Hvad kan vi hjælpe med?

Christof bekæmper sin diabetes med en golfkølle

Golf kan gøre en forskel for folk med diabetes. Christof Bernhardt Jensen fra Ishøj er en af dem

På træningsbanen i Ishøjs golfklub ’Ishøj Golf’ ligger en golfkølle i græsset.

Det gør den for at vise retningen for det slag, der lige om lidt er på vej.

10 nybegyndere står linet op på en lang række for at øve det, der hedder et pitch-slag. En type golfslag, hvor bolden flyver i en pæn bue og lander på green, som er det tætklippede område omkring hullet på en golfbane.

Nu kommer slaget.

Den hvide bold løfter sig, men følger ikke helt retningen for den vejvisende golfkølle i græsset. Den rammer lidt til siden og ender med at trille ned ad en lille bakke for til sidst at ligge stille.

Næste slag bliver mere lige. Det er 73-årige Christof Bernhardt Jensen, der fører golfkøllen. Han står yderst i rækken af golf-nybegyndere – i golfsporten kalder man dem ’kaniner’.

Christof har taget sin et år yngre kone, Kia Jensen, med. Hun er blevet placeret i modsatte ende af rækken, fordi hun er venstrehåndet og derfor står med ansigtet vendt i retningen mod sin mand.

Sammen med otte andre er Christof og Kia til gratis træning i et nyt forløb for folk med diabetes og deres pårørende. Her kan de prøve kræfter med golfsporten og møde andre i samme situation. 

”Alletiders initiativ”

Der er lige nu tilmeldt 12 personer til holdet. Syv af deltagerne har diabetes og fem er pårørende.

10 af de tilmeldte er mødt op til dagens træning mandag den 11. juni klokken 17-19.

Træningen foregår over fire mandage i juni, hvor dagens træning er nummer to i rækken. Efter de fire mandagstræninger har deltagerne mulighed for at fortsætte i et prøvemedlemskab i Ishøj Golf med rabat.

 Christof er begejstret for projektet, der hedder ’Golf og Diabetes’.

”Jeg synes, det er et alletiders initiativ. Trænerne er fantastiske til at vise os golfsporten og instruere os,” siger Christof.

Og i dag er endda noget ekstra særligt, da Ishøjs borgmester, formanden for Diabetesforeningens regionsudvalg i Region Hovedstaden og projektlederen fra Dansk Golf Union åbner træningen med taler.

Det er Dansk Golf Union og Diabetesforeningen, der har fundet på konceptet, som er rullet ud flere steder i landet – og nu også i Ishøj, hvor Ishøj Golf og Ishøj Kommune er hoppet med på golfvognen.

Planen er at starte flere hold op. 1500 af Ishøjs 23.000 borgere har diabetes – det er dobbelt så høj en andel som landsgennemsnittet.

Christof håber, at det kan lykkes at få flere til at være med. Han nyder at gå og være ude i det grønne Ishøj, så derfor tiltalte det ham at prøve netop golf.

Christof hørte om Golf og Diabetes-holdet på et madlavningshold for personer med diabetes på Vejlebroskolen i Ishøj. Her kokkererede han sammen med sin datter og barnebarn. Madlavningsholdet findes ikke mere, men inden det lukkede, kom kommunens projektleder for Golf og Diabetes forbi og fortalte om det nye golf-initiativ.

Regelmæssig gang holder vægten nede

Og nu står de så her, Christof og Kia, med en golfkølle og en kurv fyldt med golfbolde hver. Også selvom Christof egentlig ikke tror, at golf er noget for ham i det lange løb.

”Jeg ville bare gerne prøve det. Jeg spiller i forvejen badminton, går til gymnastik og går ofte ture sammen med min kone,” fortæller Christof.

Han fortæller, at motionen gør en stor forskel i forhold til has diabetes. Forskning fra specialuniversitet 'London School of Economics and Political Science' viser, at regelmæssig gang i rask tempo, såsom golf, er den bedste træningsform i forhold til at holde vægten nede. 

Motion og bevægelse øger virkningen af insulin, både hvis du har type 1 -og type 2-diabetes, og det kan reducere din risiko for hjertekarsygdomme.

Ifølge Statens Institut for Folkesundhed får den mentale sundhed også et boost, når man er aktiv og indgår i fællesskaber. Og det kan modvirke den risiko, der er for social isolation, når man er ramt af sygdom i længere perioder.

Tilbage på golfbanen er Ishøjs første Golf og Diabetes-hold rykket videre fra banen, hvor de slog pitch-slag til en mindre træningsbane. Her øver de putting, hvor de slår til bolden, så den triller mod hullet. Senere spiser de sammen og enkelte runder træningen af på en af de rigtige golfbaner.

Fakta om Golf og Diabetes i Ishøj

• Projektet er for personer med diabetes og deres pårørende

• Alle kan være med. Deltagere kan komme helt uden forudsætninger og udstyr

• Fire mandage med træning fra 17-19

• Ishøj Golfs pro-træner står for undervisningen

• Mulighed for en kop kaffe inden træning og spisning efter.

• Max. antal deltagere på et hold er 25

• Nye hold kan starte efter behov. Løbende optagelse.

• Tilmelding til projektleder i Ishøj Kommune, Claus Borup Skovsgaard på tlf. 22 26 92 85 eller cbsko@ishoj.dk

Kontakt

Ishøj Kommune

Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj

ishojkommune@ishoj.dk

Tlf. 43577575



Skriv via Digital Post (e-Boks), hvis du sender os personlige oplysninger eller dokumenter.

Skriv til Ishøj Kommunes hovedadresse via Digital Post (e-Boks)

Telefontider

Ishøj Rådhus

Mandag-onsdag kl. 9-15
Torsdag kl. 12-17
Fredag kl. 9-13

Hovednummer: 43 57 75 75

Borgerservice

Mandag-onsdag kl. 9-15
Torsdag kl. 12-17
Fredag kl. 9-13

Tlf. 43 57 75 75

Åbningstider

​Ishøj Rådhus

Mandag-onsdag kl. 10-14
Torsdag kl. 9-17
Fredag kl. 10-13

Ishøj Rådhus
Store Torv 20
2635 Ishøj

Borgerservice

Mandag-onsdag kl. 10-14
Torsdag kl. 10-14 og kl.15.00-17.30
Fredag kl. 10-13.

Borgerservice
Nørregade 7
2635 Ishøj

Senest opdateret 3. juli 2018