et administrationstilskud. Som følge af den nye dagtilbudslov får kommunerne mere fleksible rammer til at fastsætte et højere drifts- og bygningstilskud end i dag. Fx har kommunen nu mulighed for at give et højere bygningstilskud, hvis tilskuddet ikke svarer til privatinstitutionernes reelle udgifter til bygningsdrift. Administrationen anbefaler, at drifts- og bygningstilskuddet ikke ændres, dvs. at beregningen af tilskuddet fastholdes med udgangspunkt i de nuværende beregningsprincipper.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget indstiller, at

  • de reviderede godkendelseskriterier godkendes
  • beregningen af drifts- og bygningstilskuddet fastholdes med udgangspunkt i de nuværende beregningsprincipper.

 

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

115. Mødekalender for Børne- og Undervisningsudvalget for 2019, 2020 og 2021

Sagsfremstilling

Mødekalenderen for Børne- og Undervisningsudvalget for 2019, 2020 og 2021 fremlægges til godkendelse.

Møderne ligger som udgangspunkt den tredje mandag i hver måned med undtagelse af juli, hvor der er sommerferie. Der er nogle måneder, hvor møderne foreslås flyttet pga. helligdage eller ferier.

Den 11. februar 2019 er der lagt et forslag til fællesmøde med Social- og Sundhedsudvalget, hvor temaet bliver ungeprofilundersøgelsen.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget godkender mødeplanen for 2019, 2020 og 2021.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

116. Regnskabsrapport for 2. kvartal 2018

Resume

Børne- og Undervisningsudvalget orienteres om økonomien på udvalgets område via en regnskabsrapport hvert kvartal.

Sagsfremstilling

Regnskabsrapport for 2. kvartal 2018 for området under Børne- og Undervisningsudvalget er vedhæftet dagsordenen til orientering.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.    

 

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

117. Orientering om klagesager til det politiske niveau på Børne- og Undervisningsudvalgets område

Sagsfremstilling

På mødet gives en mundtlig orientering om verserende klagesager til det politiske niveau på Børne- og Undervisningsudvalgets område.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

118. Meddelelser fra administrationen

Sagsfremstilling

  • KL's Børn og Ungetopmøde afholdes den 31. januar - 1. februar 2019 i Aalborg. Der er flyafgange torsdag morgen, men det er også en mulighed at tage af sted onsdag eftermiddag og overnatte i Aalborg fra onsdag til torsdag.
  • Status på klassedannelsesplanen for skoleåret 2018/2019 er vedhæftet dagsordenen til orientering.
  • Administrationen modtog den 17. maj 2018 høringsbrev vedr. ”Samarbejdsaftale om Cerebral Parese Opfølgningsprogram (CPOP)” fra KKR. Materialet er gennemgået af administrationen i Center for Børn og Forebyggelse samt hos Fys-/Ergofunktionen på Kirkebækskolen. Administrationens vurdering er, at samarbejdsaftalen fagligt set er fornuftig og meningsfuld i forhold til at sikre børn og unge med cerebral parese (spastisk lammelse) et godt forløb. Ishøj Kommune følger allerede de beskrevne retningslinjer. Høringsbrev og udkast til samarbejdsaftale er vedhæftet dagsordenen til orientering.
  • På Børne- og Undervisningsudvalgsmødet den 18. juni 2018 tilkendegav udvalget politisk opbakning til, at der søges midler fra puljen ”Forebyggelse af bande-kriminalitet - helhedsorienteret familieindsats”, som udbydes af Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI). SIRI har den 28. juni 2018 meddelt tilsagn til andel i puljen, og Ishøj Kommune er tildelt et tilskud på kr. 6.218.874 til projekt ”Familien I Fokus” (FIF). I samarbejde med SIRI bliver der udarbejdet konkrete kriminalitetsforebyggende indsatser, som tager afsæt i hele familiers problematikker. Projektperioden løber frem til 31. december 2020. Tilsagnsbrevet er vedhæftet dagsordenen til orientering.
  • Fælleskommunalt sekretariat for det specialiserede socialområde KKR Hovedstaden har meddelt, at dialogmøde for politikere i Rammeaftale-regi bliver afholdt den 15. november 2018 kl. 15.00 - 18.00 på Ballerup Rådhus. På dialogmødet bliver der fokus på en introduktion til det tværkommunale ansvar for det specialiserede socialområde. Med baggrund i oplæg bliver der en dialog om udgiftsstigningerne på området, om kvalitet og specialisering i tilbuddene og om mulige fælles kommunale løsninger. Deltagerne er udvalgspolitikere med ansvar for det specialiserede socialområde på både børne- og voksenområdet samt for specialundervisningen. Direktører og centerchefer er også velkomne. Der sendes en officiel invitation ud i august med program for dagen.
  • Center for Dagtilbud og Uddannelse har søgt om midler fra socialstyrelsens pulje til fagligt og ledelsesmæssigt kompetenceløft i dagtilbud for dagplejere, ledere og faglige fyrtårne. Ansøgningen om tilskud er imødekommet. Tilskuddet udgør i projektperioden fra august 2018 til august 2022 i alt 948.912 kr. Tilskuddet skal fordeles så 360.000 kr. anvendes til dagplejen, og 588.912 kr. anvendes til faglige fyrtårne og ledelse. Ishøj Kommune har fået tildelt 114.000 kr. mere, end det oprindeligt var muligt at ansøge, hvilket betyder, at midlerne kan dække den fulde udgift til PAU-uddannelsen til en af kommunens dagplejere. Administrationen havde regnet med at finansiere 114.000 kr. af uddannelsen, men ministeriet har altså besluttet, at bevilge midlerne, da der er overskydende midler i puljen.
  • Alle Ishøj kommunes skoler har udvist stor interesse for deltagelse i et projekt kaldet ”Engineering i skolen”. For at komme i betragtning skal Ishøj Kommune skrive en underskrevet interessetilkendegivelse senest den 15. september. Der forventes svar på ansøgningen i januar 2019. Projektet støtter arbejdsmetoder nævnt i Ishøjs kommunale talentstrategi, og tilbyder lærere kompetenceudvikling i Engineering. Kompetenceudviklingen foregår som udgangspunkt i bedste engineeringstil med kursus for lærerne i designprocessen, afprøvning i praksis med elever, præsentation og finjustere efter praksis i lærende fællesskaber. Denne proces gentages fire gange i løbet af et skoleår. Perioden bliver skoleåret 2019/20 og 2020/21. Der bliver stor mulighed for at præge processen og rette til undervejs. Designprocessen bag Engineering kan kort beskrives som en proces, hvor eleverne med udgangspunkt i en udfordring skal lave undersøgelser, få egne ideer til løsning, konkretisere ideerne, konstruere prototyper, afprøve og forbedre dem samt præsentere dem for andre. Processer som, også forskere peger på, bliver nødvendige kompetencer i fremtiden. ”Engineering i Skolen (EiS)”er projektejer på projektet i et partnerskab med Engineer The Future, Naturvidenskabernes hus, Asta og VIA University College.  Projektet er støttet af Villum Fonden, Industriens Fond, Lundbeck Fonden og AP Møller Fonden. Uddannelsen i Københavnsområdet varetages af Københavns Professionshøjskole. Projektet har allerede været i gang i flere kommuner rundt omkring i landet i forrige skoleår. Grundet en meget stor interesse for projektet skriver projektejerne i oktober en ny ansøgning til AP. Møller Fonden, for at få mulighed for at flere kommuner kan være med.
  • Socialministeriet har udbudt en pulje til forsøg med sociale indsatser i dagtilbud i samarbejde med fx sundhedsplejen, sagsbehandlere og/eller forældre. Formålet med puljen er at mindske betydningen af negativ social arv ved at styrke udsatte børns læring og trivsel. Der er afsat 52,1 mio. til ansøgningspuljen, og administrationen har sendt en ansøgning af sted på ca. 7,5 mio. kr. over 4 år Puljen er målrettet dagtilbud, som har en høj andel børn i udsatte positioner (herunder børn med svag socioøkonomisk baggrund, med fysisk/psykisk funktionsnedsættelse og/eller med risiko for at stå uden for fællesskabet).  Kommuner kan ansøge på vegne af dagtilbud, og der skal vises ledelsesmæssig opbakning på dagtilbudslederniveau fra de dagtilbud, som er med i ansøgningen. Center for Dagtilbud og Uddannelse (CDU) og Center for Børn og Forebyggelse (CBF) ansøger i samarbejde med interesserede dagtilbudsledere om midler fra puljen til et udvidet tværgående samarbejde mellem dagtilbud, sundhedsplejerske og forældre. Projektet forankres i CDU. Projektet korresponderer med Ishøj Kommunes Børne- og Ungepolitik, Fælles overordnede mål for dagtilbuddene i Ishøj Kommune, arbejdet med kvalitet i dagtilbud, herunder kvalitetsparametrene for tværprofessionelt samarbejde og forældresamarbejde samt det igangværende arbejde med at udarbejde en strategi for tidlig opsporing og forebyggelse blandt børn i udsatte positioner. Projektet bidrager endvidere til implementering af den nye dagtilbudslov § 3a, stk. 3 om at skabe sammenhænge i børns liv og § 7, stk. 2 om forældresamarbejde. Formålet med projektet er at udvikle og afprøve målrettede sociale indsatser i dagtilbuddene i Ishøj Kommune med henblik på, at:

       - Skabe sammenhænge i børns liv og kvalificere samarbejdet om overgang fra hjem til dagtilbud.

 - Styrke opsporingen af børn i udsatte positioner (eller i risiko herfor) via et udvidet samarbejde om barnets overgang fra hjem til dagtilbud på tværs af sundhedspleje, forældre og dagtilbud.

 - Styrke samarbejdet/koordineringen mellem forældre og dagtilbud i forbindelse med barnets liv i dagtilbuddet via hjemmebaserede indsatser, der er lokalt forankret i dagtilbuddene.

Ansøgningen udarbejdes i et samarbejde med de interesserede dagtilbudsledere og den sundhedsfaglige leder. Ansøgningsfristen er den 14. august 2018.  

  • På Børne- og Undervisningsudvalgsmødet den 16. april 2018 blev det meddelt, at Center for Dagtilbud og Uddannelse har søgt om midler fra puljen til flere pædagoger i institutioner, hvor der er minimum 25 % børn, hvis forældre får mindst 80 % i økonomisk eller socialpædagogisk fripladstilskud. Børnehuset Ørnebo, Børnehuset Troldebo, Femkanten, Piletræet og Firkløveren faldt inden for kriterierne.

Ministeriet har givet afslag på ansøgningen. Ministeriet har modtaget ansøgninger til i alt 543 institutioner. Det var på forhånd fastlagt, at der ydes støtte til 100 institutioner. Dvs., at ministeriet har udvalgt de 100 institutioner, som har den højeste andel af børn, hvis forældre får minimum 80 % friplads. Her ligger ingen af vores institutioner iblandt.

 

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

Kontakt

Ishøj Kommune

Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj

ishojkommune@ishoj.dk

Tlf. 43577575

Senest opdateret 21. august 2018