Hvad kan vi hjælpe med?

Referat for Børne- og Undervisningsudvalgets møde mandag 16. november 2015 kl. 18.30


Fraværende: Jeannette Merklin (med afbud).

Mødet blev hævet kl. 20.10


Sagspunkter der blev behandlet på mødet

136. Meddelelser fra formanden for Børne- og Undervisningsudvalget

Sagsfremstilling

Drøftelse af procedure ved behov for flytning af møder.

 

Erindringsliste af 1. november 2015 fremlægges.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget drøfter procedure ved flytning af møder.

Børne- og Undervisningsudvalget tager eringdringslisten til efterretning.

Beslutning

Børne- og Undervisningsudvalget besluttede, at udvalget følger den vedtagne mødeplan, og at møder kun kan flyttes, hvis hele udvalget er enige om det.

Børne- og Undervisningsudvalget tog erindringslisten til efterretning og besluttede at tilføje et nyt punkt vedr.information om fusionen mellem CPH WEST og Københavns Tekniske Skole.

Bilag

137. Meddelelser fra administrationen til Børne- og Undervisningsudvalget

Sagsfremstilling

  • Status på implementering af lektiehjælp og faglig fordybelse for de enkelte skoler i skoleåret 2015/2016 er vedhæftet dagsordenen til orientering.
  • Referat af fælles elevrådsmøde den 19. oktober 2015 er vedhæftet dagsordenen til orientering.
    På mødet var der valg, og følgende elever blev valgt: Fatmagül Karabacak, 8.a på Vibeholmskolen blev valgt som formand for det fælles elevråd, Albina Haxha, 8. årgang på Strandgårdskolen blev valgt som næstformand og Reeham Faek Al-Najar, 9. årgang på Strandgårdskolen blev valgt til posten som kasserer.
  • Notat vedr. Ankestyrelsens ankestatistik for 1. halvår 2015 for Ishøj Kommune er vedhæftet dagsordenen til orientering. De tal, der er markeret i teksten vedrører Familiecenteret. De øvrige tal hører under Social- og Sundhedsudvalget.
  • Der er fundet et nyt navn til det sammenlagte PPR og Familiecenter. Centeret kommer fremover til at hedde Center for Børn og Forebyggelse.
  • Ishøj Kommune har indgået tilslutningsaftale for samarbejdsplatformen med KOMBIT - aftalen er vedhæftet dagsordenen til orientering.
    Samarbejdsplatformen er den del af brugerportalsinitiativet, der handler om at konkurrenceudsætte den samarbejdsplatform, som skolerne bruger (tidligere skoleintra). Som tilvalg til tilslutningsaftalen ser Kombit på at gøre samarbejdsplatformen tilgængelig for dagtilbuddene, hvilket vil være en fordel for forældrene, som kun vil have en indgang.
    Ishøj Kommune har erfaringsudveksling med syv andre kommuner i den Storkøbenhavnske Digitaliseringsgruppe. De øvrige kommuner indgår ligeledes aftale på både skole- og dagtilbudsområdet.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Der blev givet tre ekstra meddelelser på mødet:

  • Center for Børn og Undervisning har modtaget afslag fra Egmont Fonden på ansøgningen til projektet 'Styrk drengenes kompetencer'.
  • Implementeringen af det nye bibliotekssystem er udsat til marts 2016.
  • Alle skolerne har PLOV-planer (Pludselige Livstruende og Voldelige hændelser).

Bilag

138. Forslag til Børne- og Undervisningsudvalgsmøde i 2016

Sagsfremstilling

Af vedhæftede bilag fremgår forslag til Børne- og Undervisningsudvalgsmøder i 2016. Som udgangspunkt er møderne placeret den 3. mandag i hver måned kl. 18.30. I juli er der ikke udvalgsmøde pga. sommerferien.

I marts er udvalgsmødet rykket frem til den 2. mandag pga. Påsken.
I maj er udvalget rykket frem til den 2. mandag pga. Pinsen.
I juni er udvalgsmødet frem til den 2. mandag pga. sommerferien.
I december er udvalgsmødet rykket frem til den 2. mandag pga. julen.

Det er nødvendigt at flytte møderne i disse måneder, fordi udvalgsmødet skal ligge før Økonomi- og Planudvalget, som også er flyttet frem i ovenstående måneder.

Det foreslås at Børne- og Undervisningsudvalgsmødet starter kl. 16.30 i de måneder, hvor udvalgsmødet er rykket frem.

 

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget indstiller, at forslaget til Børne- og Undervisningsudvalgsmøder i 2016 godkendes.

Beslutning

Børne- og Undervisningsudvalget indstiller, at forslaget til Børne- og Undervisningsudvalgsmøder i 2016 godkendes med den ændring, at møderne i marts, maj, juni og december starter kl. 17.00.

Bilag

139. 2. budgetopfølgning 2015

Sagsfremstilling

Der er foretaget 2. budgetopfølgning 2015, som samlet for Ishøj Kommune viser en forventet mindreudgift på 23,9 mio.kr. 

Der er forventede mindreudgifter indenfor serviceudgiftsrammen på 2,0 mio.kr., mens der udenfor serviceudgiftsrammen forventes mindreudgifter på 1,5 mio.kr. På anlægssiden forventes ligeledes mindreudgifter på 4,7 mio.kr., mens der på finansieringssiden er forventning om merindtægt på 15,7 mio.kr. De interne omplaceringer er i balance. 

På Børne- og Undervisningsudvalgets område forventes der samlet 325 t.kr. i merudgifter. Beløbene kan opgøres til 412 t.kr. i merudgifter indenfor serviceudgiftsrammen og 87 t.kr. i mindreudgifter udenfor serviceudgiftsrammen.

Der er udarbejdet notat af 3. november 2015 (bilag A), som mere detaljeret beskriver den samlede budgetopfølgning.

Bilag B viser den samlede oversigt over budgetopfølgningen.

Indstilling

  • budgetopfølgningen tiltrædes
  • der gives bevilling indenfor fagudvalgets område i henhold til oversigtsskemaet.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

140. Etablering af særligt brobygningsforløb for elever i 9. og 10. klasse

Resume

UU:Center Syd har indledt et samarbejde med produktionsskolerne om at etablere et særligt brobygningstilbud til elever i 9. og 10. klasse, som ikke skønnes at have forudsætninger for at påbegynde erhvervsuddannelse eller gymnasial uddannelse i direkte forlængelse af 9. eller 10. klasse, og som derfor ikke vil have gavn af et ordinært brobygningstilbud.

UU:Center Syd beder om kommunernes godkendelse til at arbejde videre med dette særlige brobygningstilbud samt godkendelse af et betalingstilsagn på 840,00 kr. pr elev.

Sagsfremstilling

Den obligatoriske brobygning til ungdomsuddannelse er, med virkning fra 2014, forbeholdt elever i grundskolens 9. og 10. klasse, som er vurderet ikke-uddannelsesparate. De fleste elever tilbydes ordinær brobygning til henholdsvis erhvervsuddannelsernes grundforløb eller til de indledende dele af de gymnasiale og erhvervsgymnasiale uddannelser, jf. bekendtgørelsen om introduktionskurser og brobygning til ungdomsuddannelserne.

Det ordinære brobygningsforløb passer imidlertid ikke til de elever, som af UU-centret og elevens skole ikke skønnes at have forudsætninger for at påbegynde erhvervsuddannelse eller gymnasial uddannelse i direkte forlængelse af 9. eller 10. klasse. Derfor foreslår UU:Center Syd, at der med virkning fra skoleåret 2015/2016 etableres et samarbejde om brobygning mellem Produktionshøjskolen i Brøndby, Hvidovre Produktionsskole, Produktionsskolen Møllen i Ishøj og Ungdommens Uddannelsesvejledning UU:Center Syd i Brøndby Kommune, Hvidovre Kommune og Ishøj Kommune.

Det fælles tilbud til de ikke-uddannelsesparate elever indeholder:

  • En besøgsdag (klassevis eller i mindre grupper) sammen med UU-vejleder og lærer.
  • Mulighed for to dages brobygningsforløb til et produktionsskoletilbud med relevant fagligt indhold, som den unge vælger ud fra egne ønsker om fremtidig uddannelse/beskæftigelse.
  • Opfølgning på brobygningsforløbet med inddragelse af skole, UU og forældre med henblik på den videre vejledning frem mod at blive uddannelsesparat.
  • Mulighed for tilbud om yderligere brobygningsforløb til samme eller andet produktionsskoletilbud med henblik på afklaring af den unges uddannelsesønsker og med henblik på at lette overgangen fra grundskole til eventuelt produktionsskoleophold.

UU:Center Syd skønner, at der i Ishøj Kommune vil være ca. 50 elever til et særligt brobygningsforløb.

Økonomi

Et forløb på to dages brobygning efter ovenstående model vil koste kr. 840,00 pr. elev.

Almindeligvis er brobygning til de gymnasiale uddannelser og til erhvervsuddannelser taxameterfinansieret via gymnasiernes og erhvervsskolernes taxametre. Det er desværre ikke tilfældet med produktionsskolerne, hvorfor kommunerne skal afholde udgiften.

Ved 50 elever vil kommunens samlede årlige udgift være 42.000 kr. Udgiften søges i 2016 dækket indenfor Center for Børn og Undervisnings nuværende ramme.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget godkender,

  • at UU:Center Syd i samarbejde med Produktionsskolerne arbejder videre med udvikling af et særligt brobygningsforløb
  • at der gives betalingstilsagn på 840,00 kr. pr. elev.

Beslutning

Tiltrådt.

141. Young Skills: Slutevaluering og inspirationskatalog

Resume

Albertslund, Gladsaxe, Herlev, Ishøj og Vallensbæk kommuner har i samarbejde med erhvervsskolerne Københavns Tekniske Skole (KTS), Technical Education Copenhagen (TEC), Uddannelsescenter København Vest (CPH West), København Nord (Knord) og de tre UU centre UU-Center Syd, UU-Vestegnen og UU-Nord samt Region Hovedstaden gennemført et treårigt projekt med titlen 'Young Skills – Klædt på til erhvervsuddannelse'.

Sagsfremstilling

Projektet er nu afsluttet, og der er udarbejdet en evalueringsrapport, et inspirationskatalog og et kort notat, der beskriver de vigtigste pointer og resultater.

Afslutningen af projektet markeres med en konference, hvor effekten af det gennemførte projekt formidles. Målgruppen for denne konference er uddannelsespolitiske ordfører, kommunalpolitikere og ledere fra kommuner, erhvervsskoler og UU-centre. 

Nogle af de mest markante effekter af projektet er:

  1. Der er etableret et korps af unge rollemodeller fra erhvervsskolerne, som kan rekvireres af folkeskolerne og fortælle om erhvervsuddannelserne på tematimer og forældremøder.
  2. Alle elever i de deltagende kommuners 8. klasser deltager nu i de regionale Skills.
  3. Erhvervsskolerne tilbyder folkeskolerne, at der kan afholdes forældremøder på erhvervsskolerne, så forældre får et indblik i/kendskab til erhvervsuddannelserne.
  4. Der er via diverse fælles arrangementer for udskolingslærere, erhvervsskolelærere og UU-vejledere skabt viden om hinandens fagområder og etableret netværk, der har resulteret i en ændret vejledning.

 

Effekter af projektet:
På landsplan faldt procenten af elever, der søgte en erhvervsuddannelse fra 19,6 % til 17,5 %.

I de fem Young Skills kommuner steg ansøgningsfrekvensen fra 14,1 % til 17,5 %.

I Ishøj var stigningen 9,9 % point.
I Vallensbæk var stigningen 5,5 % point.
I Herlev var stigningen 5,5 % point.
I Gladsaxe var stigningen 3,9 % point.
I Albertslund var stigningen 2,3 % point.
Hvilket giver en samlet stigning på 3,4 % point.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget beslutter

  • at tage orienteringen til efterretning
  • at sende sagen til efterretning i Byrådet. 

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagen sendes til efterretning i Byrådet.

Bilag

142. Koncept for løbende evaluering af projekt 'Livsglade børn som bruger deres krop'

Resume

Social- og Sundhedsudvalget og Børne- og Undervisningsudvalget besluttede på fællesmødet den 25. juni 2014 at igangsætte et projekt, hvis formål er at nedbringe antallet af overvægtige 6-7årige børn. Udvalgene ønsker løbende opfølgning og orientering om projektet. Den første status blev givet på udvalgsmøderne i april 2015, anden status blev givet på udvalgsmøderne i september 2015. På disse møder blev det besluttet, at administrationen udarbejder et koncept for løbende evaluering af projektet, hvor det i højere grad er mulig at følge målopfyldelsen.

Sagsfremstilling

Konceptet for løbende evaluering af projektet er opbygget, så der evalueres op mod projektets delmål, og så der er mulighed for at følge effekten år for år.

Dokumentationsmaterialet består både af data, som allerede indsamles systematisk og af nye data som fx vægt, højde og BMI hos kommunens 4 og 5årige børn.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget beslutter, at

  • den løbende evaluering gennemføres som beskrevet i vedhæftede bilag
  • udvalget orienteres om status på projektet igen i marts 2016.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

143. Ernæringsprincipper 2015 for børn og unge 0 - 16 år

Resume

Børne- og Undervisningsudvalget samt Kultur- og Fritidsudvalget besluttede på møderne den 21. september 2015, at sende forslaget til reviderede ernæringsprincipper for børn og unge 0 - 16 år i høring i skole- og dagtilbudsbestyrelse og Ungdomsskolensbestyrelse i perioden fra 22. september - 5. november 2015.

Sagsfremstilling

Forslaget til 'Ernæringsprincipper 2015 for børn og unge 0 - 16 år' bygger på en revision af ernæringsprincipperne fra 2008.  Baggrunden er, at der er kommet ny viden og nye officielle anbefalinger på kostområdet fra Fødevarestyrelsen, og at Byrådet i 2014 traf beslutning om, at alle børn i kommunens dagtilbud får et sundt frokostmåltid.

I forbindelse med indførelse af frokostordningen har Byrådet besluttet, at Medborgerpolitikkens principper om 'at mangfoldighed er Ishøjs styrke' skal respekteres, også i kostvalget i dagtilbuddene. Det betyder blandt andet, at der skal serveres en varieret kost i kommunens dagtilbud, der tilgodeser alle forældrenes ønsker, således at der ikke af religiøse grunde på forhånd vælges nogle kosttyper fra. Det er fortsat forældrene i de enkelte dagtilbud, der beslutter det konkrete kostvalg. Det er endvidere besluttet, at den nedre grænse for den økologiske andel af kosten skal være 50 %. 

Det fremgår af ernæringsprincipperne at formålet er, at give børn og unge gode sundhedsfremmende livsvaner, der forebygger kostrelaterede sygdomme senere i livet.

En bred tværfaglig og tværsektoriel arbejdsgruppe har udarbejdet forslaget til nye ernæringsprincipper. Det vil sige repræsentanter fra dagtilbud, skoler, sundhedsplejen, Center for Børn og Undervisning og Familiecenteret. Tovholdere for arbejdsgruppen er børne- og ungelæge Tove Billeskov og pædagogisk konsulent Tommy Johansen.

De indkomne høringssvar er vedhæftet dagsordenen sammen med et kort notat vedr. høringssvarene. De indkomne høringssvar give ikke anledning til, at administrationen foreslår ændringer i ernæringsprincipperne.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget drøfter de indkomne høringssvar.

Børne- og Undervisningsudvalget indstiller, at de reviderede ernæringsprincipper for børn og unge 0 - 16 år godkendes.

Beslutning

Børne- og Undervisningsudvalget indstiller, at de reviderede ernæringsprincipper godkendes, dog med følgende ændring i teksten i Princip 8.
'For at reducere sukkerforbruget tilbydes der sædvanligvis ikke slik, saft, sodavand og søde morgen- og mellemmåltider i dagtilbud, sfo'er, skoler og Ungdomsskolen' - sædvanligvis erstattes af 'i dagligdagen'.

Bilag

144. Vejlebroskolen sfo 2-3, renovering (lukket punkt)

Intet indhold til denne sag.

145. Orientering om ekstra udgifter til praktisk medhjælp til et barn med cerebral parese (lukket punkt)

Intet indhold til denne sag.

146. Orientering om klagesager til det politiske niveau på Børne- og Undervisningsudvalgets område

Sagsfremstilling

På mødet gives en mundtlig orientering om verserende klagesager på Børne- og Undervisningsudvalgets område.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Kontakt

Ishøj Kommune

Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj

ishojkommune@ishoj.dk

Tlf. 43577575

Senest opdateret 17. november 2015