Genveje

 
Siden er opdateret: 05-03-2010
 

I 2000 indstillede Skov- og Naturstyrelsen maskinhuset på Thorsbro Vandværk til fredning. Fredningen er i dag gennemført.

Mens bygningen står, som den blev bygget, er der ændret en del inde i huset. I dag er der således ingen af de oprindelige motorer tilbage. Markant i maskinhallen står imidlertid to motorer bygget på B&W i 1932. Disse pumpede dagligt op til 40.000 m3 vand svarende til 120.000 familiers forbrug.

Motorerne pumpede vand til København indtil 1985, hvor mere moderne teknik i en anden bygning overtog arbejdet.

Københavns Vandforsyning ejer fortsat den fredede bygning, og der foregår fortsat vandindvinding og levering af vand til København fra Vandværket. Det er imidlertid overladt Ishøj Kommune at etablere og drive et industrihistorisk museum i maskinbygningen, der rummer megen historie om egnen.

I Thorsbro Vandværks Museumsforening mødes folk med interesse og tilknytning til Thorsbro Vandværk. Foreningen arbejder primært med at fremvise og fortælle Vandværkets historie. På sigt er der et ønske om at udvikle museet til også at omfatte en udstilling om vandforsyningen til København samt eksperimenter med vand.

 

Museet henvender sig til alle med interesse for egnen. Her på vandværket havde bondekulturen sit første møde med den industrielle udvikling, og her opstod for bare 100 år siden det socialdemokrati, som skulle komme til at dominere vor kommune så markant.

Som noget nyt tilbyder museumsforeningen et samarbejde med teknik- og mekanikinteresserede motorklubber.

Mange klubber tager på tur med deres interesse, hvad enten det er motorcykler, veteran eller 4x4 biler.

På museet har vi teknik og mekanik i naturskønne omgivelser, et perfekt mål for en arrangeret tur. Her er mulighed for pit-stop, her kan motorinteresserede mødes og fremvise for hinanden, hvad man har bedrevet hele den lange vinter, og her kan publikum komme forbi og kigge på.

 
 

 

Kontakt os

Kultur og Fritidscentret
Ishøj Rådhus
Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj

Telefon: 43 57 75 75
Fax: 43 57 77 00

kultur@ishoj.dk

Åbningstider
Mandag-fredag: 10.00-14.00
Torsdag tillige: 16.00-18.00

Telefontider
Mandag-onsdag: 08.00-15.00
Torsdag: 08.00-18.15
Fredag: 08.00-14.15