Hvad kan vi hjælpe med?

Referat for Børne- og Undervisningsudvalgets møde mandag 19. november 2018 kl. 18.30


Mødedeltagere:
Børne- og Undervisningsudvalget:
Jeannette Merklin
Bayram Yüksel
Kasper Bjering Søby Jensen
Ole Wedel-Brandt
Kalbiye Yüksel

Fra administrationen:
Lisbet Lentz
Susanne Poulsen
René Juhl


Sagspunkter der blev behandlet på mødet

148. Sundhedsprofil for børn født i 2016

Sagsfremstilling

Sundhedsfaglig leder Anne-Dorthe Roland Jensen præsenterer kort den nye sundhedsprofil for børn født i 2016. Det er Statens Institut for Folkesundhed og Databasen Børns Sundhed, som står bag rapporten. Sundhedsplejen i Ishøj Kommune har sammen med 33 andre kommuner bidraget til rapporten.

Rapporten tager udgangspunkt i sundhedsplejerskers journaler på mere end en tredjedel af alle spædbørn født i Danmark i 2016. Rapporten beskriver forskellige områder af spædbørns og småbørns sundhed og udvikling.

Den kommunespecifikke rapport for Ishøj Kommune, er ikke tilgængelig på nettet, men kan udsendes via mail, hvis der er interesse for det.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

149. Meddelelser fra formanden for Børne- og Undervisningsudvalget

Sagsfremstilling

  • Årshjul for sager til Børne- og Undervisningsudvalget i 2018 er vedhæftet dagsordenen.
  • Nyt fra skolebestyrelserne.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

150. Sundhedsplejens nye serviceniveau på Ishøjs skoler

Resume

Sundhedsplejen har fået nyt serviceniveau på Ishøjs skoler. Det har været muligt at opnormere området, da Ishøj Kommunes børne- og ungelæge gik på pension den 31. august 2018. I den forbindelse blev det besluttet at nedlægge stillingen og omkonvertere budgettet til sundhedsplejersketimer. Sundhedsplejen varetager således både de opgaver, der tidligere blev varetaget af børne- og ungelægen samt den beskrevne opnormering af serviceniveauet.

Sagsfremstilling

To specifikke tilbud på Ishøjs skoler er blevet opnormeret, og har derfor fået et højere serviceniveau. Det ene er tilbuddet til 3. klasserne, hvor der er blevet indført sundhedssamtaler til alle elever som et supplement til den sundhedspædagogiske indsats. Det andet tilbud er tilbuddet til 5. klasserne, hvor der er blevet indført sundhedssamtaler til alle elever som supplement til den eksisterende undersøgelse af syn, højde og vægt samt de sundhedspædagogiske aktiviteter ud fra temaerne: dreng, pige og pubertet.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

151. Statusrapport for Tip Tab Tynde 2017-2018

Resume

Der er udarbejdet en statusrapport for Tip Tab Tynde, som er Ishøj Kommunes tilbud til overvægtige børn og deres forældre. Rapporten opsummerer resultater fra skoleåret 2017/2018, særlige fokuspunkter i indsatsområderne samt forældrenes oplevelse af at deltage i indsatsen.

Sagsfremstilling

Det fremgår af statusrapporten for Tip Tab Tynde, at 66 % af de børn, som deltog i Tip Tab Tynde i 2017/2018, har opnået en reduktion i deres BMI. Dette er en positiv udvikling i forhold til sidste skoleår, hvor 47 % af de deltagende børn opnåede en reduktion i deres BMI.

Det positive tal kan forklares ud fra flere pointer i rapporten. Først og fremmest har den genetablerede adgang til svømmeundervisningen gjort, at flere er blevet motiveret til at deltage i indsatsen. Det er tydeligt, at svømmeundervisningen er meget populær og tiltrækker mange nye deltagere. Samarbejdet omkring undervisningen fungerer rigtig godt, hvilket også medvirker til, at børnene får deres motion to gange om ugen.

For det andet oplever sundhedsplejerskerne en bedre kontinuitet i deres samtaler med familierne, da kommunikationen omkring disse møder er blevet forbedret. Det er blevet indført, at der sendes en sms som påmindelse 24 timer før, det forventes, at familien kommer til samtale.

Der opleves udfordringer på madlavningskurserne, hvor deltagerne løbende falder fra. Selv de forældre, som er positivt indstillede overfor den hjælp, de har fået igennem indsatsen nævner frafaldet, da det er med til at sænke motivationen på hele det deltagende hold. Derfor bliver der arbejdet på at gøre disse kurser mere attraktive.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

152. Status på Actioncard – Radikalisering og ekstremisme

Resume

Som et led i udviklingsprojektet med Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremisme, Deloitte og en række andre kommuner, har Tryghed og Kriminalitetsforebyggelse færdiggjort Actioncard - Radikalisering og ekstremisme, og fået det godkendt hos relevante samarbejdspartnere.

Sagsfremstilling

Tryghed og Kriminalitetsforebyggelse indgik fra august 2017 i et udviklingsprojekt med Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremisme, Deloitte og en række andre kommuner. Formålet med udviklingsprojektet var at kvalitetssikre Ishøj Kommunes arbejde med forebyggelse af radikalisering. Resultaterne fra projektet er blevet behandlet politisk i Økonomi- og Planudvalget i april 2018 og i Ishøj Byråd i maj 2018.

Som en del af del af projektet blev det besluttet at udarbejde et actioncard til frontpersonalet i Ishøj Kommune. Målet med actioncardet er, at alle fagfolk kender til bekymringstegn på radikalisering og ekstremisme, ved hvor de skal henvende sig med deres bekymring og ved, hvilken tilbagemelding de kan forvente at få.

Actioncard - Radikalisering og ekstremisme foreligger nu i endelig form, og er blevet godkendt hos Center for Dagtilbud og Uddannelse, skolelederne i Ishøj Kommune, SSP-lærerne og på SSP-netværksmøderne. Actioncardet bliver via Tryghed og Kriminalitetsforebyggelse distribueret til relevante frontmedarbejdere efter denne politiske behandling.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning. 

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

153. Budget 2019: Placering af ekstra lukkeuge i sfo1

Resume

I forbindelse med vedtagelsen af budget 2019 er der besluttet en ekstra lukkeuge i sfo1. Det er ikke besluttet i hvilken uge, lukkeugen skal placeres.

Sagsfremstilling

Sfo1 (sfo for 0. - 3. klasse) har pt. lukket to uger i sommerferien. Med besparelsen lukkes sfo1 i tre uger i sommerferien. Sfo1'erne har hidtil haft lukket i uge 29 og 30. Dermed skal det besluttes, om lukkeugen skal placeres i uge 28 eller 31.

Administrationen kan oplyse, at der traditionelt er lavest fremmøde i uge 28 i forhold til uge 31.

Der tilbydes alternativ pasning i alle tre lukkeuger. Det er tidligere besluttet, at den alternative pasning placeres skiftevis på Vejlebroskolen og på Vibeholmskolen. Administrationen påtænker at flytte pasningen til Gildbroskolen i sommerferien 2019, dels fordi der er helt nye sfo/indskolingsledere på Vejlebroskolen og på Vibeholmskolen og dels fordi, der på Gildbroskolen er handicappede børn, der har svært ved at bevæge sig rundt i andre sfo'er, hvor der ikke er lavet handicapvenlige tiltag.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget beslutter, at den ekstra lukkeuge i sfo1 placeres i uge 28.

Beslutning

Tiltrådt.

154. Skoleindskrivning til skoleåret 2019/2020

Resume

Den 2. november 2018 udsendte administrationen breve til forældre til børn, der skal starte i børnehaveklasse i skoleåret 2019/2020. Desværre har administrationen konstateret, at der ved en fejl er oplyst forkerte skoledistrikter til forældre til fem børn.

Sagsfremstilling

I forbindelse med en gennemgang af kommunens IT-system til elevadministration har administrationen konstateret, at der er meddelt forkerte skoledistrikter til forældrene til to skolestartere i Bredekærs Vænge. De berørte skolestartere bor på grænsen af Vibeholmskolens og Gildbroskolens skoledistrikter og har fået oplyst, at de hører til Vibeholmskolens skoledistrikt. De hører retmæssigt til Gildbroskolens skoledistrikt, jf. Byrådets beslutning af den 2. oktober 2018 om skoledistrikter for skoleåret 2019/2020. Der er tale om en administrativ fejl. Administrationen har været i kontakt med det ene forældrepar, som oplyser, at de ønsker at deres barn indskrives på Vibeholmskolen. Administrationen har endnu ikke fået en tilbagemelding om ønsket skoledistrikt fra det andet forældrepar.

Da der er tale om en administrativ fejl, foreslår administrationen, at de to skolestartere får tildelt Vibeholmskolen, hvis forældrene ønsker det. Klassekvotienten for de kommende skolestartere på Vibeholmskolen vil herefter være 23, og på Gildbroskolen, hvor eleverne oprindelig hører til, vil klassekvotienten være 19,5.

Administrationen har ligeledes konstateret, at forældrene til tre børn i industrikvarteret har fået meddelt, at deres skoledistrikt er Vibeholmskolen. Skoledistriktet er retmæssigt Ishøj Skole. Denne fejl skyldes et teknisk problem i kommunens IT-systemer. De fleste kommuner er i 2018 overgået til et nyt skoledistriktssystem, og der har i den forbindelse været en række udfordringer. Administrationen er i dialog med kommunens GIS-team om årsagen til fejlen.

Administrationen har meddelt de pågældende forældre, at deres børn hører til Ishøj Skoles skoledistrikt.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget beslutter, at de to elever, der bor på Bredekærs Vænge tildeles Vibeholmskolen som deres skoledistrikt, såfremt forældrene ønsker det.

Beslutning

Tiltrådt.

155. Orientering om udtræden af skolebestyrelsen på Gildbroskolen, Strandgårdskolen og Kirkebækskolen

Resume

Ifølge Styrelsesvedtægt for Ishøj Kommunes skolevæsen § 4, stk.1 kan en forældrerepræsentant udtræde af skolebestyrelsen, når forældrerepræsentanten skriftligt har meddelt Byrådet sit ønske om udtræden og har modtaget en bekræftelse på udtrædelsen.

Sagsfremstilling

Lars Bjørn har meddelt, at han udtræder af skolebestyrelsen på Gildbroskolen ved udgangen af 2018 grundet flytning. Tanja Anita Braco Mikkelsen har meddelt, at hun udtræder af skolebestyrelsen på Strandgårdskolen hurtigst muligt, da hun ikke har børn på skolen mere. Susanne Rathe ønsker at udtræde af skolebestyrelsen på Kirkebækskolen hurtigst muligt grundet flytning.

På Gildbroskolen udpeges en suppleant, der indtræder som medlem af skolebestyrelsen. Suppleanten udpeges i løbet af november. På Strandgårdskolen indtræder suppleant Jan Svensson i skolebestyrelsen. Der afholdes således ikke suppleringsvalg på de to skoler. Kirkebækskolen planlægger at afholde suppleringsvalg. Datoen er ikke fastlagt endnu.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget indstiller, at Byrådet tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

156. 2. Budgetopfølgning 2018

Resume

Beslutningspunkt

Det fremgår af Økonomiregulativ for Ishøj Kommune, at der skal foretages to budgetopfølgninger om året, som fremlægges til politisk behandling. Den første budgetopfølgning blev godkendt af Byrådet på mødet den 26. juni 2018. Den anden opfølgning fremlægges hermed.

Sagsfremstilling

Der er nu foretaget 2. budgetopfølgning for 2018, som overordnet viser en forventet mindreudgift på 1,5 mio.kr., jf. vedlagte oversigt.

Den forventede mindreudgift fordeler sig med 3 mio. kr. indenfor servicerammen og 9,9 mio.kr. udenfor servicerammen. På finansieringssiden er der forventning om merudgifter på 11,4 mio.kr. afledt af en negativ midtvejsregulering i 2018.

Under Børne- og Undervisningsudvalgets områder er der forventning om en samlet mindreudgift på 1,4 mio. kr., som dækker over såvel mer- som mindreudgifter fordelt på områderne. Det indstilles, at der gives tillægsbevilling hertil.

Der er udarbejdet notat af 8. november 2018 (bilag A), som mere detaljeret beskriver den samlede budgetopfølgning, herunder resultatet under Børne- og Undervisningsudvalgets områder.

Bilag B viser den samlede beløbsmæssige oversigt.

Bilag C udgør Jobcentrets (Vallensbæk Kommune) budgetopfølgning på de områder, der varetages der.

Budgetopfølgningen fremlægges i samme form til alle fagudvalg for at sikre gennemsigtighed og en fælles information om den økonomiske situation.

Lovgrundlag

Den kommunale styrelseslov. Bekendtgørelse om kommunernes budget og regnskabsvæsen.

Økonomi

Som angivet i notatet og oversigten.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget indstiller, at budgetopfølgningen godkendes, og at der gives tillægsbevilling inden for fagudvalgets område i henhold til oversigtsskemaet. 

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

157. Orientering om klagesager til det politiske niveau på Børne- og Undervisningsudvalgets område

Sagsfremstilling

På mødet gives en mundtlig orientering om verserende klagesager til det politiske niveau på Børne- og Undervisningsudvalgets område.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

158. Meddelelser fra administrationen til Børne- og Undervisningsudvalget

Sagsfremstilling

  • Center for Dagtilbud og Uddannelse (CDU) og Gildbroskolen har indgået et samarbejde med DGI om afprøvning af øvelser og videreudvikling af SMART-training (træning af hjernen via fysiske øvelser) til elever i folkeskolen. Formålet er at undersøge om træningen har en positiv effekt på elevernes koncentration, arbejdshukommelse og motorik. Den ene børnehaveklasse på Gildbroskolen deltager i afprøvningen af SMART- trainingøvelserne. Pædagogisk konsulent Helle Kirud (CDU), som er uddannet SMART-instruktør, bevægelsesvejleder Laila Holme (Gildbroskolen) og psykolog Iben Christiansen (CBF) står for undervisning og afprøvning af øvelserne. DGI stiller SMART-træningsredskaber til rådighed, faciliterer netværk for de kommuner/skoler, der er med i afprøvningen og sikrer forskningstilknytning.
  • Ishøj Skoles sfo har modtaget grønt flag fra Friluftsrådet. Det fremgår af vedhæftede brev fra Friluftsrådet, hvorfor Ishøj Skoles sfo tildeles det grønne flag.
  • Vibeholmskolen har ansøgt Teknologifonden om midler til et projekt med titlen ”Kompetenceudvikling af superbrugere til at tage et nyetableret Makerspace i brug”. I forlængelse af kommunens talentstrategi og det kommende Makerspace ansøges om 100.000 kr. til dækning af lærernes tid og til dækning af honorar til eksterne konsulenter. De eksterne konsulenter er fra Københavns Professionshøjskole samt Hippomini, som er forhandler af de indkøbte teknologier. Projektet omhandler kompetenceudvikling af et hold superbruger-undervisere samt et hold superbruger-elever, der kan undervise andre i forskellige teknologier og didaktikker i det nye Makerspace. Kompetenceudviklingen kommer for begge holds vedkommende til at foregå over fem hele dage og forventes afviklet inden udgangen af juni 2019.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

Kontakt

Ishøj Kommune

Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj

ishojkommune@ishoj.dk

Tlf. 43577575

Senest opdateret 23. november 2018