Hvad kan vi hjælpe med?

Dagsorden for Børne- og Undervisningsudvalgets møde mandag 16. marts 2015 kl. 16.30

Sagspunkter der skal behandles på mødet

27. Målrettet indsats for sprog, læsning og skrivning i Ishøj Kommune

Sagsfremstilling

I lyset af kvalitetsrapporten giver læse- og skrivekonsulent i Center for Børn og Under-visning Marianne Gjelstrup, en præsentation af den målrettede indsats der gøres i Ishøj Kommunes dagtilbud og skoler omkring sprog, læsning og skrivning.

I oplægget bliver der fokus på, hvad indsatserne baseres på (resultatmålinger, evidens og forskning) og hvilke generelle indsatser, der er sat i værk i dagtilbud og på skoler.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

28. Retningslinjer for anvendelse af ny national ordblindetest

Sagsfremstilling

Undervisningsministeriet har i samarbejde med Socialstyrelsen, Center for Læseforskning på Københavns Universitet og Skoleforskningsprogrammet IUP ved Århus Universitet udviklet en national ordblindetest, som går på tværs af uddannelser. Ordblindetesten bruges fra 3. klasse.

 

I Ishøj Kommune er der forskellige indsatser målrettet elever, der er ordblinde eller har massive læse-skrivevanskeligheder - de foregår på de enkelte skoler eller er centralt placeret. Den nye ordblindetest giver anledning til at revurdere de tiltag, der tilbydes denne gruppe af elever.

 

Den nye ordblindetest bruges allerede ude på skolerne, og indsatserne for ordblinde elever og elever med massive læse-skrive vanskeligheder fortsætter, indtil indsatserne er revurderet.

 

Center for Børn og Undervisning og Center for Pædagogisk Psykologisk Rådgivning vil, I samarbejde med skolernes læsevejledere, i løbet af 2015 og i foråret 2016 evaluere Ishøj Kommunes retningslinjer samt vurdere indsatserne for ordblinde elever og elever med massive læse-skrive vanskeligheder. Administrationen foreslår, at de nye retningslinjer forelægges Børne- og Undervisningsudvalget, så de kan træde i kraft i august 2016.

 

Forslag til retningslinjer for anvendelse af ny national ordblindetest på tværs af uddannelser er vedhæftet dagsordenen.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget beslutter, at

  • retningslinjerne for anvendelse af ny national ordblindetest vedtages
  • praksis for indsatser for børn med ordblindhed og massive læse-skrivevanskeligheder revurderes og beskrives og forelægges Børne- og Undervisningsudvalget, så de kan træde i kraft i august 2016.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

29. Meddelelser fra formanden for Børne- og Undervisningsudvalget

Sagsfremstilling

Erindringsliste af 1. marts 2015 fremlægges.

Den 26. februar 2015 blev der afholdt ungebyrådsdag for elever fra skolernes elevråd og Ishøj Ungeråd. Dagen blev afsluttet med et ungebyrådsmøde, hvor de unge selv fremlagde deres sager i byrådssalen.


Der er efterfølgende skrevet breve til elevrådsrepræsentanter, Ishøj Ungeråd, lærere og skoleledelser om de beslutninger, der blev truffet på ungebyrådsmødet. I brevene er det også beskrevet, hvordan der følges op, så beslutningerne får liv. Brevene er vedhæftet dagsordenen til orientering sammen med en artikel fra Sydkysten.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Formanden for Børne- og Undervisningsudvalget har modtaget en henvendelse fra skolebestyrelsen på Ishøj Skole, som ønsker at komme på udvalgsmødet den 15. juni 2015 for at præsentere Ishøj Skoles strategiske fyrtårn frem mod 2018. Børne- og Undervisningsudvalget glæder sig til at høre om Ishøj Skoles strategiske fyrtårn, næste gang udvalget besøger skolen.

Bilag

30. Meddelelser fra administrationen

Sagsfremstilling

  • Ishøj Kommune har sendt en ansøgning til Undervisningsministeriet vedr. sommerkurser for ansøgere til erhvervsuddannelsernes grundforløb. Undervisningsministeriet har meddelt, at Ishøj Kommune ikke er kommet i betragtning i forsøget vedr. oprettelse af sommerkurser. Ansøgningen til Undervisningsministeriet samt afslaget fra ministeriet er vedhæftet dagsordenen til orientering.
  • Status på klassedannelsesplanen pr. 2. marts 2015 for skoleåret 2015/2016 er vedhæftet dagordenen til orientering.
  • Ishøj Skole, Vibeholmskolen, Gildbroskolen og Vejlebroskolen får besøg af lærere fra Charlottenlundsskolen i Trondheim den 12. marts 2015. Program for dagen er vedhæftet dagsordenen til orientering.
  • Professionshøjskolen UCC har etableret et nyt netværk for hovedstadskommunernes dagtilbud med navnet Reforma 14. Gennem netværket sætter de deltagende kommuner fokus på udforskning af dagtilbudsområdets udfordringer og potentiale. Ishøj Kommune er tilmeldt netværket i 2015 under forudsætning af, at tilslutningen er så stor, at det giver mening, at deltage i netværket. Et notat, der beskriver, hvilke aktiviteter medlemskabet giver adgang til, er vedhæftet dagsordenen.
  • Et notat, der kort beskriver status vedr. jordforurening og støj ved Ishøj Kommunes institutioner, er vedhæftet dagsordenen til orientering.
  • Som led i den økonomiske styring, og for at opnå en mere hensigtsmæssig udnyttelse og disponering af midlerne på driftsbudgettet, er der mulighed for at spare op til konkrete anskaffelser og aktiviteter i det efterfølgende regnskabsår. Tilsvarende kan eventuelle merforbrug reducere næste års budget. Sag om videreførelser forlægges Økonomi- og Planudvalget på mødet den 23. marts 2015 og Byrådet den 7. april 2015.
    En oversigt, der viser driftsoverførsler fra 2014 til 2015, er vedhæftet dagsordnen. Der kan forekomme mindre ændringer frem mod behandlingen i Økonomi- og Planudvalget.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Brev fra Undervisningsministeriet vedr. konfirmationsforberedelse blev uddelt på mødet og er vedhæftet referatet.

På mødet blev der orienteret om 'Øresunds Solist 2015'.

Bilag

31. Orientering om administrativ budgetopfølgning pr. 31. januar 2015

Sagsfremstilling

Der er foretaget en administrativ budgetopfølgning pr. 31. januar 2015. Der er tale om en tidlig opfølgning med henblik på at vurdere, om forudsætningerne i budgettet passer med de faktiske forhold.

Samlet set tegner der sig et forventet merforbrug på 8,8 mio.kr., heraf 7,0 mio.kr. indenfor serviceudgiftsrammen. Den væsentligste årsag er, at der på børneområdet under Familiecentret skønnes merudgifter på op til 7,5 mio.kr.

I vedhæftede bilagsmateriale, der udsendes til udvalgene med henblik på at orientere om resultatet af opfølgningen, er der redegjort for den administrative budgetopfølgning.

I notatet af 4. marts 2015 er der særskilt redegjort for udfordringerne på Familiecentrets område samt angivet forslag til mulig finansiering.

Det bemærkes, at der på nuværende tidspunkt kun fremsættes sag om ansøgning om tillægsbevilling til de forventede merudgifter på Familiecentrets område.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen om den administrative budgetopfølgning pr. 31. januar 2015 til efterretning. 

Beslutning

 Taget til efterretning.

Bilag

32. Status på udmøntning af folkeskolereformen

Resume

På Børne- og Undervisningsudvalgsmødet i januar 2014 blev det besluttet, at der på hvert Børne- og Undervisningsudvalgsmøde gives en status på implementering af folkeskolereformen på udvalgte områder.

Sagsfremstilling

I efteråret 2014 blev det konstateret en stigning i sygefraværet blandt lærerne. Efterfølgende udarbejdede Center for Børn og Undervisning et notat, der beskriver udviklingen i sygefraværet, og det blev herefter besluttet at gå i dialog med skolerne om sygefraværet set i lyset af de nye arbejdstidsregler.

I januar og februar 2015 har administrationen besøgt samtlige skoler og drøftet sygefravær og regler for tilstedeværelse. På møderne deltog skolens ledelse og medlemmer fra de lokale MED-udvalg.

I vedhæftede notat er samtalernes hovedpointer samlet under overskrifterne: 'Status på skolernes sygefravær', Udmøntning af lokale regler om tilstedeværelse' og 'Skolernes løsningsforslag'.

Der er udarbejdet en opdateret sygefraværsrapport for lærerne, hvoraf sygefraværet for februar 2015 fremgår.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

 Taget til efterretning.

Bilag

33. Retningslinjer for børns overgang fra dagtilbud til skole

Resume

Forslaget til nye retningslinjer for børns overgang fra dagtilbud til skole blev behandlet i Børne- og Undervisningsudvalget den 19. januar 2015, hvor udvalget besluttede at sende retningslinjerne til høring i skole- og dagtilbudsbestyrelser i perioden fra 20. januar til 27. februar 2015. Der er indkommet 14 høringssvar, som er vedhæftet dagsordenen.
Retningslinjerne har også været til information og drøftelse i de lokale MED-udvalg og fælles MED-udvalget under Center for Børn og Undervisning.
De indkomne høringssvar og udtalelser har ikke givet anledning til rettelser i retningslinjerne.

Sagsfremstilling

Retningslinjer for børns overgang fra dagtilbud til skole i Ishøj Kommune beskriver de aktiviteter, som alle dagtilbud og skoler i Ishøj Kommune skal arbejde med i forbindelse med overgangen. Skoler og dagtilbud i et distrikt er velkommen til at supplere med flere tiltag ud over den standard, som retningslinjerne sætter.

Forslaget til nye retningslinjer for børns overgang fra dagtilbud til skole i Ishøj Kommune er vedhæftet dagsordenen sammen med de indkomne høringssvar fra bestyrelserne.

Lovgrundlag

Retningslinjerne bygger på:

  • Dagtilbudslovens § 7, stk. 5 som siger, ”at dagtilbud i samarbejde med skolen skal skabe en sammenhængende overgang til skole og fritidstilbud”.
  • Bekendtgørelse nr. 699 af 25. juni 2014 som siger, ”at sfo’ens mål- og indholdsbeskrivelse skal angive, hvordan sammenhængen sikres ved overgangen fra dagtilbud til skolefritidsordning”.
  • Bekendtgørelse nr. 885 af 1. juli 2014 § 1, stk. 2 om undervisningen i børnehaveklassen, som siger, ”at undervisningen i børnehaveklassen skal skabe sammenhæng både mellem børnenes overgang fra hjem og dagtilbud til skole”.
  • Ishøj Kommunes Børne- og Ungepolitik.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget drøfter de indkomne høringssvar.

Børne- og Undervisningsudvalget godkender 'Retningslinjer for børns overgang fra dagtilbud til skole'.

Beslutning

 Tiltrådt.

Bilag

34. Udvikling og kvalificering af skoleforberedende aktiviteter

Resume

Oplægget til udvikling og kvalificering af skoleforberedende aktiviteter, skal ses i lyset af budgetforliget for 2015, hvor det er aftalt, at der afsættes en pulje på kr. 200.000 til udvikling af daginstitutioner til forberedelse af skoleparathed. I budget 2015 er et af målene udvikling og kvalificering af skoleforberedende aktiviteter i børnehaven.

Det er aftalt, at det drøftes i Børne- og Undervisningsudvalget, hvordan midlerne anvendes.

Sagsfremstilling

Den skoleforberedende indsats starter i børnehaven og forsætter i sfo’en i perioden fra 1. april og frem til skolestart, og er en del af arbejdet med overgangen fra børnehave til skole. Center for Børn og Undervisning har udarbejdet et oplæg til udvikling og kvalificering af skoleforberedende aktiviteter samt en progressions- og tidsplan. Oplægget og tidsplanen er vedhæftet dagsordnen.
Oplægget tager udgangspunkt i:

• Dagtilbudsloven
• Bekendtgørelse om mål- og indholdsbeskrivelser for sfo
• Læringsmålstyret undervisning i folkeskolen
• Erfaringer fra pædagoger, børnehaveklasseledere og forældre i kommunen.

Økonomi

Administrationen foreslår, at der afsættes 110.000 kr. af puljen til udvikling og kvalificering af skoleforberedende aktiviteter til de foreslåede tiltag. Midlerne fordeles i dagtilbud og sfo.
Det foreslås endvidere, at 90.000 kr. af puljen afsættes til at dække udgifterne til den tredje og ekstra profilinstitution, som udvalget besluttede at oprette på Børne- og Undervisningsudvalgsmødet den 18. august 2014.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager oplæget til skoleforberedende aktiviteter i børnehave og sfo til efterretning.

Børne- og Undervisningsudvalget beslutter,
at der afsættes 110.000 kr. fra puljen til udvikling oog kvalificering af skoleforberedende aktiviteter

at der afsættes 90.000 kr. fra puljen til at dække udgifter til den tredje profilinstitution.

Beslutning

 Tiltrådt.

Bilag

35. Overgang fra folkeskole til ungdomsuddannelse for elever med særlige behov

Sagsfremstilling

Børne- og Undervisningsudvalget har ønsket at få en beskrivelse af overgangen fra folkeskole til ungdomsuddannelse for elever med særlige behov.

PPR Center har udarbejdet vedhæftede notat, der beskriver overgangen mellem folkeskole og ungdomsuddannelse for elever med særlige behov herunder rollefordelingen mellem UU Center Syd, PPR Center og Familiecenteret.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

 Taget til efterretning.

Bilag

36. Kampagne Kompagniets skraldekampagne 2015

Sagsfremstilling

Center for Børn og Undervisning modtog den 10. februar en forespørgsel fra Park og Vej Center om skolernes eventuelle deltagelse i Kampagne Kompagniets skraldekampagne 2015, kaldet Skraldiaden.

Idéen med kampagnen er, at eleverne skal oparbejde en viden om affald og affaldssortering gennem historiefortælling og ved at arbejde med affald. Park og Vej Center oplyser, at forløbet er sat til at foregå over ca. fire uger, og at hele forløbet slutter af med en musical. Kampagnen kommer til at foregå i tidsrummet slut august til begyndelsen af oktober 2015 alt efter, hvornår man ønsker den afsluttende musical placeret. Park og Vej Center vurderer, at kampagnen passer godt ind i kommunens egen kampagne Ren By Rar By. Kampagnen retter sig mod de 5 til 8-årige.

En uddybende beskrivelse af kampagnen er vedhæftet dagsordenen.

Center for Børn og Undervisning har sendt en forespørgsel til skolerne om hvorvidt de ønsker at deltage i Skraldiaden:

• Ishøj Skole ønsker at deltage med en klasse.
• Gildbroskolen ønsker at deltage med to, eventuelt fire klasser.
• Vejlebroskolen ønsker at deltage med tre klasser.
• Vibeholmskolen ønsker at deltage med to klasser.

Økonomi

Deltagelse i kampagnen koster 225.000 kr. Park og Vejcenter oplyser, at det er Klima og Miljøudvalget, som skal bevilge midlerne, der finansieres over renovationsordningen.
Der er ingen yderligere omkostninger for de deltagende skoler.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget indstiller, at Ishøj Kommunes skoler deltager med de ønskede klasser.

Beslutning

Tiltrådt. 

Udvalget giver udtryk for, at det er ærgerligt, at det ikke er alle skoler deltager i dette miljøfremmende tiltag.

Bilag

37. Leg og læring i dagtilbud

Sagsfremstilling

Ole Wedel-Brandt fra Enhedslisten ønsker, at to artikler fra Information bliver drøftet i Børne- og Undervisningsudvalget.

Artiklerne har titlerne 'Legen må ikke blive et middel' og 'Tidlig fokus på læring skader børns skolegang'. Artiklerne er vedhæftet dagsordenen og kan ses på følgende link: http://www.information.dk/522372
; http://www.information.dk/522380

 

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget drøfter artiklerne fra Information.

Beslutning

 Udsat til næste møde.

To eksempler på pædagogiske lærerplaner blev uddelt på mødet.

Bilag

38. Ansøgning om godkendelse af privatinstitutionen Børnegalaxen

Sagsfremstilling

Ishøj Kommune modtog den 11. december 2014 vedhæftede ansøgning om godkendelse som privat daginstitution fra Børnegalaxen Ishøj, med adresse på Vejlebrovej 68, st.  

Daginstitutioner kan med Byrådets godkendelse drives af private leverandører som privatinstitution, jf. Dagtilbudsloven § 19 stk. 5.
 
En privatinstitution, som opfylder lovgivningens og Byrådets betingelser for godkendelse, har krav på godkendelse. Ishøj Kommunes kriterier for godkendelse af privatinstitutioner for børn i alderen 0 år og op til skolestart er vedhæftet dagsordenen. Godkendelseskriterierne svarer til gældende lovgivning og de krav, som kommunen i forvejen stiller til kommunale daginstitutioner.
 
Administrationen har gennemgået ansøgningen i henhold til Dagtilbudslovens § 19 stk. 5 og med udgangspunkt i Ishøj Kommunes godkendelseskriterier. Ansøgning med tilhørende bilag er vedhæftet dagsordenen.
Med begrundelse i godkendelseskriterierne vurderer administrationen ikke, at Børnegalaxen kan godkendes som privatinstitution på det foreliggende grundlag. Udkast til begrundelse for afslag er vedhæftet dagsordenen.

 

Som det fremgår af godkendelseskriterierne kan afgørelserne ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
 
Det kan oplyses, at tidligere ansøgning fra Børnegalaxen Ishøj er behandlet af Børne- og Undervisningsudvalget den 18. august og af Byrådet den 2. september 2014. Ansøgningen blev ikke imødekommet.

 

Når afgørelsen er truffet, sender administrationen et begrundet svar på ansøgningen til Børnegalaxen Ishøj.

Økonomi

Ishøj Kommune skal yde et drifts-, administrations- og bygningstilbud pr. barn, der er optaget i en godkendt privatinstitutionen, og som har bopæl i Ishøj Kommune. I 2015 udgør tilskuddet 9.404 kr. pr. måned til vuggestuebørn og 5.880 kr. pr. måned til børnehavebørn alt inklusive.
 
Børnegalaxen har i forbindelse med ansøgningen om godkendelse indbetalt et depositum på 30.000 kr., som tilbagebetales uforrentet, når kommunen har truffet afgørelse om, hvorvidt ansøgningen imødekommes.

En godkendt privatinstitution skal stille en driftsgaranti for et beløb svarende til tre måneders drift af en gennemsnitlig institution i kommunen af samme størrelse som privatinstitutionen. I dette tilfælde vil driftsgarantien udgøre 561.438 kr.

 

Privatinstitutioner fastsætter selv forældrebetalingen.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget vedtager, at

  • Børnegalaxen Ishøj ikke kan godkendes som privatinstitution på det foreliggende grundlag i henhold til Ishøj Kommunes kriterier for godkendelse af privatinstitutioner for børn i alderen 0 år og op til skolestart
  • sagen sendes til efterretning i Byrådet.

 

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

39. Sundhedsstyrelsens forebyggelsespakker 2015

Resume

Sundhedsstyrelsens forebyggelsespakker består af anbefalinger om, hvordan kommunerne kan sikre en sundhedsfremmende og forebyggende indsats af høj kvalitet.
I sagen fremlægges de anbefalinger fra forebyggelsespakkerne, som vedrører Børne- og Undervisningsudvalget.

Sagsfremstilling

Sundhedsstyrelsen har siden juni 2012 udgivet 12 forebyggelsespakker. Forebyggelsespakkerne omhandler følgende temaer: Alkohol, fysisk aktivitet, hygiejne, indeklima i skoler, mad og måltider, mental sundhed, overvægt, seksuel sundhed, solbeskyttelse, overvægt, stoffer og tobak.

 

Sundhedsstyrelsen og KL følger løbende op på kommunernes arbejde med implementering af forebyggelsespakkerne. Der gennemføres undersøgelser i 2013, 2014 og 2015, der skal vise, om kommunerne over tid implementerer flere af anbefalingerne fra forebyggelsespakkerne.

Byrådet besluttede i 2013, at fagudvalgene gennemgår de anbefalinger i forebyggelsespakkerne, der hører under det enkelte udvalg. Hvert udvalg prioriterer de forskellige anbefalinger, så der fokuseres på de anbefalinger, der er relevante for Ishøj Kommune.

Den 3. september 2013 besluttede Byrådet, at følge Børne- og Undervisningsudvalgets indstilling om, at administrationen arbejder videre med:

  • Anbefalingen vedr. strategi for idrætsundervisning - arbejdet er integreret i arbejdet med folkeskolereformen - motion og bevægelse.
  • Anbefalingen vedr. stillesiddende tid i sfo'er og klubber - arbejdet er integreret i de enkelte sfo’er.
  • Anbefalingen vedr. skolefrugt/grøntordning - alle skoler tilbyder nu skolefrugt/grøntordning.

En oversigt over forebyggelsespakker af relevans for Børne- og Undervisningsudvalget er vedhæftet dagsordenen. Oversigten er gennemgået med medarbejdere fra Tryghed og Kriminalitetsforebyggelse, Center for Børn og Undervisning og PPR Center. Graden af imødekommelse af anbefalinger er angivet via farver: Grøn = anbefaling imødekommes. Gul = dele af anbefaling imødekommes evt. fremtidigt. Rød = anbefaling imødekommes ikke.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager vedhæftede orientering vedr. Sundhedsstyrelsens forebyggelsespakker på Børne- og Undervisningsudvalgets område til efterretning.

Beslutning

 Taget til efterretning.

Bilag

40. Pladssituationen på dagtilbudsområdet

Sagsfremstilling

Orientering om ventelistesituationen på dagtilbudsområdet.

Venteliste pr. 1. marts 2015 er vedhæftet dagsordenen til orientering.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

 Taget til efterretning.

Bilag

41. Orientering om klagesager til det politiske niveau på Børne- og Undervisningsudvalgets område

Sagsfremstilling

Der er ingen verserende klagesager til det politiske niveau på Børne- og Undervisningsudvalgets område.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

 Taget til efterretning.

Kontakt

Ishøj Kommune

Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj

ishojkommune@ishoj.dk

Tlf. 43577575

Senest opdateret 13. maj 2015